Prøv avisen

Nicole Krauss: At skrive handler om empati

Nicole Krauss slog igennem med ”Kærlighedens historie” fra 2005, men det er hendes tredje roman, ”Det store hus”, hun har forbundet med flest følelser, fortæller hun. – Foto: Polfoto.

Det kan være en brutal oplevelse at skrive bøger,men det gør mig klogere på livet, siger den anmelderroste amerikanske forfatter Nicole Krauss, der netop har været i Danmark til litteraturfestival

Dette med en stor amerikansk forfatter skulle have handlet om alt det rundt om teksten i bogen. Om forfattere i New York i disse år, om festivaler og om e-bøger. Men når man har med Nicole Krauss at gøre, bliver det hurtigt meget indadvendt og meget følelsesladet.

Den amerikanske forfatter fra Brooklyn i New York har i sine bøger også fat i de store følelser og skriver gribende om at miste, erindringer og strategier til at håndtere tab, ofte med udgangspunkt i sin egen historie og sine jødiske rødder i Europa. Det samme gør hendes mand, Jonathan Safran Foer, ham med drengen Oscar og vegetarideologien, men hustruen nok endnu mere insisterende og samtidig krævende for læseren.

LÆS OGSÅ: Bjarne Reuter laver ny bibel

Nicole Krauss slog igennem i 2005 med Kærlighedens historie. Hendes tredje roman, Det store hus, handler om et skrivebord, der forbinder fem mennesker på tværs af årtier og steder. Den er en tankevækkende jagt på det at være menneske og har gået sin sejrsgang verden over de seneste to år, også herhjemme.

Det kan være enormt barsk at skrive romaner, fortæller Nicole Krauss, der var på besøg i landet for nylig som et af hovednavnene til litteraturfestivalen på Louisiana.

Hun virker på ingen måde selvudslettende, identitetssøgende eller sentimental. Hun er smuk, intelligent, veluddannet, succesrig og oven i købet enormt empatisk og meget behagelig at være i selskab med. Hun lytter interesseret, kigger én i øjnene, svarer udtømmende og taler med en blid og rolig stemme og med en livsklogsskab trods sine kun 38 år.

"Jeg forbinder det at skrive med meget smerte, når man skal blive alle disse komplekse karakterer. Det kan få en til at føle sig mindre. Det kan næsten rive mig i stykker, og det gør ondt. Men det er det værd. Det giver mig noget særligt og gør mig til et bedre, mere sensitivt og tankefuldt menneske. Håber jeg," siger Nicole Krauss, der sidder over for mig i cafeen på Rungstedgaard halvvejs mellem hovedstaden og museet i Humlebæk.

Her bor hun med den mindst lige så succesrige husbond, der også er trækplaster på festivalen, samt deres to børn. Nicole Krauss drikker kaffe af en høj, hvid kop. Hun er klædt i sort, har kulsort hår, mørke øjne, og det eneste der bryder det mørke tema er turkise øreringe og et armbåndsur af sølv på hendes højre håndled, der bevæger sig frem og tilbage foran hende, mens hun taler.

Det store hus er en labyrintisk roman om et stort skrivebord med 19 skuffer, der skifter ejer flere gange undervejs i romanen og nærmest får mytisk karakter, da det på forskellige måder skaber en gådefuld betydning og orden for dets ejere. Der er fem fortællerstemmer fra forskellige tider og steder. Det er en bog fuld af vidner til tragedier, eksil, tab, tavshed og kærlighed. Nicole Krauss tager fat om det svære skel mellem erindring og virkelighed.

Romanen har hun selv forbundet med flest følelser, fortæller hun.

"Skrivning øger ens tvivl. Jeg vil gerne udvide mit liv og mit perspektiv og ikke bare skrive det samme. Det skal være personligt og indeholde elementer af mig selv. Og efter hver bog nærmer jeg mig noget centralt i mig selv. Man starter lidt derfra som ung, og rejsen tager tid. Det handler om at finde et sprog for det, blive bedre til det og tage flere risici. Jeg tror, denne bog var svær at skrive, fordi karaktererne taler om svære ting. Da jeg var færdig med bogen, gav jeg den til en ven, og jeg sagde, at det havde været svært for mig at give så meget personligt til den. Da han havde læst den, sagde han: Du må føle dig klædt af til skindet. Og ja, det gjorde jeg. Men ved at give af mig selv, tror jeg, at læseren kan blive lidt klogere, lige som jeg selv er blevet det. På den måde er jeg kommet tættere på den bog, jeg er skabt til at skrive," siger Nicole Krauss, der synes, det er sværest at være forfatter, når hun ikke er i gang med en bog:

"Når jeg skriver, er jeg inde i bøgernes univers og engageret. Det er nok derfor, jeg ikke kan skrive en ny bog hvert år. Sådan er jeg ikke. En bog skal skabes ved at noget i mig brydes ned og bliver værdigt og vigtigt nok til at skrive det. Den proces tager tid. Og når jeg ikke skriver, kan det være svært at definere mig, finde ud af, hvem jeg er, hvad jeg laver. Måske tager jeg ind på kontoret hver dag for at skrive, men er det nu godt nok, og hvem gider overhovedet at læse det? Det er en høj pris, men man får meget igen."

