”Kan ikke rigtig trække vejret disse dage, hvor mit indre landskab er sygnende. Stierne vokser til, og mine hænder er tørre af savn. Jeg kalder det længsel, ikke længere at vågne op i den hverdag, hvor du boede. De stille morgener, ikke længere at være til.”
Ordene foroven er et uddrag fra en tekst af Sofie Heilmann Clausen, der er tidligere elev på Forfatterskolen PS! i København.
Skriveskolen er et tilbud for psykisk sårbare i alle aldre med lidelser som skizofreni, adhd, angst og depression. Skolen er blevet inkluderet i online-kataloget Kultur som sundhedsfremme, der er udkommet som erstatning for en konference om kultur og sundhed, der er blevet aflyst på grund af corona.
Tanken bag forfatterskolen er, at eleverne gennem litteraturen skal finde en udtryksform, hvor de fri for deres sygdom kan få lov til at udtrykke sig og fokusere på noget andet end deres lidelse.
”For mange af dem, der sidder fast i psykiatrien, og som har det rigtig skidt, kan tilværelsen virke rimelig håbløs. Der kan det være en gave at komme ind i et andet rum og få lov til at glemme, hvad man døjer med. Mange siger, at de glemmer alt om deres angst, når de sidder med skriveriet. Mere skal der ikke til, før bolden begynder at rulle, og det går op for den enkelte person, at livet kan være på en anden måde,” siger skoleleder Sofie Kragh-Müller, der grundlagde projektet i 2013.
Selvom alle elever på skriveskolen lider af en form for psykisk lidelse, er man fra skolens side ikke interesseret i at kende til elevernes diagnoser. Man spørger heller ikke ind til, om eleverne har noget misbrug, eller hvad de ellers måtte gå og døje med. Og når eleverne en gang imellem uopfordret oplyser om deres egen diagnose, vælger Sofie Kragh-Müller venligt og bestemt at overse det.
”Noget af det vigtigste er at møde folk som mennesker. Jo mere jeg kan holde fast i den tilgang, jo bedre er det for eleverne. Hvis vi altid bliver mødt på vores sygdom, vores brækkede ben og vores diagnose, så kommer det til at fylde meget mere, end det behøver. Især i den enkeltes selvfortælling. Man kan komme til at tro, at andre kan se det på én, og det bliver en del af en endeløs række af ting, der kan gøre det rigtig svært at være menneske,” siger skolelederen.
Sofie Kragh-Müller har før hørt elever beskrive deres oplevelse med forløbet som ”en redningskrans i fremtiden”. At skolen skulle kunne få så stor betydning for sine kursister, havde hun dog aldrig forventet.
Da Sofie Kragh-Müller, som oprindeligt er forfatter og uddannet journalist, startede skriveskolen i 2013, havde hun ikke nogen større filantropisk vision med projektet. Som hun selv forklarer, halvt i spøg, men også med en væsentlig grad af seriøsitet, blev skolen primært startet, fordi hun havde brug for penge til at betale sin husleje.
Da hun vidste, at mange tyr til skrivningen, når de gennemgår personlige kriser, og fornemmede, at der var et hul i markedet på det område, begyndte hun at søge om midler til at starte skolen. Visionen var at skabe en form for frirum for folk med psykiske lidelser. Men at skolen ligefrem skulle kunne hjælpe folk med at lindre deres lidelser, havde hun aldrig forventet.
Siden da er skolen kommet i søgelyset for flere forskningsprojekter, der beskæftiger sig med spændingsfeltet mellem kulturen og psykiatrien, og det var meningen, at Sofie Kragh-Müller skulle have holdt oplæg ved konferencen Kultur som sunhedsfremme, der sidste år blev aflyst på grund af corona. Selv tør skolelederen ikke sige, hvad det helt præcist er, der gør, at et skrivekursus kan have en sådan effekt. Men måske er svaret ikke mere komplekst end som så:
”Jeg tror, det er ret centralt, at vi allesammen er skabende mennesker. Om vi gør det eller ej, har alle en eller anden længsel efter at skrive, male eller fotografere noget. Vi har som regel alle sammen et eller andet tændingspunkt. Og når vi får lov til at folde det ud, påvirker det os som mennesker,” siger hun.