Den hvidmalede prædikestol står der endnu. Det samme gør et par kirkebænke, der dog er stuvet af vejen på førstesalen, og dåbsbassinet, der er blevet skærmet af ved hjælp af en skillevæg.
Det er mere end 10 år siden, menigheden i Østervrå Baptistkirke holdt sin sidste lovsangsgudstjeneste her og flyttede deres aktiviteter til nabobyen Sæsing, men fortiden fornægter sig ikke. Heldigvis, kan man sige, for den 100-årige kirkebygning er stadig et rum for refleksion. Ikke længere et troens refleksionsrum, men et rum til eftertanke om alle livets tilskikkelser. For nu er stedet blevet til en kunsthal for digital fotokunst.
Tao Lytzen tager imod i eks-kirkedøren i Østervrå, der ligger en halv times kørsel nord for Aalborg. Den prisbelønnede fotograf udstråler energisk veloplagthed, grænsende til det rastløse, og tager straks fat på at fortælle om bygningens forvandling fra kirke til fotokunsthal og om foreningen PixlArt, der foruden kirken også ejer en ombygget biblioteksbus og en ladcykel. Alt sammen udstyret med skærme og projektorer, der kan vise digital fotokunst om alt fra Danmarks kilometerlange kyststrækninger til alverdens brændpunkter og krigszoner.
”Når man får idéen til at skabe verdens første af et eller andet, er man så ikke også forpligtet til at prøve idéen af?”, spørger Tao Lytzen og svarer selv:
”Vi tænkte: Jo, det er man, og så prøvede vi.”
Vi er, foruden Tao Lytzen selv, hans kæreste, arkitekt Gitte Hansen, og reklamefotografen Niels Bo Nielsen. De tre sad en aften og blev enige om, at der måtte kunne skabes et udstillingssted for fotografi, der baserede sig på at vise billeder digitalt frem for på print. Det er nu fem år siden, og dengang fandtes sådan et sted ikke. Siden er endnu en digital kunsthal for fotografier kommet til – den ligger i Paris.
”Østervrå og Paris, det lyder godt, ikke?”, griner Tao Lytzen og fortsætter så med at berette om idéen:
”Fotoudstillinger adskiller sig fra de fleste kunstudstillinger ved, at der ofte er flere værker i en serie end dem, der er vægplads til at vise. Derfor bliver det næsten altid sådan nogle amputerede udstillinger, og det irriterer mig grænseløst. Derfor tænkte vi, at løsningen er at vise fotografier digitalt, men i en størrelsesmæssig skala, der svarer til de største print.”
”Samtidig giver den digitale form os mulighed for at bevæge os omkring med billederne. Det betyder, at de, der ikke kan komme til os, dem kommer vi til,” siger han og tilføjer, at det blandt andet handler om at tage ud til skoler og plejehjem. I øjeblikket kører Tao Lytzen og bussen rundt i Vendsyssel med ”Årets pressefoto”, alt imens den kommende udstilling planlægges i Østervrå.
Historien om Tao Lytzen begynder lidt længere mod nordvest, i Hjørrring. Her blev han født og levede det meste af sin barndom – lige med undtagelse af fem år sammen med sin mor – i ja, Østervrå. Allerede som 15-årig flyttede han imidlertid fra landsdelen for først at gå på efterskole og siden på højskole, og så, som 18-årig, skrev han under på sin første lejekontrakt til en lejlighed i København. Han uddannede sig til fotograf, og hurtigt blev hans varemærke i den branche de lange reportagerejser og et forhold til det at fotografere, der var 100 procent dedikeret.
”Hvis der er noget, som vi mangler viden om i vores del af verden, så er det faktisk en fotografs opgave at være øjenvidne,” siger han, men fortsætter så med at berette om, hvordan det omflakkende arbejdsliv til sidst holdt op med at give mening.
Eller rettere: Det gav mening af de forkerte grunde.
”Jeg sad en dag i en lufthavn og vidste, at jeg havde rejst i 60 lande og nu skulle direkte videre til det næste. Lige der fik jeg en følelse af at være ligeglad med, hvor jeg skulle hen. Og så kom selverkendelsen: Nu handlede det ikke mere om min ambition om at dokumentere noget vigtigt, men mere om mine egne ambitioner som fotograf. Så var jeg færdig, for den slags arbejde er i min verden ikke en karrierevej, men en personlig overbevisning,” siger Tao Lytzen, der ikke har været udsendt som fotograf til udlandet siden.
