Prøv avisen
Bog

Skriften står ikke alene

4 stjerner
Teolog og forfatter Lars Sandbeck har netop udgivet bogen "På grænsen - et teologisk portræt af Theodor Jørgensen". Foto: Petra Theibel Jacobsen

Interessant teologisk portræt af Theodor Jørgensen, men undervejs spærres udsigten til det egentlige anliggende

Da sognepræst Per Ramsdal gjorde sig bemærket med sine udtalelser om kødets opstandelse og det evige liv, blev han af sin biskop pålagt en efteruddannelse i form af et forløb med Theodor Jørgensen som mentor. Det blev en stående vittighed blandt præster, at de også gladelig ville udfordre kirkens bekendelsesgrundlag, hvis det betød, at man fik lov til at tilbringe tid sammen med Theodor Jørgensen.

Theodor Jørgensen (født 1935) – eller Theo, som han kaldes af alle, der kender ham – var gennem 30 år en skattet professor i systematisk teologi på Københavns Universitet og er stadig aktiv som debattør og akademiker. Bogens titel hentyder til, at Jørgensen er født i grænselandet. Hans far var præst for den danske menighed i Sønderborg indtil 1920 og derefter for den tyske menighed sammesteds. Jørgensen selv mener, at det har givet ham en ”åbenhed over for anderledes tænkende, over for andre kulturer”. Her kunne man jo nok indvende, at den grænse, der er interessant fra et teologisk standpunkt, den konfessionelle, netop ikke er til stede i grænselandet.

Jørgensen betragter ikke dogmatikken som påbud, der er mejslet i sten: ”Bekendelserne udtrykker primært en relation og ikke en læresætning – en bekendelsessætning er ikke en læresætning, men en hymne, en lovsang, en lovprisning. Den udtrykker i sig selv en relation, der er under stadig forandring.” Det vil sige, at han heller ikke bruger dogmatikken til at identificere kætterne, dem der ikke er i overensstemmelse med den rette lære. Mødet med en, der mener noget andet, betragter Jørgensen som en mulighed for dialog, hvilket også kommer til udtryk i hans ønske om dialog religionerne imellem. Derfor var valget af Jørgensen som mentor for Ramsdal også interessant. Kritikerne mente, at det var som at sætte ræven til at vogte gæs.

Sandbeck selv har tydeligvis også en del på hjerte. I sin præsentation af Jørgensens teologi lægger han ikke skjul på, at bogen har brod mod det nye Tidehverv, der har taget det på sig at forsvare den lutherske ortodoksi og ikke har noget imod at udpege kættere. For at skære den pointe helt tydeligt ud i hård masonit har Sandbeck som appendiks indsat en prædiken af Jørgensen over Bjergprædikenens kærlighedsbud, hvor Jørgensen håndfast lader evangeliets ord tale ind i en aktuel politisk dagsorden, nemlig flygtningespørgsmålet. Så er der inviteret til den sædvanlige udialektiske meningsudveksling med de sædvanlige.

Jørgensen deler Grundtvigs optimistiske menneskesyn, der bygger på en i mennesket ved skabelsen indlagt gudbilledlighed, og som er et opgør med Luthers forestilling om mennesket som blot syndigt. Han taler også om det aftryk, som Kristus har efterladt i ethvert menneske: ”Når Kristus er Guds udtrykte billede, så betyder det jo egentlig, at vores gudbilledlighed ud fra vores kristne tro må være ensbetydende med en Kristus-signatur. Og denne signatur bærer ethvert menneske, hvad enten dette menneske er kristen, muslim, hindu, buddhist, ateist.”

Jørgensens dogmatik er hermeneutisk i den forstand, at skriften ikke får lov til at stå alene, men altid skal forstås i sin kontekst og historicitet. Resonansrummet hører med til forståelsen af hymnen.

Åbenhed er et ord, der ofte går igen i bogen, og selvfølgelig inviterer det til en diskussion af, om troen kan blive så åben, at den bliver tom. Sandbeck har ikke set det som sin opgave at stille Jørgensen den slags spørgsmål. Det er ikke en samtale- eller interviewbog, heller ikke en biografi, snarere en af den slags præsentationer af hovedpersonens værk og synspunkter, som man ofte finder i festskrifter. Man kan spørge sig selv, om den form, som forfatter og forlag har valgt, tjener formålet.

Jørgensens ærinde er teologisk, men med Sandbecks gentagne ”Theo siger”, ”Theo mener”, ”Theo skriver” bliver Theodor Jørgensen næsten mere synlig, end han kommer til orde, og det kommer til at spærre for udsigten til anliggendet.