”Jeg kan lige så godt erkende det: Jeg har været single i tre år, og det er delvist, fordi jeg simpelthen ikke orker flere mænd. Deres konstante behov for omsorg, anerkendelse og opmuntring. Deres behov for ego-pleje, kunne vi kalde det.”
Sådan indleder Nanna Mogensen den seneste udsendelse af ”Skønlitteratur på P1”. Og det ville jo ikke være noget problem, hvis ikke hendes følelser smittede af på indholdet i dét, der er det eneste magasinprogram om romaner, poesi og noveller på hele den licensbetalte sendeflade. Men det gør det altså, smitter af, og de ugentlige udsendelser er udartet til en sært mandefjendsk, underligt forkvaklet, feministisk øvelse, siden Mogensen blev solovært.
Jeg holder af skønlitteratur og har derfor hørt stort set alle udsendelserne både før og efter Klaus Rothsteins pludselige exit. Og der optræder stadig nogenlunde lige mange mænd og kvinder i programmet – det er sikkert et krav ovenfra – men kvinderne behandles med en helt anden imødekommenhed. De mænd, der enten skriver om mænds sørgelighed og latterlighed, som for eksempel Geir Gulliksen i den seneste udsendelse, eller som skriver om minoriteter og marginaliserede, mødes også med venlighed.
De mænd, der derimod ikke skriver om den triste eller ubrugelige mand, ikke er del af en minoritet eller er marginaliseret og heller ikke skriver om disse emner, ja, de mødes af en helt anden syrlighed og hårdhed.
Det gælder Morten Pape, som i en udsendelse kritiseres for at skrive for langt, og, som Mogensen skriver på Facebook, tages ”i pinligt forhør”. Det gælder også den meget omtalte udsendelse, hvor Knud Romer i noget, der skal ligne en personlig samtale, udstilles som selvoptaget, som opblæst og anklages for at dyrke sin egen myte.
En sådan behandling af kvindelige forfattere er utænkelig i ”Skønlitteratur på P1”. De interviewes opmærksomt, og Mogensen lytter uden at lede efter en måde at sætte kniven ind.
Men Romers nye roman, den fungerer ikke, siger hun til ham i udsendelsen, selvom hun ikke er anmelder, men interviewer. Det gælder tydeligvis om at vise, hvordan han fylder for meget og er for meget. Og om at punktere ham. Fordi han er alt dét, hun forleden bekendte, at hun er træt af ved mænd. Det konstante behov for omsorg, anerkendelse, opmuntring. Behov for egopleje.
Det er ikke til at forestille sig Mogensen i sådan et giftiggrønt, perfidt interview med en Suzanne Brøgger. Selvom hun er mindst lige så selvoptaget og selviscenesættende som Romer.
Der er i udsendelserne – i mere eller mindre udtalt grad – tale om en form for toksisk feminisme, og det er som nævnt et problem, fordi ”Skønlitteratur på P1” er det eneste program af sin slags på hele DR. Mogensen har derfor et stort ansvar, men misbruger det til at køre sine egne følelser og sin egen agenda igennem og tromler frem med et ego på størrelse med det, hun ser hos de værste mænd. Og skulle der komme et kritisk pip om hendes udsendelser, som vi alle sammen betaler for, så svares der affærdigende eller med anklager om ”mansplaining”. Tro mig, jeg har selv oplevet det. Og sådan vil den her kommentar sikkert også blive modtaget.
”Skønlitteratur på P1” er i udgangspunktet tænkt som en gave til alle, der interesserer sig for litteratur som kunst og særlig udtryksform, men lægger i stedet op til splittelse mellem kønnene. Og Mogensen har selv truet med at sige op, fordi DR – der giver hende så meget plads og taletid – er seksualiseret og maskuliniseret. Det kan hun jo passende gøre alvor af. Eller DR-ledelsen kan sætte en vært ved siden af hende, som kan trække i en anden retning. Skabe noget, der bare ligner balance. Som det er nu, handler udsendelserne mere om Mogensens idiosynkrasier og lede ved mænd end om den vidunderlige, vidtforgrenede litteratur.
Jeppe Krogsgaard Christensen er forfatter og uddannet cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet. Han skriver anmeldelser og kommentarer i Kristeligt Dagblad.