En dag for nogle år siden sad den amerikanske forfatter Adam Mansbach sammen med sin bedstefar og betragtede et prangende skue af en jødisk bar mitzvah, der med røgmaskiner, musik-dj's og opskruede præmielege fejrede et ungt familiemedlems ceremonielle overgang til voksenalderen.
Bedstefaderen vendte sig mod Adam Mansbach og bemærkede tørt: "Dette er afslutningen på jøderne."
Den kommentar er nu blevet til titlen på Adam Mansbachs seneste roman, den vidtspændende "The End of the Jews" ("Afslutningen på jøderne"), der netop er udkommet til mestendels fornemme anmeldelser i USA. Titlen er ikke en fordømmelse af den overfladiske pompøsitet, der kendetegner dele af moderne amerikansk-jødisk kultur, men refererer snarere til et traditionelt fællesskabs opløsning, forklarer forfatteren.
For mig betyder "afslutningen" bortkomsten af traditionelle former for kollektiv jødisk identitet, hvor man kan forstå sig selv i relation til religion eller tradition på en ukompliceret måde, og opløsningen af visse kulturelle bånd, som gør et fællesskab til det, som det er. Men jeg ser det ikke som noget, vi skal begræde, siger han.
Selv er den 31-årige Adam Mansbach, der i dag bor i Californien, vokset op lidt uden for byen Boston i et helt igennem sekulært jødisk hjem, hvor hverken forældre eller bedsteforældre praktiserede religion. "The End of the Jews", der efterfølger den satiriske og hiphop-inficerede "Angry Black White Boy" ("Vred sort hvid dreng") om Amerikas betændte racerelationer, er hans tredje roman og den første, der bruger jødedommen som fortællingsramme.
Jeg gik ikke i gang med at skrive en bog om det at være jøde. Men efterhånden som romanen tog form, blev jeg opslugt af hovedpersonernes jødiskhed og måden, hvorpå de hver især forsøger at forholde sig til deres jødiske identitet, forklarer han.
De centrale figurer i "The End of the Jews" er to skribenter, en bedstefar og hans barnebarn, som begge lyder navnet Tristan, og som begge kæmper med og mod de kulturelle forestillinger om, hvad det vil sige at være jødisk.
Mens den ældre Tristan, et kriseramt jødisk forfattergeni, formet af det sorte jazzmiljø i 1940'ernes New York, har stødt sine læsere fra sig ved at skrive en kontroversiel roman om en jødisk slaveskibsejer, så trodser den yngre, Tris, de gængse forventninger til en hvid, jødisk dreng ved at genopfinde sig selv som graffitikunstner og hiphopper i en subkultur domineret af sorte unge. Halvvejs inde i romanen dukker en halvt-jødisk, tjekkisk flygtning, fotografen Nina Hricek, op, og de tre figurers historier flettes ind i hinanden.
Fra romanens begyndelse til ende kredser Adam Mansbach om den måde, hvorpå både Tristan, Tris og Nina skiftevis afviser og gør fordring på deres jødiske identitet.
I ethvert fællesskab er der randzoner, hvor der hersker en kritisk distance til fællesskabets kerne og dets traditionelle identiteter. På grund af sin særlige sammensmeltning af race, kultur og religion har jødedommen mange af de randzoner, og de er tætbefolkede. Så der er mange måder at være jødisk på, og det er det, som romanens hovedpersoner slås med, siger han.
Selv blev den ikke-troende Adam Mansbach først som voksen bevidst om, hvordan hans jødiske baggrund har været med til at forme ham.
Det, som jeg føler mig mest påvirket og inspireret af, er den jødiske tradition for at stille spørgsmål ved alt. Hvis man ser på Talmud (jødiske tekster, hvor lærde diskuterer sig frem til, hvordan jødedommen skal fortolkes, red.), så er der bogstaveligt talt ingen margener på siderne, fordi de lærde ikke kunne holde op med at diskutere og vende og dreje alle spørgsmål, indtil de løb tør for plads på papiret, siger Adam Mansbach, der tæller jødisk-amerikanske forfattere som Philip Roth, Norman Mailer og Alfred Kazin blandt sine litterære forbilleder.
Mens den fiktive Tristan i romanen beklager sig over at blive rubriceret som "jødisk forfatter", så er Adam Mansbachs egen karriere imidlertid i langt mindre grad defineret af hans jødiskhed.
Før romanens titel kom frem, var der ingen, der havde tænkt på at sætte etiketten "jødisk forfatter" på mig. Nu bliver jeg pludselig identificeret som jøde, men jeg føler mig ikke sat i bås. Jeg mener, at vi i Amerika er nået ud over det punkt, hvor jøder uundgåeligt bliver anskuet i forhold til deres etnicitet og religion, siger han.
I "The End of the Jews" definerer begge hovedpersoner sig i forhold til forskellige aspekter af afro-amerikansk kultur, og forholdet mellem sorte og jødiske amerikanere ligger Adam Mansbach, der ligesom den unge Tris har hip-hop-kulturen i blodet, særligt på sinde.
Det er to grupper, som i dette land har et sæt meget interessante og komplicerede forbindelser både politisk og socialt. Jøder har oplevet at blive forvist fra stort set alle europæiske lande, og det er med til at forklare, hvorfor vi ofte identificerer os i forhold til vores jødiskhed snarere end til vores nationalitet. En lignende adskillelse fra hovedstrømmen gælder for afrikansk-amerikanere, der som følge af mange års slaveri og diskrimination har udviklet sine egne stærke subkulturer, siger han.
Den unge amerikanske forfatter arbejder nu på en roman, "Rage is Back" (Raseri er tilbage), der intet har at gøre med jødisk historie og identitet eller med jødisk-sorte forbindelser.
Den er både stilmæssigt og historiemæssigt et dramatisk anderledes projekt end "The End of the Jews". Det er nøjagtig den mulighed for konstant eksperimenteren, der for mig er det smukke ved skønlitteratur, siger Adam Mansbach.