Prøv avisen

Skriget, der lyder over hele verden

Edvard Munch nægtede at forklare "Skriget", men hans dagbogsoptegnelser lader ane, at den amøbelignende figur på billedet, der med munden åbnet i et tavst "o" griber sit overdimensionerede hovede med begge hænder, ikke jamrer, men snarere forsøger at lukke lyden - naturens store, uendelige skrig - ude. Den netop bortauktionerede version af "Skriget" har som den eneste af de fire versioner Munchs dagbogsoptegnelse indskrevet på rammen. Foto: Tristan GregoryCamera Press.

Et af de bedst kendte billeder i kunsthistorien blev i denne uge bortauktioneret i New York for 680 millioner kroner. Edvard Munchs Skriget udtrykker en grundlæggende menneskelig tilstand, der giver genlyd på tværs af kulturer, mener en førende Munch-forsker

Da Edvard Munch i 1893 malede den første version af Skrik (Skriget), var den alkoholiske og kæderygende knap 30-årige nordmand i en tilstand af dyb fortvivlelse. Hans nerver var flossede, han var pengeløs, ødelagt af en ulykkelig kærlighedsaffære og skrækslagen for at bukke under for den sindssygdom, som hjemsøgte hans familie.

I en dagbogsoptegnelse skrevet i Paris i 1889 skildrer han sit siden verdensberømte billedes åndelige udspring:

LÆS OGSÅ: Verdens dyreste maleri er malet med angst og tungsind

Jeg gik bortover vejen med to venner så gik solen ned himlen blev pludselig blodig rød jeg standsede og lænede mig til gærdet, træt til døden over den blåsorte fjord og by lå blod og ildtunger mine venner gik videre, og jeg stod tilbage skælvende af angst og jeg følte, at der gik et stort, uendeligt skrig igennem naturen.

Det store, uendelige skrig, der emmer af nordisk tungsind, eksistentiel angst og knugende rædsel, vakte snart kunstparnassets opmærksomhed og kom siden til at opnå status som et ikon i moderne europæisk malerkunst. Og i denne uge var værket med den sælsomme evne til at ramme beskueren direkte i hjertekulen atter på alles læber, da den eneste af Munchs i alt fire versioner af Skriget, som stadig er i private hænder (de tre øvrige er udstillet på museer i Norge), natten til i torsdags dansk tid blev solgt af auktionshuset Sothebys i New York.

Hammerslaget for Skriget, der er tegnet med pastelkridt på plade, og som den eneste af de fire versioner har Munchs dagbogsoptegnelse indskrevet på rammen, faldt ved rekordbeløbet 119,9 millioner dollar (cirka 680 millioner kroner) efter en 12 minutter lang, hektisk budkrig. Køberen forbliver i skrivende stund anonym, omend gætterierne om vedkommendes identitet samler sig om en lille pulje af arabiske sheiker, russiske industrimagnater og asiatiske ødelande og amerikanske samlere. Det er uvist, om værket kommer til at hænge på et museum i Beijing, Doha eller en anden by fjernt fra Edvard Munchs Oslo, eller om det nu diskret fordufter ind i et ukendt privat mørke for evigt skjult for offentlighedens øjne.

Munch-kendere håber på det første scenarium.

Det er et værk af ekstra-ordinær skønhed og rangerer som et af de største mesterværker i moderne malerkunst. Det ville være utrolig ærgerligt at se det forsvinde fra jordens overflade, siger Munch-eksperten Reinhold Heller, der er professor i kunsthistorie ved University of Chicago og forfatter til flere udgivelser om den norske maler.

Sælgeren er den norske forretningsmand Petter Olsen, hvis far, Thomas Olsen, var nabo til Edvard Munch i den lille flække Hvitsten og blandt kunstnerens første mæcener. Under Anden Verdenskrig gemte Thomas Olsen denne version af Skriget på et afsidesliggende høloft for at beskytte det mod nazisterne, der skånselsløst beslaglagde og brændte kunst, som regimet havde stemplet som degenereret.

Hans søn Petter voksede siden op med værket i sit barndomshjems stue og har i nylige interview forklaret, at han med tungt sind besluttede at sætte det til salg for at finansiere et kommende museum i Hvitsten med Munchs værker.

Det er første gang, at et af Edvard Munchs fire Skriget-versioner er kommet på auktion, og salget satte den internationale kunstverden på den anden ende. I et særkatalog i forbindelse med auktionen fremførte Sothebys-eksperten Peter Hook, at Skrik er det næstmest genkendelige kunstværk i verden efter Leonardo da Vincis Mona Lisa.

Skriget er billedet, der lancerede 1000 terapeuter. Det er den ultimative legemliggørelse af frygt, angst og fremmedgjorthed, og i forlængelse deraf er det kommet til at symbolisere en negativ reaktion på stort set alt, konstaterede han.

Køberen kan nu se frem til en svimlende forsikringspræmie. Versioner af Skriget har været stjålet to gange. Første gang var i 1994, da fire tyve kravlede ind i Nasjonalgalleriet i Olso og forsvandt med Munchs 1893-version og efterlod en seddel, der takkede museet for sine ringe sikkerhedsforanstaltninger. Anden gang var i 2004, da bevæbnede hætteklædte mænd stjal 1910-versionen fra Munch-museet i Oslo. Begge malerier blev senere tilvejebragt.