Til gengæld har han taget rejsen tilbage til barndommens land i Vendsyssel. Allerede omkring årtusindskiftet flyttede han til Hjørring med familien, da hans daværende kone fik arbejde som læge der. Ud over en afstikker til Aarhus i halvandet år har han siden boet i Vendsyssel. I øjeblikket er privatadressen lig med PixlArts adresse i Østervrå. For sammen med Gitte Hansen er han alligevel på arbejde her hele tiden.
”På en måde var det en selvfølgelighed, at kunsthallen skulle ligge her,” siger han og ser ud af vinduet fra førstesalen, hvor der er kig til byen og dens 1200 indbyggere.
Selvfølgeligheden ligger i, at Østervrå er placeret strategisk godt midt i Vendsyssel. Med 20 minutter i bil kan man komme til både Frederikshavn, Brønderslev, Hjørring og Sæby, og dermed er der et potentielt publikum, der er lige så stort som de fleste store byers.
”Mange i København og Aarhus forestiller sig Nordjylland som et udkantsområde, hvor folk går rundt i kedeldragter og siger uforståelige lyde. Jeg ved godt, at det ofte bliver sagt for sjov, men jeg synes faktisk, det er respektløst. For med det følger en fordom om, at nordjyder ikke forstår sig på kunst og kultur, og så bliver det nærmest en selvopfyldende profeti. Det kan godt være, at vendelboer ikke er de store kulturforbrugere, men det er måske, fordi der ikke er så mange kulturtilbud heroppe. Det vil vi gerne være med til at lave om på,” siger Tao Lytzen, der forventer at nå op på entréindtægter på 400.000 kroner i år. Det koster 50 kroner at komme ind og se kunsthallens udstillinger, men hvis man er kontanthjælpsmodtager eller asylansøger, er det gratis.
”Noget af det fineste ved vores demokrati er, at vi kan udtrykke os, som vi vil. Derfor ser vi det som en samfundsopgave at give lige adgang for alle,” siger Tao Lytzen.
Hverken han, Gitte Hansen eller nogen af de andre i foreningen PixlArt får fast løn for deres arbejde der, men af og til projektlønninger, hvis der er midler til det. De tjener penge til huslejen og mad på bordet via opgaver som fotograf og arkitekt, men bruger langt det meste af deres kreativitet og tid på PixlArt.
Pengene til at købe kirken for er kommet fra et lån fra Vækstfonden, mens driften og udstillingerne betales af kontingenter, fondsbevillinger og et årligt tilskud på 200.000 kroner fra Frederikshavns Kommune.
PixlArt handler ikke om fototeknik, for det er, ifølge Tao Lytzen, ikke fotografiet i sig selv, der er interessant. Det interessante er derimod alt det, som fotografier kan formidle og fortolke. Men dertil kommer, at PixlArt-folkene også er blevet en slags eksperter på billedmediet i det hele taget.
”Der er sket det, at skolerne er begyndt at ringe. Alle elever har jo i dag en mobiltelefon, som de kan tage billeder med, og det giver både unikke fortællemuligheder og store udfordringer. Vi er ikke dem, der kommer med en løftet pegefinger, men vi kan gøre dem bevidste om, hvor stærkt et kommunikationsmiddel billeder er,” siger han, der altid videregiver et konkret råd om at vente med at sende en billed-sms, til der er gået 10 sekunder.
Med ladcyklen opsøger PixlArt blandt andet det uforudsete ved at køre rundt i landsdelen og projicere billeder op på tilfældige mure og vægge. Det sker for at give så mange som muligt en kunstnerisk oplevelse.
”Kunsten og kulturens rolle er at udfordre individer, så vi bliver klogere og mere dannede. Min tese er, at man kan være endnu mere modtagelig, når man møder kunsten uforberedt, end hvis man har bestemt sig for at opsøge den. Vi oplever vild begejstring og stor nysgerrighed, når vi kommer ud, og folk pludselig kan opleve at se tankevækkende billeder i 30 meters højde et tilfældigt sted i deres nabolag,” siger Tao Lytzen.
Hans formål med det hele er at involvere så mange mennesker som muligt. Derfor er han også glad for, at aktivitetskalenderen kan fortælle, at omkring 150.000 mennesker i Nordjylland årligt ser udstillinger eller på anden måde er involveret i et eller flere PixlArt-projekter. Meget tyder på, at det tal kommer endnu højere op i det kommende år. Sidst på året er der nemlig fernisering på udstillingen ”Længe Leve”, der viser 500 billeder af dronning Margrethes liv, fra hun var tre dage gammel og frem til nu.
PixlArt er nomineret til Den Nordjyske Kulturpris, der uddeles den 5. november på Aalborg Teater.
”Vi er ikke dem,der kommer med en løftet pegefinger, men vi kan gøre dem bevidste om, hvor stærkt et kommunikationsmiddel billeder er.