Prøv avisen

Blodige ”Lucia di Lammermoor” er ikke en opera, der stryger en med hårene

4 stjerner
Lina Johnson ydede både scenisk og vokalt en ikke mindre end ypperlig præstation med vanvidsscenen som et blodbestænket, men samtidig betagende højdepunkt. – Foto: Mikal Schlosser

Donizettis blodige opera fungerede fint under åben himmel

Hedeland Naturpark syd for Hedehusene har et stort amfiteater, der hvert år i august danner rammen om en operaforestilling, som trækker tusindvis af tilskuere ud til de særegne omgivelser. Man har siden 2002 opført nogle af genrens sikreste sællerter som eksempelvis ”Carmen”, ”Madame Butterfly”, ”Cosi fan tutte” og ”La Bohème”. I år var turen kommet til Gaetano Donizettis dramatiske værk ”Lucia di Lammermoor” fra 1835, en makaber historie om kærlighed, kynisme og slægtsfejde i Skotland i 1500-tallet, udødeliggjort i en roman af sir Walter Scott, ophavsmand til den historiske roman som genre og selv skotte. I Danmark blev B.S. Ingemann hans vigtigste arvtager.

Man har med rette draget paralleller mellem ”Lucia di Lammermoor” og Shakespeares genistreg ”Romeo og Julie”, der jo handler om to af Veronas rivaliserende slægter, Montague og Capulet. Men Lucias vanvid, der efter hendes tvangsægteskab med Lord Arthur Bucklaw (i operaen Arturo) springer ud i lys lue, vil for mange, og da ikke mindst når man befinder sig i Opera Hedeland, uvilkårligt kalde mindelser frem om Steen Steensen Blichers gribende fortælling ”Hosekræmmeren” fra 1829 med dens ikoniske begyndelse: ”Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede …”.

Der var traditionen tro ikke sparet på virkemidlerne i hedelandet. Ikke bare blev man budt velkommen af sækkepibetoner (der også fungerede som mellemaktsmusik), men der var kilte og skotskternede dragter i metermål, så man kunne føle sig hensat til en fjern fortid i det skotske højland. Og de to kvindelige hovedpersoner gjorde deres entré ridende på hver sin hest. Barskheden var understreget af stensætninger, der kaldte associationer frem om gamle borganlæg eller forfaldne kirkegårde. På den måde er ”Lucia di Lammermoor” ikke en opera, der stryger en med hårene.

Donizettis musik er komponeret i den umiskendelige bel canto-stil, italiensk helt ind til marven og i den forstand ikke i overensstemmelse med den barske handling. Det indebærer, at der selv i de mest højspændte passager dukker muntre ”tralalulej-temaer” op, som større komponister som Mozart eller Verdi ikke ville have fundet på at anbringe i en sådan sammenhæng.

De tre hovedpartier udgøres af Lucias koldt beregnende broder, Enrico, der blev sunget med pondus af den fremragende norske baryton Audun Iversen, Lucias elskede Edgardo, fremstillet af en af Opera Hedelands mest driftssikre helte, tenoren Adam Frandsen, og så naturligvis Lucia selv. I dette hovedparti ydede Lina Johnson både scenisk og vokalt en ikke mindre end ypperlig præstation med vanvidsscenen som et blodbestænket, men samtidig betagende højdepunkt. Og i Opera Hedelands version fik man mulighed for tydeligt at se, hvad der foregik i dobbeltsengen, der var anbragt på et plateau over scenen – både den voldtægtslignende ”fuldbyrdelse” af ægteskabet og det umiddelbart efterfølgende mord, hvor Lucia virkelig huggede til. I de gængse iscenesættelser må man nøjes med at høre om det fra prælaten Raymondo, Lucias gejstlige opdrager, der først opdager den fatale hændelse ud på morgenen.

En vanvittig hovedperson og en seværdig forestilling, der i hele sit koncept og engagement var præget af en prisværdig vilje til at få alle ender til at mødes. Det gælder selvfølgelig primært instruktøren Rodula Gaitanou, der udnyttede rummet og dets muligheder til fulde. Hun er uddannet som violinist på konservatoriet i Athen, hvorefter hun har valgt at gå operavejen og fået erfaring ikke alene fra de store scener i Paris og London, men også i Australien, Portugal og Sverige. Og atter skal der sendes en stor buket roser til husorkestret Collegium Musicum under ledelse af Martin Nagashima Toft og Opera Hedelands store kor, der sang og bevægede sig rundt på scenen og i hele området, så man ligefrem kunne mærke, hvordan den lette aftenbrise susede i kiltene.