Sikkerheden var da også i top, da Sothebys i forrige weekend præsenterede Skriget for udvalgte kunder, ansatte og enkelte pressefolk i en dramatisk fremvisning i auktionshusets New York-hovedkvarter. Det 91x73,5 cm store værk hang bagerst i en særligt fremstillet mørkegrå kasse belyst med teatralske spots, der forstærkede de intense farver og fik billedet til at gløde, som var det oplyst indefra. Atmosfæren var mere kapel end galleri.

Skriget er da også et trofæ, berømt både for dets kunstfærdighed og udtrykskraft og for dets plads i den moderne popkultur. Edvard Munchs androgyne, genfærdslignende skikkelse pryder i dag kaffekopper, musemåtter, bruseforhæng og oppustelige dukker, og det vrimler med referencer til det ikoniske værk i film, tegneserier og billedkunst.

Men trods de mange forfladigelser og parodier bevarer Skriget sin særlige aura og nærmest hypnotiske kraft, mener Patricia Berman, der er professor i kunsthistorie ved Wellesley College i Massachusetts i USA og en føren-de Munch-forsker.

De mange gengivelser i popkulturen har forstærket snarere end formindsket Skrigets betydning. Det skyldes i høj grad de mange lag af kulturelle betydninger, som er indlejret i billedet. Skriget kan betyde hvad som helst for hvem som helst. Det er både lokalt og universelt, og vi kan alle som mennesker forholde os til det, siger hun.

Patricia Berman peger på netop Skrigets tidløshed som den vigtigste forklaring på billedets vedvarende kulturelle gennemslagskraft. Skriget er ikke et historisk bundet værk, understreger hun, men snarere et kunstværk, hvis storhed rummes i det faktum, at det efter mere end 100 år stadig er i stand til at bevæge nye generationer af beskuere.

Skriget rammer ned i sin tid, og det står oven over sin tid. Det er så åbent, at det er i stand til at legemliggøre en tidsånd for hver ny generation. Det er et meget belejligt billede at række ud efter for at udtrykke de følelser af angst, uvished og en frakobling fra virkeligheden, som følger med moderniteten, forklarer hun.

Den vurdering deler Reinhold Heller. Skriget griber beskueren på en måde, som eksempelvis et fotografi af et skrigende menneske ikke er i stand til, påpeger han.

Skriget formår at udtrykke en menneskelig tilstand, der giver genlyd på tværs af kulturer. Det taler til asiater, arabere og afrikanere på en måde, som andre vestlige kunstværker ikke er i stand til. Det er vanskeligt at for-klare præcis hvorfor. Munch malede et utrolig stiliseret billede, hvor alle elementerne tilsammen rører et eller andet i os som mennesker, siger han.

Edvard Munch (1863-1944) selv voksede op i et hjem præget af tungsind, sygdom og død. Han var kun fem år, da moderen døde af tuberkulose, og i løbet af hans tidlige ungdom omkom flere af hans søskende, mens andre blev ramt af psykisk sygdom. Hans overordentligt fromme fader, en militærlæge, behandlede sønnen med misbilligelse og gjorde det klart, at hans afdøde moder så ned på ham fra himlen med et fordømmende blik.

Den formørkede, knugede barndom påvirkede Munch, der, som skribenten Adam Gopnik konstaterer i et essay i Sothebys auktionskatalog, var fyldt indefra med en slags ætsende væske af frygt og lidelse.

Han begyndte sin kunsterkarriere i en tid, hvor det moderne menneskes mangel på mening med tilværelsen var blevet forstærket af den religiøse tvivl, som fulgte i kølvandet på Charles Darwins teori om arternes oprindelse og Friedrich Nietzsches erklæring om Guds død. Det eksistentielle vakuum tog også sit greb i Munch, hvis kunst engang blev dømt så nedbrydende, at forældre blev advaret om, at det kunne give deres børn skoldkopper. Hans motiver var ofte dødsværelser eller mennesker i en tilstand af forfald, og han malede i et ekspressionistisk, koncen-treret formsprog med vægt på sjælelige oplevelser og sindstilstande ofte inspireret af begivenheder i hans eget liv.

Det gælder også Skriget, der af kunsthistorikere betegnes som Munchs reaktion på impressionismen en kunstretning, hvis passive motiver af læsende mænd og strikkende kvinder kedede ham. Broen på billedet er en kendt selvmordsdestination ved Nordstrand langs Oslofjorden en særligt grusom lokalitet, hvor forbipasserende kunne høre skrigene fra et nærliggende slagteri og en sindsygeanstalt, der talte Munchs egen skizofreniramte søster blandt patienterne.

Edvard Munch nægtede at forklare Skriget, men hans dagbogsoptegnelser lader ane, at den amøbelignende figur på billedet, der med munden åbnet i et tavst o griber sit overdimensionerede hovede med begge hænder, ikke jamrer, men snarere forsøger at lukke lyden naturens store, uendelige skrig ude.

Det synes klart, at figuren forsøger at blokere noget, som gennemborer hele sanseapparatet. Verden skriger, og figuren besvarer skriget ved at beskytte sig selv. Billedets komposition får os til at føle, at vi glider og falder, og neurologisk vækker fysiognomien med det nøgne hovede og de små næsebor en form for gru i os, konstaterer Patricia Berman.

En af de fire versioner af Skriget var udstillet i Danmark i 2001, da kunstmuseet Arken sammen med Munch-museet i Oslo viste udstillingen Skrigets ekko. Næste år markerer 150-året for Edvard Munchs fødsel, hvilket fejres med en række særlige begivenheder og udstillinger i Norge.