Historien er egentlig eviggyldig. En ung pige vokser op i en verden tynget af konventioner og entydige roller, hun ikke formår endsige ønsker at udfylde. Udseendet matcher hverken magasinernes modeller eller drengenes idealer.
Udstødelsen fra fællesskabet er brutal og efterlader hende ensom, ulykkelig og søgende. Ikke blot efter anerkendelse, men også efter et sted, hun kan blive sig selv og være sig selv.
Instruktøren Amy Bergs velresearchede dokumentar om Janis Joplin er en sådan klassisk eksistentiel historie om en grim ælling, der bliver til en svane. Men ikke til en konventionel en af slagsen. For Janis fandt ikke accepten i det etablerede samfund, men var medskaber af en ny verden, hvor hun blev superstjerne. Og den verden var rock'n'roll.
Janis' barndom i 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne i lillebyen Port Arthur i delstaten Texas var ovenud brutal. Filmen viser os gennem dagbogssider, hvilket forskruet kropsideal Janis led under, og hvordan hun blev forfulgt og metodisk mobbet for sit udseende og sine liberale holdninger til blandt andet racespørgsmål. Som så mange andre ligesindede søgte hun til San Francisco for at realisere sig selv og sine drømme.
Her var rock'n'roll den baldakin, som tidens trang til politiske, kulturelle og sociale forandringer blev samlet under. Og Janis fandt et frirum, hvor hun bogstaveligt talt kunne skrige sin smerte ud som sangerinde på scener, der hurtigt blev større og større for at kulminere på Woodstockfestivalen i 1969.
Amy Berg, der i 2007 blev Oscar-nomineret for den smertefulde, men sobre dokumentar ”Deliver Us from Evil” om pædofili i den katolske kirke i USA, fortæller både indsigtsfuldt og gribende historien om Janis' forvandling gennem fantastiske koncertoptagelser og andre arkivklip.
Men på grund af det begrænsede originale billedmateriale bliver en stor del af historien fortalt retrospektivt af venner, familie og bandmedlemmer. De iscenesatte optagelser 40 år efter lægger desværre et filter over fortællingen, mens billederne af hovedpersonen selv giver filmen liv og kraft. Janis lever på scenen, og som publikum både dengang og nu lever vi med hende. Hun giver os sin sjæl hæmningsløst og uden filter med klassikere som ”Piece of My Heart” og ”Me and Bobby McGee” frem mod sin død i en alder af blot 27 år.
Amy Bergs mest værdifulde greb i filmen er brugen af Janis Joplins egne breve. Charmerende læst op af den texanske sangerinde Cat Power giver brevene en anderledes dybde til Janis.
Kærligt og lidt naivt deler hun sine tanker om kærlighed og berømmelse. To ting, der hænger tydeligt sammen for kunstneren, som hudløst ærligt skriver til sine forældre, at målet med hendes musikalske ambitioner ”i bund og grund er at blive elsket”.
Og elsket bliver hun af publikum. På scenen finder hun den accept og anerkendelse, hun så smerteligt manglede i sin barndom og stadig ikke kan finde i sine mange kærlighedsforhold. Det er smukt, men også uendeligt trist.
kultur@k.dk