Skønne strygekvartetter
Der findes talrige eminente kammer
ensembler rundt omkring i Europa. Et af dem bærer navnet Streichquartett der Staatskapelle Berlin, og de fire strygere er Wolfram Brandl og Krzyszof Specjal, violiner, Yulia Deyneka, bratsch, samt Claudius Popp, cello. På plademærket Linn har de netop udgivet en cd, der med en varighed på en lille times tid byder på tre attraktive værker. Først får man Verdis eneste forsøg som kammermusiker, hans strygekvartet i e-mol. Det blev til i 1873 i en periode, hvor Verdi ventede spændt på den udsatte italienske premiere på sin opera "Aida". Men selvom Verdi først og fremmest var operakomponist, havde han et solidt kendskab til standardrepertoiret i kammermusik.
Mere kendt for de fleste med interesse for klassisk musik er den første af Tjajkovskijs tre strygekvartetter, opus 11. Den blev komponeret i begyndelsen af 1871 og har siden haft en fast plads på det internationale repertoire. Det er især andensatsen, en andante cantabile, som har sikret opus 11 en udbredt yndest, og man hører ikke sjældent dette skønne musikstykke som ekstranummer.
Skiven med den yderst kompetente tyske kvartet rundes af med et stykke af en anden operakomponist, Puccini. Hans seks minutter lange Crisantemi stammer fra 1890, hvor han endnu ikke havde fået sit store gennembrud. Det er et stykke sørgemusik, skrevet til minde om en hertug, der netop da var afgået ved døden. En smuk afrunding på en helt igennem vellykket skive.
Streichquartett der Staatskapelle Berlin spiller Verdi, Tjajkovskij og Puccini – SKD 697 – Linn
*****
Plusser og minusser på Beethoven-cd
En cd med to klaverkoncerter af Beethoven har både sine plusser og minusser. Med en samlet spilletid på godt 80 minutter er der i hvert fald tale om det, man plejer at kalde ”good value for money”. Længden forbavser ikke, når man ser, at programmet består af to af Beethovens mest populære klaverværker, opus 61a og opus 58.
Opus 61a er klaverversionen af Beethovens geniale violinkoncert, som Beethoven skabte i ærgrelse over den uforstandige og uforstående kritik, som violinkoncerten blev udsat for. Den blev betegnet som usammenhængende, og man foreslog Beethoven at vende tilbage til dyderne i hans to første symfonier. Ellers kunne det ende ilde for både ham og publikum. Beethoven må have revet sig i de viltre lokker, men udadtil afreagerede han ved at udarbejde klaverversionen. At den aldrig har vundet hævd, kan ses som et bevis på, at opus 61 er tænkt for violin og emmer af dette instruments særpræg gennem dens cirka 45 minutter.
Men det har naturligvis en vis musikhistorisk interesse at høre udgaven med klaver, og man får den tilmed koblet med den helstøbte klaverkoncert nummer 4 i G-dur, opus 58. Den glimrende svenske pianist Niklas Sivelöv sidder ved tangenterne, men det lykkes ham ikke at overbevise lytteren om, at klaverversionen er ligeværdig med originalen, også fordi der i kadencerne går lidt hej-hopsa i musikken.
Beethoven: Piano Concertos, Niklas Sivelöv, Bogota Philharmonic Orchestra. Dirigent: Joachim Gustafsson – AMC 015
***