Skolen i Løgumkloster er næsten for god til at være sand

Man taler ofte om ældrebyrden, men på landets uundværlige aften- og højskoler er alderen en kæmpe lettelse

Drømmen om en skole er levendegjort på Løgumklosters refugium, skriver Lars Handesten. –
Drømmen om en skole er levendegjort på Løgumklosters refugium, skriver Lars Handesten. –. Foto: Claus Fisker/.

I sin oprindelige græske betydning er ordet skole forbundet med fri tid til at beskæftige sig med videnskab og kunst. I skolen gælder det det fælles bedste og det almene, og den slags kan man kun diskutere frit, hvis man ikke er bundet op på særinteresser og ikke er nødt til fysisk at arbejde for føden.

Den slags skole er man ikke særlig interesseret i nu om dage, hvor det gælder om at få børn og unge så hurtigt og effektivt igennem skolesystemet som muligt, så de kan komme ud og holde produktionen i gang og tjene nogle penge. Skolen er ikke fri tid, men det modsatte, nemlig bundet tid med pensum og eksamener. Sådan set er skolen en slaveanstalt, som vi også yndede at kalde den i min barndom. Den er et sted for ufri mennesker. I bedste fald er den en læreanstalt, men en anstalt er den under alle omstændigheder.

Nu findes der imidlertid skoler af den klassiske slags, som ikke er underlagt snævre nyttehensyn. Der findes i dag skoler, som alene tjener til at mætte tørsten efter viden og indsigt, og hvor frie individer på en og samme tid kan udvikle sig selv eksistentielt og diskutere almene problemstillinger. Jeg taler selvfølgelig om aftenskoler, højskoler og folkeuniversiteter. Det er her, samfundets ældste samles, fordi de netop har masser af fri tid. I dagens Danmark skal man helst være pensionist for at gå i skole.

LÆS OGSÅ: Vinden blæser over litteraten i Løgumkloster

Jeg har netop selv holdt et foredrag på et litteraturkursus i klassikere på refugiet i Løgumkloster, og det var en stor fornøjelse. Her sad 30 mennesker, hvoraf tre fjerdedele var kvinder, og flertallet i 70-års-alderen. Af egen drift og vilje var de troppet op for at høre om og drøfte de gamle klassikere. Man taler ofte om ældrebyrden, men her var alderen en kæmpe lettelse. Vi kunne læse litteratur for litteraturens egen skyld, fordi den ikke skulle tjene til nogen samfundsmæssig nytte. Her skal litteraturen ikke tjene nogen fremmed herre eller spændes for nogens vogn. Eleverne skal ikke høres og eksamineres i noget bagefter. De skal bare lytte, spørge og diskutere. Og det gør de så. Lige nu og her lever litteraturen, som den altid har gjort blandt frie, engagerede og interesserede læsere.

Jeg kender også den slags læsere fra min familie. De gamle i 80-års-alderen læser og går til foredrag, til kunstudstillinger og koncerter, som var de betalt for det. Men det er de altså lige præcis ikke. Faktisk er det ofte dem, der betaler for kulturen. Det er dem, der stadig køber bøger og får dem som gaver.

For få år siden var jeg lidt pikeret, når jeg kom ud for at holde foredrag om litteratur, fordi tilhørerne altid var i pen-sionistalderen. Hvor var alle de yngre mennesker henne? Ja, de har travlt med alt muligt nyttigt, eller også er de for trætte og udmattede til at gå i skole og orker kun at kaste sig på sofaen og trykke på fjernbetjeningen. Faktisk er det meget sjovere og langt mere givende at holde foredrag for folk, som man ikke først skal til at motivere. I de gamles skole kan man gå lige til sagen.

Drømmen om en skole er levendegjort på Løgumklosters refugium. Det er en skole for voksne, myndige mennesker. Det er kun skade, at man først kan komme i den skole, når man er over 60 år, fordi man inden da har så meget arbejde at se til, og ens fri tid er så sparsom.

Når jeg bliver gammel, vil jeg gå i skole. Det måtte gerne være skolen i Athen, sådan som Rafael har skildret den på sin store fresko i Vatikanet. Her læser, tænker og diskuterer frie mænd. I dag ville mange i den skole være kvinder, men det gør den kun mere interessant at gå i. Skolen i Athen er en drøm af en skole, hvor den frie tanke hersker. Skolen i Løgumkloster er ikke en drøm, men en realitet for folk med fri tid, læselyst og en nysgerrighed, som man åbenbart skal være pensionist for at genvinde.

I denne klumme skriver Lars Handesten og Henrik Wivel på skift hver lørdag om forbindelserne mellem bøger og eksistens både historisk og aktuelt.