Den tjekkiske kunstner Alphonse Mucha (1860-1939) slog igennem i Paris i 1890’erne og var om nogen med til at definere La Belle Époques visuelle udtryk og nydelseskultur. Han blev en af de mest indflydelsesrige kunstnere, verden har set, inden for art nouveau-stilen med tråde både til tidens symbolisme og til reklameindustri.
Med sit vidtfavnende talent formåede Mucha at forene epokens symbolistiske og spirituelle erkendelser med et delikat sensuelt og ganske overordentligt indbydende udtryk. Mucha blev en mester inden for moderne grafisk design, og hans plakater og industrielle design fik en enorm kommerciel gennemslagskraft. Hans skønvirke var med til at definere epoken 1890-1910 og påvirkede en lang række af tidens andre kunstnere, arkitekter og designere – i Skandinavien Carl Larsson eksempelvis. Men det, der blev kaldt Le Style Mucha, inspirerede langt op i det 20. århundrede. Ja, Muchas visuelle indflydelse virker endnu og kan ses i tegneserier og grafiske romaner, ligesom den vildt blomstrende psykedeliske kunst omkring 1968 er muteret Mucha.
Muchas succes skyldtes, at han satte kvinden i centrum. Som en fuldstændig gennem-æstetiseret skønhedsåbenbaring. Kvinden er forførende hos Mucha, men ikke på den dæmoniske måde, som tidens øvrige dekadencekunstnere skildrede hende. Hun er ikke en hetære som hos forfatterne Charles Baudelaire eller J.K. Huysmans, ikke en tøjlesløs kokotte som hos Toulouse-Lautrec, hos Mucha er hun bare lækker og sat i scene efter alle kunstens regler. Hun er et boblende vidunder, som i de reklamer, Mucha skabte til champagnefirmaet Moët & Chandon.
Særligt én kvinde fik afgørende betydning for Mucha. Tidens store diva Sarah Bernhardt satte ham i 1895 til at skabe en plakat til forestillingen ”Gismonda”, hvor hun spillede hovedrollen. Det gjorde hun jo i epokens europæiske teater. Mucha understregede det ved simpelthen at sprænge tidens format for en plakat. Han satte hende på Paris’ plakatsøjler i en en-til-en-skala, hvor hun fremstod i fuld figur. Skønnere end hun endog selv nogensinde havde forestillet sig, hun kunne se ud. Det havde verden ikke set før, heller ikke trykkerne, der måtte bruge to tryksten og lime plakatens to halvdele sammen til en. Plakaterne med Sarah Bernhardt blev i bogstaveligste forstand revet væk og Mucha øjeblikkeligt ansat på en seksårig kontrakt som kunstneren, der skulle designe hendes plakater, scenedekorationer og kostumer.
Kunstmuseet Arken i Ishøj viser for første gang herhjemme Alphonse Mucha med fokus på hans grafiske design med 125 plakater, litografier og fotografier og enkelte brugsgenstande og malerier. Udstillingen er kurateret i samarbejde med Fondation Mucha, der forvalter kunstnerens arv.
Udstillingen er smukt iscenesat og en øjenlyst at vandre igennem. Den udfolder som bærende ambition Muchas tro på skønhedens transformerende kraft. En ambition, Mucha delte med andre kunstnere og designere i Europa, der sluttede sig sammen i bevægelser og udstillingsfora som Arts and Crafts i England og Wiener Werk-stätte i Østrig-Ungarn.
Tidens ny skønhedsevangelium blev i tilfældet Mucha lydefrit og sært modstandsløst i delikate allegorier over kunsten, stjernehimlen og årstiderne i kvindens svungne gestalt. Men det blev også originalt. Ikke mindst fordi Mucha hentede inspiration så mange steder fra. Således mødes slaviske og byzantinske ornamenter med art nouveau-stilens organiske vækstmotiver hos Mucha.
Mucha var ikke nogen modstander af den moderne verdens hverdagsvirkelighed, men gav den et i alle henseender naturligt udtryk. Ligesom Paris’ dengang ultramoderne metro så at sige voksede op af undergrunden i Hector Guimards organiske design, voksede kvinden og naturen sammen i Muchas virtuose slynggreb. Med forkærlighed for arabesken, er det især kvindens – eller rettere kvindernes – hår, der fascinerer Mucha. Det er interessant at se, hvor graciøst Mucha bruger kvindens hårpragt, ikke alene til at omkranse og indramme kvindens ansigt, men også til at forme den grafiske komposition som helhed. Håret er ikke blødt moduleret hos Mucha, men stiliseret som et sine steder nærmest metallisk ornament. Det er utrolig raffineret.
Mucha kendte en række af de kunstnere og forfattere, som dengang opholdt i sig i kunstmetropolen Paris. Han delte atelier med Paul Gauguin og mødte her August Strindberg midt i hans hallucinerende inferno-krise. Strindberg introducerede ham til teosofi, alkymi, spiritisme og de para-psykologiske fænomener, tidens kunst og videnskab var optaget af. Arken viser i forlængelse heraf et udvalg af Muchas fotografier, som han brugte både til koreografi-studier, opulent selv-iscenesættelse og mere syrede eksperimenter med dobbelteksponering og åndemaneri.
Man kunne have ønsket sig, at udstillingen havde bevæget sig længere ind i Muchas esoteriske og religiøst søgende praksis og dermed sat fokus på den mere patetisk søgende og metafysisk henførte Mucha. Der er enkelte eksempler fra hans serie ”Le Pater” (1899), der anderledes alvorligt søger at sammenflette kristne, jødiske og islamiske troskomplekser til en universel kraft rettet mod det hinsides.
Man kunne også have ønsket, at udstillingen i højere grad havde forankret Mucha i Tjekkiet og dermed i hans slaviske baggrund. I Prag udsmykkede han byens råds- og kulturhus Obecni dum, der er et af art nouveau-kulturens hoved- og gesamtkunstværker. Det var også til Prag, at den nationalt sindede Mucha skænkede sit hovedværk ”Det slaviske epos” (1909-1920), hvori han skildrer sin nations fødsel og historie. Ikke som scenografi eller plakatkunst, men i monumental olie på lærred. Disse gigantlærreder kan naturligvis ikke fragtes til Danmark, men det havde været interessant at se flere skitser og forlæg fra en kunstner, der ikke bare ytrede sig modstandsløst og lækkert. Ja, i 1939, da det tyske naziregime besatte Tjekkoslovakiet, arresterede Gestapo Mucha og forhørte ham i flere dage om hans aktiviteter. Det overlevede han ikke.
Til gengæld giver Arken os gamle syrehoveder et nostalgisk tilbageblik til hippiekulturens fineste stunder omkring 1970, hvor ethvert rockorkester med respekt for sig selv fik skabt lp-covers og plakater i Le Style Mucha. Det kosmiske trip var Led Zeppelin, Jefferson Airplane, Cream, The Rolling Stones, The Incredible String Band og mange andre på i de år, og her i 2000’erne Eric Clapton og Steve Winwood. Og så må man lige nævne Hal Foster, der jo aldrig havde fået sat en streg til ”Prins Valiant” uden Mucha. Prins Valiant og Per Kirkebys muse Atleta er født ud af Muchas fantasi og hans ornamentale skønskrift.