Prøv avisen

At skrive er en slags eksorcisme

”Det var en del af kulturen, da jeg voksede op, at man godt måtte køre på dem, der skilte sig ud eller var svage. Det var jeg desværre selv med til,” siger Anders Jørgen Mogensen, der er aktuel med erindringsromanen ”Jeg er ikke mig selv”. – Foto: Leif Tuxen.

Multitalentet Anders Jørgen Mogensen ser tilbage på sin opvækst i Grindsted med blandede følelser. Men med sin selvbiografiske roman Jeg er ikke mig selv har han forsøgt at konfrontere sin fortids dæmoner for at blive dem kvit

Anders Jørgen Mogensen er en kreativ granat fra Grindsted, og en snert af vesttysk accent synger stadig i hans sætninger, når han fortæller om sit nuværende københavnerliv som familiefar, forfatter, skolelærer, musiker og pladeselskabsejer.

Man kan ikke beskylde ham for at være doven. For ved siden af sit job som lærer på en grundtvigsk friskole er den 33-årige vestjyde nu klar med sin femte bog i form af den selvbiografiske roman Jeg er ikke mig selv om opvæksten i Grindsted, og han har også udgivet fem plader som musiker.
LÆS OGSÅ: Katolikker i USA ønsker flere eksorcister
Han har turneret i udlandet som forsanger og er blevet rost både herhjemme og i det anderkendte engelske musikmagasin The Wire, ligesom hans forfatterskab er blevet godt modtaget i flere store aviser herhjemme.

I denne uge blev han oven i købet far for anden gang, og stoltheden lyser ud af hans briller, når han fortæller om Ingemanns nye lillesøster. Men mens mange af hans tidligere klassekammerater har valgt Grindstedmodellen og er flyttet hjem til Vestjylland og har købt hus et par gader fra deres forældre, når de selv fik børn, trives han bedst i København, hvor alle synes at være lige skæve. Han vil også gerne opdrage sine børn til at hvile i at være sig selv. Og det synes han er nemmest her:

I Grindsted handler det om ikke at skille sig for meget ud. Det er fint, hvis man klarer sig godt og især hvis man tjener mange penge. Men man skal helst passe ind i en bestemt kasse. Alle kigger underligt efter en på gaden, hvis man bare ser lidt anderledes ud. Og det har jeg også oplevet i mange andre jyske byer. Sådan er det ikke her i København. Her er en anden form for tolerance eller ligegyldighed, alt efter hvilke briller man tager på, siger Anders Jørgen Mogensen.

Romanen hedder ironisk nok Jeg er ikke mig selv. For den sætter spørgsmålstegn ved de historier, man husker om sig selv, og begynder også med at indrømme en løgn, ligesom hans debutværk, Virkeligheden er ikke virkelig, fra 2001 også legede med grænsen mellem fiktion og virkelighed. Men så er det heldigt, at denne interviewer gik i gymnasiet med Anders Jørgen Mogensen. Og allerede som gymnasieelev stak han ud i den vestjyske provinsby, der engang så ud til at blive noget stort, men aldrig rigtig blev det, som han siger.

Selv havde han helt andre ambitioner. Han var en sjov og veltalende festoriginal, der turde stille sig op på en scene som både taler og sanger.

Ved en lejlighed overtog han endda mikrofonen fra det store danske rockband Kashmirs forsanger, da bandet gæstede skolen. Og til stor jubel for sine gymnasiekammerater gennemførte han en hel sang med bandet og ramte både toner og ord helt rigtigt, selvom han kun spontant lod sig hive op på scenen.

Men Anders Jørgen Mogensen havde større drømme. Og sammen med sine bandkammerater insisterede han på at skrive egne sange i stedet for at spille den kopimusik, som man ellers kunne tjene penge ved at spille på egnen. Og i Grindsted havde folk altså først og fremmest respekt for penge, fortæller Anders Jørgen Mogensen:

Mine forældre blev betragtet som vældig kulturelle, fordi de en gang om året tog til Varde for at se en musical. Og selvom jeg har skrevet bøger og udgivet plader, har jeg aldrig fået så meget anerkendelse i min hjemby, som da jeg engang var med i en tv-reklame for Ekstra Bladet. For det måtte man jo tjene mange penge på. Og det kunne man forstå. Mine egne forældre har også været nervøse for, at jeg ville spille musik, og en overgang forsøgte jeg at få en levevej ud af det. Men inderst inde tror jeg faktisk, at det også var min fars egen drøm, siger Anders Jørgen Mogensen, der dog stadig kan se kvaliteter ved Grindstedmodellen:

Det er egentlig et dejligt sted. Husene er billige. Jorden er fed på egnen, så landmændene tjener godt. Og der findes også en udtalt sans for humor i det område. Jeg tror for eksempel ikke, at det er tilfældigt, at De Nattergale kommer fra den egn, siger Anders Jørgen Mogensen og tilføjer, at humoren desværre også kunne være ondsindet og retningsbestemt med personskadevirkninger.

