”Du, som har tændt millioner af stjerner, tænd i vort mørke en tindrende tro. Du er vort lys, og du vogter og værner os, så vi sover i tryghed og ro.”
Musikterapeuten Marie Bolette Falk sidder med et sort sanghæfte mellem hænderne. Hun er på værelset ”Storkenæb” for at besøge 73-årige Kent Erlandsen. Han ville gerne høre ”Du, som har tændt millioner af stjerner”, og det kunne hun godt forstå.
De to sidder nu over for hinanden med en halv meter fra det ene knæ til det andet. Kent Erlandsen sidder rankt i egetræsstolen med lilla betræk. Hans arme følger armlænet, blikket er rettet ligeud.
”Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte, du ved alene, hvad tjener os bedst.”
Marie Bolette Falk kigger op fra sanghæftet, mens hun synger. Det gør hun momentvist. Hendes brune øjne møder hans. Hendes smilerynker viser sig, og det bliver tydeligt, hvordan man kan smile og synge på samme tid. Hun er uddannet musikterapeut og arbejder på Sct. Maria Hospice i Vejle. Her synger og spiller hun for at lindre smerten hos mennesker i deres sidste tid.
Stemmen er et af hendes arbejdsredskaber. Andre gange tager hun også celloen, klaveret eller et lille tommelfingerklaver, kaldet en Sansula, i brug, når hun er sammen med sine patienter.
Den sidste linje lyder: ”Du er vor Far, den, der vogter og værner, lys i det mørke, som kommer fra os”.
”Mmh. Dejligt,” siger Kent Erlandsen.
Hans skuldre sænker sig.
”Ja,” svarer hun efterfulgt af en pause fra al lyd.
Marie Bolette Falk bruger musikken til at åbne døren ind til det, der for mange kan være svært at tale om. Om døden, hvad der sker, når den indtræffer, og mange andre andre af livets spørgsmål. Hendes arbejdsdage er alsidige, for patienternes behov varierer meget. Nogle vil synge med, andre blot lytte. Nogle vil høre sange fra deres ungdom, andre foretrækker enkle og simple toner.
Som musikterapeut er hun trænet i at holde øje med kropssproget, åndedrættet og en fod, der måske vipper, som alt sammen kan være med til at fortælle hende, hvordan patienterne tager imod den musik, hun udøver.
”Hvis patienten er meget urolig og har meget hurtigt åndedræt, så dur det ikke, at jeg spiller noget, som er ekstremt langsomt fra starten. Det kan virke stressende for dem. Jeg skal i stedet hele tiden forsøge at ramme dem der, hvor de er,” siger Marie Bolette Falk og forklarer, at nærværet og den personlige kontakt er altafgørende i hendes arbejde.
”Det er den terapeutiske relation imellem patienten og mig, som gør det til mere end bare musik,” slår hun fast.
Nogle af de mennesker, hun spiller for, er så afkræftede i deres sidste tid, at de ikke længere kan tale. For de pårørende kan det være en hård tid, når deres elskede befinder sig et sted mellem livet og døden, hvor den verbale kontakt ikke længere er en mulighed. I netop disse situationer kan musikterapien være et redskab til at bygge en bro. For når Marie Bolette Falk spiller, kan musikken skabe en kontakt mellem de pårørende og patienten. En gang imellem spørger en pårørende hende, om hun vil spille en bestemt sang, som de plejede at høre sammen.
”Så kan patienten mærke, at familien er der – og på den måde har de et samvær. Af og til hænder det, at de pårørende også synger med. Så er der chance for, at patienten kan kan høre de pårørendes stemmer,” siger hun og forklarer, at høresansen er en af de sidste sanser, man mister.
Men hvordan er det at spille for en, der er i den sidste fase af livet?
Indimellem møder Marie Bolette Falk patienter, som ikke vil tale om, at de skal herfra. Det er hårdt, når hun kan mærke, at en person ikke er afklaret med sin situation. Marie Bolette Falk mener nemlig, at døden er en naturlig del af livet, og derfor er disse patienter særligt vigtige for hende at nå gennem musikterapien, forklarer hun:
”Jeg tænker, at det må være meget ensomt, hvis de ikke vil give slip på frygten for at tale om deres situation. Og når de har det sådan, kan jeg mærke, at der er noget uforløst inden i dem. Netop her kan musikterapien bidrage til en forløsning hos dem.”
Hun tror på, at hun kan hjælpe patienter, som er uafklarede, med at acceptere døden. Og det er vigtigt for Marie Bolette Falk, som i høj grad betragter sit arbejde som et kald i livet.
Når hun kan mærke, at musikken hjælper en patient med at affinde sig med sin situation, giver arbejdet mening for hende.
I det spænd, tættere på døden end de fleste, finder hun motivation til at gøre det, hun gør.
”Der er en skønhed gemt både i lyset og i mørket, og for mig personligt bliver livet fladt, hvis man vælger hele den mørke side fra. Det er helt sikkert også derfor, jeg arbejder på et hospice,” siger Marie Bolette Falk.
To gange har hun oplevet, at et menneske er sovet ind, mens hun har spillet.
”De havde begge kæmpet længe for at give slip, så det var på mange måder en meget smuk oplevelse. Samtidigt kunne de pårørende se, at deres elskede kom herfra på en god måde”.
Marie Bolette Falks første besøg i dag var hos Kent Erlandsen, som for et halvt år siden fik konstateret kræft. Denne forårsdag ved han ikke, hvor lang tid han har igen, men for tre måneder siden modtog han beskeden om, at han kun havde en måned tilbage.
Sådan en melding er for de fleste svær at håndtere, og det er her, Marie Bolette Falk kommer ind i billedet. Hun har de seneste uger besøgt ham, mens han har været indlagt på Sct. Maria Hospice.
”Hvad er det egentlig, du så godt kan lide ved den sang, Kent?”, spørger Marie Bolette Falk.
”Det er bare alt det med de millioner af stjerner. Og når jeg ikke er her mere, så er det den, ’Dejlig er jorden’ og ’Altid frejdig, når du går’. Ja, når jeg ikke er her mere, så skal de synges til min begravelse,” svarer han.
”Tænker du meget på, når du ikke er her mere?”, spørger Marie Bolette Falk.
”Ja, men jeg er ikke bange for at dø. Det er jeg ikke.”
”Hvad tror du, der kommer til at ske?”
”Jeg kommer op i himlen.”
”Måske op til de millioner af stjerner?”
”Ja”.
Kent Erlandsen døde kort efter Kristeligt Dagblads besøg på hospicet. Da interviewet blev foretaget, var både han og hans pårørende indforstået med, at artiklen ville kunne blive bragt efter hans død.