Empati er for eksempel en egenskab, skrivningen giver, fortæller Nicole Krauss. Men er det at være forfatter ikke meget ensomt og i virkeligheden egoistisk og smånarcissistisk? indvender jeg.

"Nej, det synes jeg slet ikke. Empati kan godt være narcissistisk, men det at skrive handler om at søge ind i sig selv og finde ud af, hvordan det er at være en anden person, om at finde sympati og medfølelse. Det handler om at forestille sig en anden person, forstå vedkommendes tanker, og hvorfor de gør, som de gør. Alle disse tanker ændrer ens liv. Det hjælper til, at man kan se på folk uden at antage noget. Man bliver simpelthen klogere på, hvordan rigtige mennesker tænker," konstaterer hun og lader den sidste sætning stå som et punktum for sit forsvar for sit virke.

Litteratur og kunst fylder alt i Nicole Krauss liv. Hun er gift med en forfatter, hun startede med at skrive poesi som teenager, læser bøger konstant, især europæiske. Hun har studeret engelsk på Stanford i USA og Oxford i England, hvor hun også tog fag i kunsthistorie med speciale i nederlandsk kunst.

"Bøger er mit liv. Det er en verden, hvor ting kan være mere betydningsfulde end virkeligheden og reflektere tilbage på livet og gøre det mere interessant. Selvom vi finder meninger i den verden, kan det transporteres over i vores eget liv. Jeg ser ikke på romaner som noget falsk eller kunstigt, men mere rigtigt for mig end mange små ting, vi omgiver os med i hverdagen. Når jeg åbner en bog af for eksempel Thomas Bernhard eller Samuel Beckett, bliver alt det trivielle fra hverdagen en smule ligegyldigt. Her er ting, der rører ved det mest essentielle i livet. Det finder man i bøgerne, og man bliver afhængig af det. I bøgerne får man en meget intim samtale med en forfatter og karakterer. Det er en smutvej til noget fundamentalt, livets store følelser, som det ellers kan være svært at finde, og som man kun ser glimt af."

Er du et melankolsk menneske?

"Nej, det synes jeg ikke. Jeg skriver om mennesker, der kæmper med store ting, men idet de gør det, er der noget transcenderende over det. Jeg vil hellere være ærlig over for mig selv, selvom det er brutalt. Jeg frygter ikke disse følelsesmæssige ekstremer. Jeg vil hellere gå derhen end at beskytte mig selv. Jeg håber, mine læsere oplever det samme. For eksempel bliver døden hele tiden gemt væk, men man må se den i øjnene, som jeg gør i min nyeste bog, og det kan være så givende. Det gør snarere livet mere storslået for mig end melankolsk."

Krauss sværmer om holocaust-temaet i flere af sine bøger, også i Det store hus, hvor en af stemmerne, Arthur Bender, er gift med forfatteren Lotte Berg, der havde skrivebordet. Hun flygtede under krigen fra Tyskland til London og forlod sine forældre, inden de blev taget af SS. Da hun dør, finder ægtemanden en lok sort hår i en kuvert og finder ud af den tragedie, der ligger bag.

Krauss har selv jødiske forældre, der har boet i Israel, og bedsteforældre, der flygtede fra Østeuropa til USA før krigen. Mange af disse steder er også centrale i Krauss romaner. Kærlighedens historie er for eksempel dedikeret til dem. Hun føler sig heller ikke selv tilpas nogen steder og finder derfor hjem i litteraturen.

"Mange forfattere har det vist sådan. De føler sig mest tilpas og skaber en komfortabel atmosfære, når de skriver. Geografi og materielle ting giver mig ikke nødvendigvis tryghed. Jeg besøgte Egeskov Slot her, hvor der har boet en familie i 500 år, og det er fremmed for mig. Jeg tror ikke, at historien vil smide min familie ud i glemsel igen, men jeg konstruerer et hjem i bogen, der er mobilt, hvilket er en meget jødisk ting efter over 2000 år i diasporaen. Før var det Talmud og andre hellige bøger. I dag er det noget andet. Når jeg skriver, laver jeg en slags hus, et følelsesmæssigt hjem, der er konstrueret med ideer og bokse og instinkter, som jeg ved, jeg har ét sted. Når jeg er færdig med bogen, kan jeg lukke døren til den og lade den rejse videre, men det bliver aldrig revet ned eller rømmet. Jeg har altid mit indre liv, lige meget hvad der sker. Det er det mest møblerede, jeg har."