Skøn Mendelssohn og problematisk Schumann

Den canadiske violinist James Ehnes spillede koncerten oprejst, ukrukket og med en særlig smuk klang i det dybe leje, og netop de dyder forløser værket til fulde, skriver Peter Dürrfeld,

Tivoli Copenhagen Phil havde fået besøg af sin forhenværende chefdirigent Lan Shui.
Tivoli Copenhagen Phil havde fået besøg af sin forhenværende chefdirigent Lan Shui. Foto: DALSGAARD MIRIAM/POLFOTO.

Det er næsten altid et plus, når en koncert har en overordnet og samlende idé. Det var tilfældet med eftermiddagskoncerten i Tivoli i søndags, hvor venskabet mellem den danske komponist Niels W. Gade og hans to tyske kolleger Felix Mendelssohn og Robert Schumann var klangbunden for et attraktivt program med Leipzig som fællesnævner.

I 200-året for Gades fødsel havde man valgt hans gennembrudsværk ”Efterklange af Ossian” fra 1840 som åbningsnummer. Tivoli Copenhagen Phil, det glimrende landsdelsorkester, der til daglig har hjemme i det gamle radiohus på Frederiksberg, havde fået besøg af sin forhenværende chefdirigent Lan Shui og fyldte salen med ærkedanske romantiske klange, selvom ”handlingen” i det 15 minutter lange orkesterstykke egentlig er henlagt til den skotske oldtid og handler om en skjald ved navn Ossian. Ham ved man ikke mere om end Holger Danske, men i midten af 1800-tallet sværmede man jo for den tågede fortid.

Da de romantiske efterklange var døet hen, gjorde den canadiske violinist James Ehnes sin entré for at spille Mendelssohns genistreg af en violinkoncert, som Gade ved uropførelsen i marts 1845 i Leipzig fik æren af at dirigere med Mendelssohns ungdomsven Ferdinand David som solist. Ehnes er ikke ekstremernes mand. Han spillede koncerten oprejst, ukrukket og med en særlig smuk klang i det dybe leje, og netop de dyder forløser værket til fulde.

Som ekstranummer valgte canadieren at blive i Leipzig-traditionen med sidstesatsen fra Johann Sebastian Bachs tredje sonate for soloviolin, en teknisk svimlende allegro, der dog aldrig løber af sporet.

Robert Schumanns anden symfoni fik også sin uropførelse i Leipzig, hvor Mendelssohn dirigerede værket i november 1846. Det er et dybt og i lange stræk tungsindigt værk, og Lan Shuis fortolkning af det var for mig at høre problematisk. Han er på mange måder en fortræffelig dirigent med en eminent slagteknik, og hans kendskab til symfonien var tilstrækkeligt til, at han kunne dirigere det uden partitur. Alligevel gjorde han det med den udprægede sans for dynamik og flugt, der kendetegner ham, når han er bedst. Men med hans heftige tempovalg gik en del af den særlige schumannske tyngde og poesi tabt. Åndsslægtskabet med Mendelssohn eller for den sags skyld Gade var svært at fornemme i skyndingen. Desuden kom orkestret til at lyde stresset allerede i førstesatsens allegro-afsnit, hvor Schumann dog har tilføjet ”ma non troppo” – dvs. ikke for meget: Mådehold og overblik kan ikke sjældent forløse stor kunst bedre end nok så mange fagter og udvortes temperament.