Prøv avisen
Bog

At skønne på livet – og sorgen

4 stjerner

Der er masser af nerve, liv og troværdighed at hente i denne række af personlige fortællinger om, hvad døden lærer én om livet

Døden skal vi tale med hinanden om, mens der endnu synes at ligge en god portion af livet forude. Når døden rykker nær, skal vi med den døende tale om livet. Det liv, der var. Det er med andre ord ikke noget, der kan udskydes i det uendelige, dette med at forholde sig til sin egen og de andres død og forsøge for sig selv og sammen at få sat ord på.

Dertil hjælper det at læse og lytte til andres beretninger om, hvad det har gjort ved dem at miste en nærtstående. ”Hvad døden har lært mig om livet”, som titlen lyder på denne samling af 21 personlige fortællinger.

Ud af samlingens 21 beretninger er de 14 fortalt til Kristeligt Dagblads journalister. De øvrige syv er skrevet af bidragyderne selv. Det er værd at bemærke, at teksten generelt klart lever bedst i de fortalte afsnit, som alle tidligere har været bragt i avisen som artikelserie.

Der er masser af nerve og liv og troværdighed at hente i denne række af netop personlige fortællinger. Det er helt klart noget af guldet i den enkeltes livshistorie, vi her får sat ord på, og som bogen igennem sætter gang i tankerne og livserfaringen hos læseren. Der er masser af stof til eftertanke og som afsæt for samtale med ens nærmeste eller andre om det grundvilkår, at vi alle skal miste og dø. Og hvor umådelig stor grund der vitterligt er til at skønne på livet og så vidt muligt leve nærværende fra øjeblik til øjeblik.

”Slægt skal følge slægters gang”, lyder en linje i danskerens absolutte yndlingssalme ”Dejlig er jorden”. Det er der sorg i. Vi skal tage afsked. Vi skal miste. Og det er der taknemmelighed i. Der kommer nogen efter os. Nye liv kommer til.

Også i sorgen, den gode sorg, er der masser af taknemmelighed på spil, hvilket så fint kommer til udtryk i adskillige af de personlige beretninger i denne bog.

Men der er i bogens mange vidt forskellige bidrag i lidt for høj grad en tendens til gerne at ville forsone sig med døden. Få, så at sige, noget godt ud af døden.

Den kendte og udbredte tanke, at det skulle være bevidstheden om døden, der på en særlig måde giver livet og dette nu værdi.

Der er her til min egen smag og overbevisning tale om en for høj grad af instrumentalisering af døden og forsoning hermed. Døden og bevidstheden herom som instrument for livsglæde. Døden som et uomgængeligt vilkår, der så også har sine gode sider!

Det er for meget af det gode.

Med livet følger døden. Du får ikke det ene uden det andet. Døden er det naturligste af alt. Og samtidig er døden for os som mennesker fjenden over dem alle. Det er der én eneste grund til, nemlig den, at vi kan elske. Det er på grund af kærligheden, at døden er vores fjende. Kærligheden kan ikke med døden. Det skal den så ifølge kristendommen heller ikke. Tværtimod: Kærligheden overvinder døden.

Først og fremmest er døden – den andens, den elskedes, død – forfærdelig og grusom. Tabet så fuldt af afmagt og uoverkommelig sorg. De personlige beretninger, der i bogen her lader denne virkelighed stå og dirre med al sin tyngde og tunge vægt (Charlotte Rørth, Bodil Jørgensen, Esben Kjær, Ole Hartling), er bemærkelsesværdigt nok også de beretninger med mest liv og troværdighed i.

Som Ole Hartling siger det: ”Tabet er netop så uoverskueligt stort, at det ikke kan håndteres”, og konkluderer: ”det er på en mærkelig måde glædeligt, at det er sådan.”

Og lad så Esben Kjær få slutordene om sit ubærlige tab af sin syvårige søn, Sebastian. Esben Kjær fortæller om sin fortvivlede kamp lige til det sidste for at ville holde sin søn i live:

”Jeg ville ændre skæbnen, men det kunne jeg ikke. Det betød, at Sebastian døde mere uafklaret og ensom, end han havde gjort, hvis jeg havde turdet se hans død i øjnene til sidst. Jeg fik ikke sagt ordentligt farvel, og det piner mig stadig, og det vil det gøre resten af mit liv. Det var prisen for at prøve at være Gud i mit eget liv… Jeg lærte på den hårde måde, hvem der har magten. Det er i hvert fald ikke mig, og det er faktisk en lettelse at indse.”

Gæsteanmelder Gudmund Rask Pedersen er cand.theol., sognepræst i Vær og Nebel Sogne og forfatter til en række bøger om litteratur og kristendom.

Der er masser af stof til eftertanke

Gudmund Rask Pedersen