Genskab respekt for læreren

Lærerstanden har i al almindelighed ikke udvist fornøden respekt for sig selv og for sin opgave. Men er det en selvproletarisering, eller er proletariseringen kommet udefra?

Der er ingen vej udenom at flytte læreruddannelsen til universiteterne og at gøre den til en akademisk uddannelse. Det bliver lærerne ikke umiddelbart bedre pædagoger af. Men dels kan man gøre noget ved det, dels handler det om at genindsætte læreren som autoritet, både i skolen og i samfundet. Det handler om respekt – samfundets respekt for lærergerningen og lærerens respekt for sit fag og sin opgave, skriver professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard. Arkivfoto.
Der er ingen vej udenom at flytte læreruddannelsen til universiteterne og at gøre den til en akademisk uddannelse. Det bliver lærerne ikke umiddelbart bedre pædagoger af. Men dels kan man gøre noget ved det, dels handler det om at genindsætte læreren som autoritet, både i skolen og i samfundet. Det handler om respekt – samfundets respekt for lærergerningen og lærerens respekt for sit fag og sin opgave, skriver professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard. Arkivfoto. Foto: Johan Gadegaard/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix.

En yngre ven fortalte mig om et forældremøde på sine børns skole for et stykke tid siden. Om læreren, som begejstret havde fortalt, at man ville lave projektarbejde hele efteråret. Det skulle være om middelalderen og begynde med Leonardo da Vinci(!). Og om skolelederen, som ligeså begejstret havde forkyndt, at alt det der med at samle viden var fortidigt, for nu handlede det om, hvordan man brugte sin viden!

Mig mindede det om min yndlingsserie ”Steen & Stoffer”: Der er en stribe, hvor Steen som sædvanlig ikke har skrevet sin opgave, men prøver at sælge den ved at pege på det flotte plasticomslag, den skulle have ligget i.

Åbenbart var det ikke faldet skolelederen ind, at man ikke kan bruge sin viden, hvis man ikke har nogen.

Og det var ikke faldet læreren ind, at Leonardo da Vinci måske ikke er den mest indlysende person til at repræsentere middelalderen. Eller også vidste læreren det ikke, men brugte bare sin uvidenhed.

For år tilbage mødte jeg den daværende administrerende direktør for Dansk Industri (DI), nu afdøde Hans Skov Christensen, i selskabslivet. Ved kaffen trak han mig til side og holdt et længere foredrag for mig om det, han kaldte ”lærernes selvproletarisering”. I solidaritet med den udskældte gruppe sagde jeg ham tappert imod.

Men når jeg ikke har glemt samtalen, er det naturligvis, fordi han havde en pointe. Lærerstanden har i al almindelighed ikke udvist fornøden respekt for sig selv og for sin opgave. Undtagelser findes, men som det undertiden er, bekræfter de reglen.

Men stop! Inden vi skælder for meget ud, må vi spørge, hvad der er årsag og virkning her. Er det virkelig en selvproletarisering, eller er proletariseringen kommet udefra? Kommet af en samfundsudvikling, som har nedvurderet lærergerningen i en salig tro på, at man ikke behøver at have alt i hovedet, blot man ved, hvor man slår det op, som et reklameslogan hed?

En ven med en lang karriere i Indenrigsministeriet fortalte mig engang, at indtil cirka 1970 var det vigtigste udvalg i en kommunalbestyrelse skolekommissionen. Så tog økonomismen over. I min fjerne barndom havde en folkeskolelærer en længere uddannelse end de fleste forældre. I dag er det omvendt, og derfor regnes læreren ikke for noget. De fleste forældre er helt sikre på, at de ved bedre om alting. Skolen skal bare ”levere varen”, og læreren er blevet en slags pizzabud.

Derfor er der ingen vej uden om at flytte læreruddannelsen til universiteterne og at gøre den til en akademisk uddannelse. Det bliver lærerne ikke umiddelbart bedre pædagoger af. Men dels kan man gøre noget ved det, dels handler det om at genindsætte læreren som autoritet, både i skolen og i samfundet. Det handler om respekt – samfundets respekt for lærergerningen og lærerens respekt for sit fag og sin opgave.

Hvordan viser samfundet respekt? Ved at aflønne lærerne bedre og ved at reducere forældrenes indflydelse på skolen, kort sagt: ved at lade lærerne passe deres arbejde. Hvordan viser læreren respekt? Ved at studere sit eller sine fag grundigt og ved at tage sin opgave alvorligt. Og hvad er opgaven? Ikke at underholde eleverne, men at bibringe dem viden og kunnen, som er noget ganske andet end den blotte information. Hvad eleverne vil bruge deres viden til, skal de nok selv finde ud af! Skolens opgave er at sørge for, at de får noget, de kan bruge, også når de er færdige med skolen.

Vi skal derhen, hvor de dygtigste af en studenterårgang vælger at blive lærere. Og vi skal give dem en uddannelse, som sikrer, at de kan give deres elever noget, som eleverne ikke lige så godt eller bedre kan finde andre steder.

Det kan sagtens lade sig gøre – hvis der er vilje til det. Og eleverne vil elske det.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.