Prøv avisen
Ballet

Skønheden under overfladen

4 stjerner
Opsætningen er paradoksalt hjerteløs og går imod værkets idé, poesi og den idealistiske dimension, der bærer tragedien over i forløsning. Her ses Mette Bøtcher som Dronningemoderen og Gregory Dean som Siegfried i første akt. – Foto: Costin Radu

”Svanesøen” er kaldt verdens mest bevægende ballet og er altid værd at opleve. Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning på Operaen rummer dog visse problemer

Det er præcis tre år siden, Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes ambitiøse og imponerende opsætning af ”Svanesøen” havde premiere i Henning Larsens operahus på Holmen i København. Nu er den tilbage i en genopsætning, der vil dominere repertoiret frem til Det Kongelige Teaters Balletfestival den 1.-9. juni, hvor forestillingen sammen med Nikolaj Hübbes version af August Bournonvilles ”Napoli” vil være hovedværkerne i et ugelangt program præget af marketingfremstød for kunstarten.

Forestillingen er konciperet til Operaens moderne ramme som en streng monokromscenografi med lys- og videodesign i mange lag af finske Mikki Kunttu og punkgotiske, botanisk blomstrende gallaskrud tegnet og farvelagt af Mia Stensgaard. Det er ”Star Wars” møder Gotham City møder ”Lord of the Rings”. Teknisk og kunstnerisk er den imidlertid ikke på samme niveau som i 2015. Det er først og fremmest korpset – de 28 hvide svaner – der virker uegale i et værk, hvor det synkrone og afstemte indtryk er altafgørende. Sekundært mangler også den overordnede, samlende instruktionsmæssige sammenhæng, der kan dække over opsætningens strukturelle koreografiske og dramatiske svagheder: forståelsen af billedsproget, symbolverdenen og skønheden under overfladen.

Grundtonen i opsætningen er mørk, paranoid og fatal. Den mandlige helt, Siegfried, er outsider i en inhuman og undertrykkende social struktur. Iscenesættelsen fremstiller kærlighedstragedien som et komplot, hvor Siegfried forrådes af sine egne. Hvem er ven, hvem fjende? Prinsen er ikke jæger, men selv det jagede vildt, da han flygter ud i natten.

Alligevel er det Siegfrieds forræderi, læsningen uundgåeligt kommer til at sætte fokus på: ikke kun sviget af Odette – Svaneprinsessen, som Siegfried fordømmer med sin utroskab – men også protagonistens forræderi mod sig selv.

Modsat Shakespeares ”Hamlet” om den plagede, men heroisk hævnende prins af Danmark, er Den Kongelige Ballets danske Siegfried en antihelt, der bukker under i defaitisme. Tænker man dette og andre tankeløb i denne fortolkning af ”Svanesøen” til ende, eksisterer selv svanen Odette ikke som andet end en karakterløs brik i Rothbarts spil – eller i bedste fald en illusion – og så er alt tabt.

Opsætningen er i sit udgangspunkt paradoksalt hjerteløs og går imod værkets idé, poesi og den idealistiske dimension, der bærer tragedien over i forløsning. ”Svanesøen” uden kærlighed?

Tjajkovskijs svar lyder umiskendeligt fra orkestergraven, hvor Det Kongelige Kapel under Jakob Hultbergs gribende direktion giver sig selv hen til den lidenskabelige russer i et uforbeholdent favntag. Skåret ind til benet er ”Svanesøen” en duet, en samtale mellem Siegfried og Odette. Oplevelsen er et uforglemmeligt og stormfuldt hav af følelser til et skæbnesvangert taktfast crescendo af paukeslag og hylende træblæsere, med desperate omfavnelser, anklage, tilgivelse og flugten fra adskillelsen, der er værre end døden. Her, i afskedsscenen, får ”Svanesøen” vinger i fornemme arrangementer og danse for korpset – sammen med Oliver Starpovs Russiske Dans i tedje akt er det opsætningens væsentligste koreografiske bidrag.

Luk øjnene for Hübbes slutbillede, mavepusteren, hvor Odette bogstaveligt talt føres af vejen under Tjajkovskijs højstemte apoteose, mens Rothbart og hans håndlangere omringer Siegfried, der resigneret lader sig iføre bryllupskåbe og passivt giver sin hånd til sin banemands datter, Odile: Scenen for ophøjelsen af Siegfrieds og Odettes evige kærlighed er helt ubegribeligt blevet øjeblikket for Siegfrieds fornedrelse og et bittert knæfald for kynismen.

Når oplevelsen af ”Svanesøen” alligevel robust løfter sig, er det, fordi ballet grundlæggende er uforbeholden og åben. Dans rummer som non-verbal kunst plads til identifikation og fortolkning, til at høre, se, mærke, genkende og tænke på trods af konceptueller postulater.

Man kan vælge at se Odette som et bevinget væsen, en dobbelt natur, der hverken er menneske eller svane. En heroisk symbolfigur, der i sit fangenskab bliver billede på frihed for en hersker, der selv er træl i verden: allegorien og mysteriet om kærlighed, åndelig stræben, forløsning og udfrielse større end livet selv.

For når alt er sagt, handler ballet – og ”Svanesøen” – om en ting: dig selv. Tag håbet igen, og gør historien til din egen.