”Verden fortsætter med at dreje rundt. Det er klart, at mens jeg skriver dette, er jeg ikke død. Men måske er jeg død, når du læser det.” Sådan slutter en af novellerne i Denis Johnsons nye bog, og den amerikanske forfatter fik ret: Mellem bogens fædiggørelse og dens udgivelse døde han, 67 år gammel i 2017 – og blev fejret stort i den litterære verden, hvor han var kendt som forfatternes forfatter. ”Den Gud, som jeg tror på, har en stemme og en humoristisk sans som Denis Johnsons”, skrev Jonathan Franzen.
Philip Roth stemte i: ”Johnson bragte nyt fra de mørkeste, vildeste dybder af det amerikanske liv, ligesom Mark Twain gjorde i kapitler i ’Huckleberry Finn’ og Faulkner gjorde i en række af romaner. Der var ingen som ham.” Også Zadie Smith beundrede forfatteren, der i mange år boede i delstaten Idaho, fjernt fra de litterære cirkler og cocktail-fester: ”Han arbejdede på et andet niveau end os andre – en sand mester.” Forleden brugte britiske Financial Times en hel side på Johnsons nye, posthume bog, ”The Largesse of the Sea Maiden” og konkluderede: ”En unik amerikansk stemme.”
Johnsons ry hviler især på novellesamlingen ”Jesus’ Son”, der udkom i 1992. Titlen henviser til en sang af Velvet Underground – ”Heroin” – og i bogen følger man en række misbrugere i USA’s landlige egne. Kaos er dagens orden – både stilistisk og tematisk – men bogen rummer også håb. ”Jesus’ Son” er desværre aldrig udkommet på dansk, hvor vi kun har fået Vietnam-romanen ”Tree of Smoke” på 700 sider, der til dels bygger på Johnsons egen baggrund som søn af en far i det amerikanske efterretningsvæsen (Johnson blev født i 1949 i Vesttyskland). Romanen er fyldt med metafysiske overvejelser; spørgsmålet om Guds eksistens er aldrig langt væk i Johnsons prosa. I Financial Times-portrættet skriver forfatteren Adam Foulds præcist:
”Johnsons forestillingsevne er ofte draget mod den slags overvældende levende erfaringer, påvirkede, vanvittige eller voldelige, der er så kraftfulde, at de ligner visioner, som åbenbaringer fyldt med mening hinsides den almindelige erfaring.”
Johnson var livet igennem en outsider og trodsede normen om, hvad rigtige forfattere bør mene. Han var fortaler for amerikanernes ret til at bære våben som forsvar mod en voksende statsmagt, og han underviste selv sine børn i det nordlige Idaho. Det offentlige skolesystem var ikke noget for dem. Han blev uddannet som forfatter på den berømte Iowa Writers Workshop, hvor Raymond Carver var hans lærer, og hvor Marilynne Robinson senere underviste, og han blev senere selv litteraturlærer på University of Texas.
Flere af novellerne i den nye bog bærer præg af forfattererfaringerne med både at undervise og skrive, ligesom de også trækker på miljøet fra ”Jesus’ Son”. Men ellers gælder om Johnson det samme, som forlagschef Johannes Riis for nylig skrev i Politiken om en anden litterær outsider, forfatteren til ”Himmerlandshistorier”: ”Hvad jeg især genkender fra Johannes V. Jensens ’Himmerlandshistorier’, er sprogtonen og temperementet.”
Johnsons emner er altså ikke det afgørende, men tone og temperament er essensen. Hans sympati for de nødstedte, hans evne til at sige noget generelt om eksistensen i en undseelig bisætning, hans leg med virkelighedsplaner, der ophæver grænsen mellem liv og død – alt dette kan man kigge efter, når man læser Johnson.
Han bør virkelig oversættes noget mere til dansk, og ”The Largesse of The Sea Maiden” er et godt sted at sætte ind, tilgængelig og tiltrækkende som den er.