Det var en del af kulturen, da jeg voksede op, at man godt måtte køre på dem, der skilte sig ud eller var svage. Det var jeg desværre selv med til. Sådan var det i skolegården, men de voksne opdrog os også til at rette ind og blive så almindelige som muligt. En af mine barndomsoplevelser, som også er med i min bog, handler om min første rigtige cykel. Dengang var min yndlingsfarve rød, så jeg havde bestilt en rød cykel, men da jeg skulle hente den, havde cykelhandleren lavet ordren om, så jeg i stedet fik en blå cykel. For drenge kunne jo ikke køre på røde cykler, mente han, siger Anders Jørgen Mogensen og slår en stor latter op, inden han tilføjer:

Det er en kliché, at virkeligheden overgår forstanden. Men sådan en historie havde jo været svær at finde på i virkeligheden. Og det er også min egen erfaring, at virkeligheden virkelig kan overgå forstanden. I 2009 oplevede jeg for eksempel på ét år, hvordan en god ven begik selvmord, en anden forsøgte på det, og en tredje blev hjerneskadet efter et trafikuheld. Det var svært og sort, og han, der blev hjerneskadet, var samtidig min bandkammerat, som jeg skulle have optrådt på Roskilde Festival med. Sådan kan virkeligheden klumpe sig sammen som en dårlig b-film. Men heldigvis har jeg også oplevet sammenklumpninger af stor lykke, siger han og peger på 2011 som et rigtigt lykkeår, hvor han blev far for første gang og samtidig oplevede stor succes for sit pladeselskab, da et af dets bands, Iceage, fik international succes.

Jeg må indrømme, at jeg er et hvileløst projektmenneske, så man kan måske også beskylde mig for at leve lidt gennem mine projekter, selvom min kone og mine børn selvfølgelig er vigtigst for mig. Og jeg har da gået og tænkt lidt over, hvorfor jeg aldrig kan slappe af. Jeg bliver aldrig tilfreds, og det er min motor. For jeg har det bedst, når jeg sætter gang i noget eller skaber noget synligt. Jeg trives også som lærer, men i det job er frugterne jo mindre håndgribelige. Jeg har det godt med at se noget blive færdigt. Og det, der adskiller mig mest fra de fleste af de kammerater, jeg gik i skole med i Grindsted, er, at jeg ikke nøjes med at drømme store drømme, men afslutter dem, siger han og fortsætter:

Jeg blev ikke forsanger for verdens største rockband, men jeg kom på international turne med mit band. Jeg kommer formentlig aldrig til at skrive en roman, der er lige så god som Mobby Dick. Men jeg skriver alligevel helst på tre bøger ad gangen, så jeg hele tiden har noget at gå videre med, hvis jeg går i stå med det ene bogprojekt. Det bunder selvfølgelig i en skaberglæde, men også i en følelse af utilstrækkelighed. Jeg skaber for at føle mig god nok. Og det tror jeg hænger sammen med min opvækst. For når jeg tænker tilbage, følte jeg mig altid utilstrækkelig som teenager. Og det er især de oplevelser, min bog bygger på, siger Anders Jørgen Mogensen og lader pludselig sætningsstrømmen hvile et øjeblik:

Det kan godt være, at mine gymnasiekammerater oplevede mig som selvsikker. Men inderst inde var jeg hele tiden usikker på mig selv. Jeg følte mig konstant utilstrækkelig, selvom jeg havde store drømme. Måske fordi jeg dybest set tvivlede på, om jeg nogensinde kunne indfri mine forventninger til mig selv. Og jeg fandt først en form for ro, da vores gennemarbejdede plade med KloAk blev rost både herhjemme og i udlandet. Det var først der, at jeg rigtig følte mig voksen, fordi der var nogen, der gad tage mig seriøst. Men usikkerheden er der stadig, og en anden gevinst ved at skrive er, at man kan arbejde med sig selv, fordi man gennemlever sit liv igen gennem sit forfatterskab.

Anders Jørgen Mogensen leder efter det rigtige ord, inden han finder det:

At skrive er faktisk en slags eksorcisme for mig. Den eneste måde, man kan få en popsang ud af hovedet på, er ved at høre den igen. På samme måde må man konfrontere sine egne dæmoner for at blive dem kvit. Det har jeg gjort gennem min bog, som andre forhåbentlig også kan spejle sig i.

I romanen kaster hovedpersonen ligefrem spøgelser op, når han for eksempel spiser for mange pomfritter eller ser for meget porno som teenager. Begge svagheder spiller en større rolle i bogen, der også handler om, hvordan han lader sig forme af venskab, det usikre forhold til det andet køn og et stort forbrug af tegneserier, som han drømmer sig ind og ud af. Og endelig bliver de utallige tandbøjler, som han forgæves går med det meste af sin skoletid, det helt store symbol på, hvordan han gennem sin barndom forsøger at rette ind, indtil han til sidst lader tænderne stritte og endelig flytter til København.

Min tandlæge sagde, at jeg ville fortryde den beslutning resten af livet. Men det har jeg nu ikke gjort, siger han med et smittende smil, der stikker ud på sin egen måde.