Skolen og litteraturen – til når der åbnes igen

Dannende virker litteratur kun, hvis den først og fremmest behandles som det, den er, nemlig kunst

Den 16. marts skrev skoleleder John Panduro Riis en kronik her i avisen og advarede mod den udbredelse af ”mindfulness”, som han mente at se. ”Lærere og pædagoger skal ikke trampe rundt i børns psyke og lege lommepsykologer.”

Mit eneste barnebarn er allerede ude over skolealderen, så jeg skal ikke kunne sige, hvor stærkt mindfulness har bredt sig til skolen. Men jeg har i mit lange liv ofte oplevet, at en mode, uanset dens ideologiske indhold, gribes af lærere på alle niveauer og rulles ud over sagesløse elever. På den anden side kan og skal skolen ikke blot vende ryggen til elevernes virkelighed og nøjes med at formidle såkaldte kendsgerninger. Så hvad gør man?

Man kunne f.eks. læse mere litteratur – skønlitteratur! Og gøre det ordentligt, tage sig tid også til større værker og ikke kun småbidder. Med større værker mener jeg også stor litteratur, gerne klassikere! Og det bedste af det moderne. Det må gerne være lidt svært, også for læreren, der lige så lidt som sine elever skal springe over, hvor gærdet er lavest.

Den store litteratur kan en mængde ting, som man ellers skal bruge tid og kræfter på at nå på anden vis. Og den kan det meget bedre. Den kan give eleverne mulighed for at leve sig ind i andet end sig selv, altimens de bliver klogere netop på sig selv. Taler man i klassen om en litterær tekst, behøver man ikke at overskride nogens intimsfære. Det er ikke eleverne, det handler om, men ordene i bogen. Eleverne kan forholde sig til følelser og fornemmelser uden at skulle krænge deres inderste ud. Deres blufærdighed bliver respekteret. De kan drage nytte af andres erfaringer uden at skulle tale om deres egne. Og de kan lære, at der i det hele taget findes andre erfaringer end deres egne.

Har man – eller har man haft - med unge mennesker at gøre, ved man, hvor skrøbelig deres identitetsdannelse er. Forhåbentlig kan man også huske det fra sig selv. Læser man litteratur med dem, kan man gøre alt det, som de sidder og bakser med, sagligt og skal ikke lægge dem på en divan eller animere dem til at kramme ud med noget, som de skal have lov til at holde for sig selv. Undervisning er ikke gruppeterapi, men fælles arbejde med et stof.

Mon ikke mange unge lægger noget ud på de ”sociale” medier (som de senere fortryder), fordi de savner de kanaler, som gør det muligt for dem at forstå sig selv gennem fiktive figurer i stedet for at skulle tage selfies foran eget spejl? Det gør heller ikke noget, at de unge præsenteres for et livsforløb, som er nået længere end deres eget. Det kan vise dem, hvad de kan have i vente, men også, hvad de måske selv kan påvirke, så det ikke blot overgår dem. Litteraturen kan både advare og inspirere.

Bruger man så litteraturen til noget, som er den uvedkommende? Som opdragelses- og dannelsesmiddel? Tja! Det har skolen jo altid gjort. Hvis kunst er noget værd, kan den holde til al slags brug uden at tage skade af det. Ellers havde den heller ikke overlevet alle de teorier, der i tidens løb er lanceret om den. Men dannende virker den naturligvis kun, hvis den først og fremmest behandles som det, den er: kunst! Hverken lærebog eller forkyndelse.

Så: Læs rigtig alvorlig voksenlitteratur af store forfattere både i danskundervisningen og i de rudimenter, der er tilbage af fremmedsprogene. Megen skoleviden forældes. Stor kunst har ingen udløbsdato.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.