Skønmaleri og skrækscenarium

Ny bog argumenterer for, at mor skal gå hjemme, og ophøjer egen sandhed til samfundsnorm

Ny bog debatterer moderrollen. Mette Møllevang og Tone Brix-Hansen har begge valgt at blive hjemmegående i erkendelse af, at deres familie - og ikke mindst deres børn - led under deres forældres fravær.
Ny bog debatterer moderrollen. Mette Møllevang og Tone Brix-Hansen har begge valgt at blive hjemmegående i erkendelse af, at deres familie - og ikke mindst deres børn - led under deres forældres fravær. . Foto: Forlaget Mellemgaard.

Hvis man spørger de danske børnefamilier, om de har tid nok sammen, vil de allerfleste svare nej. Vi har for travlt. Vi ville gerne have, at det var anderledes, men vi synes at have accepteret, at det er et grundvilkår, at vi arbejder allermest i de år, hvor vi har små børn. Men sådan behøver det ikke at være, mener Mette Møllevang og Tone Brix-Hansen, forfattere til bogen ”Er der en mor til stede?”. Der er rent faktisk en vej ud af hamsterhjulet - i hvert fald hvis man er den heldige indehaver af en mand med en anstændig løn.

Mette Møllevang og Tone Brix-Hansen har begge valgt at blive hjemmegående i erkendelse af, at deres familie - og ikke mindst deres børn - led under deres forældres fravær. Og ikke mindst under deres mors fravær. For en far er ikke en mor og kan aldrig blive det. Det er en af bogens store pointer, og kønnene bliver et langt stykke hen ad vejen reduceret til biologi. Far skal i felten og hive vildt (i vore dage: penge) hjem, mens mor bliver i lejren, lodder og vejer stemninger, sætter gryder over og lægger børn til barmen.

Og den fordeling bør man ikke pille ved - om end det er lidt tvivlsomt, at den moderne mand kan genkende sig selv i skildringen af ham, der ikke kan yde yngel-omsorg og ikke har overblik nok til at kunne afkode skolens forældreintra, ganske som den moderne kvinde næppe køber hele præmissen med, at velfungerende børn kun findes i favnen på hjemmegående mødre, og at man må indstille sig på, at ulykker som skilsmisse, stress og dødelige sygdomme regner ned over hovedet på den, der tror sig i stand til at både blæse og have mel i munden; til både at have et arbejde og en familie med børn.

”Er der en mor til stede?” er bygget op som en række debatterende klummer, hvor de to forfattere skiftes til at komme til orde, og mikrofonen er åben. De skriver ad karsken bælg, og der er gentagelser, detaljer og generaliseringer en masse, som man med fordel kunne have redigeret meget skarpere.

Men bogens største svaghed er og bliver, at den ophøjer egen sandhed til samfundsnorm. Den fremskriver skiftevis stereotype skønmalerier og ditto skrækscenarier - og det, der kunne have været en inspiration til en anderledes måde at leve sit familieliv på, bliver i stedet et slag med en dommedags-krabask, hvor man bliver skældt og skammet ud, fordi man svigter sine børn og sin familie, hvis man går på arbejde.

Det er mildest talt ikke særlig rart. Og det er ærgerligt, at tonen i bogen ikke er mere rummelig, for grundtanken fejler ikke noget. Med en skilsmisseprocent, der nærmer sig de 50, er der al mulig god grund til at ”tage ejerskabet for familien og børnene tilbage og agte og ære familien helt forfra”. Stærkest står de to kvinders skildringer af at skulle ud og finde en ny selvforståelse, da de begyndte at sætte spørgsmålstegn ved alle deres tidligere sandheder, selvom det unægtelig ville have klædt dem at komme lidt flere farver end blot de sort-hvide på paletten.