Anmelderrost norsk forfatter: Skrivning rummer et element af utroskab

Den danmarksaktuelle forfatter Johan Harstad har fået fremragende anmeldelser for sin roman ”Max, Mischa og Tet-offensiven”. I arbejdet med den lange roman på over 1000 sider har den norske forfatter erkendt, at selvoptagethed og intens medleven med sine personer også har en pris

Eksistentielt set betyder det ikke noget, hvor man flytter hen. ”Det er samme oplevelse af, at man ikke længere ejer gaderne,” mener den norske forfatter Johan Harstad, der her ses i Ørstedsparken i København. –
Eksistentielt set betyder det ikke noget, hvor man flytter hen. ”Det er samme oplevelse af, at man ikke længere ejer gaderne,” mener den norske forfatter Johan Harstad, der her ses i Ørstedsparken i København. – . Foto: Iben Gad.

Det slår aldrig fejl: Det går galt, når man forsøger at stoppe tiden. Den lange milde sommer er forbi. Nu blæser novembers iskolde vintervind igen på alt og alle, og dynejakker og pelsfrakker er kommet frem i gadebilledet her i København. Den norske forfatter Johan Harstad står og stamper demonstrativt på en løs fortovsflise på vej væk fra Rådhuspladsen:

”Her kan jeg aldrig komme tilbage. Ikke på samme måde og ikke i samme øjeblik. Selv ikke hvis jeg sætter min fod ned igen på samme sted,” siger han og tilføjer:

”For det her øjeblik er allerede væk, mens vi taler om det. Hvis jeg tager et skridt, er der ingen vej tilbage, og det er der heller ikke, selvom jeg bliver stående. Men jeg har nok alligevel haft et ønske om at opnå en slags permanent tilstand i livet, ligesom min romanfigur Max har det,” siger han med henvisning til den roste roman ”Max, Mischa og Tet-offensiven”, der for nylig er udkommet på dansk.

Indpakket i juletræsgrøn hue og tyk hættefrakke kan Johan Harstad godt ligne sin hovedperson i romanen. Den melankolske, norsk-amerikanske teaterinstruktør Max kan nemlig heller ikke fordrage kulde, selvom han – som Johan Harstad – er vokset op i Stavanger, mens Max’ canadiske kunstnerkæreste Mischa både bærer lettere overtøj og livssyn.

Foto: Iben Gad

For selvom hun bliver beskrevet som mere intelligent end han, er hun også mere naiv. Men måske er det mest Max, der er blind, fordi han længe ”reducerer den vigtigste person i sit liv til en, der bare står ved siden af ham”, som Johan Harstad siger, da vi går rundt i København for at være i bevægelse som romanen, der både handler om krig, kærlighed, hjemlængsel, hjemløshed, ensomhed, kunst og altså om at være i konstant transit i livets lufthavn.

Som 13-årig må Max flytte med sine forældre fra Norge til USA, hvor han selv som voksen føler sig på udebane.

”Max ønsker sig stilstand. Han ville ønske, at alt var som før, men verden er jo konstrueret sådan, at den er i konstant udvikling, så man hele tiden må videre,” siger Johan Harstad, mens vi nærmer os Ørstedsparken for i det mindste at sætte byens tempo lidt ned. Men selv inde i en park er alting i konstant bevægelse. Træernes grene og de små snebær på buskene ryster i vinden, og i luften blander krageskrig sig med bilstøj og lyden af en ambulance, der skærer sig gennem byen som et tandlægebor ude på H.C. Andersens Boulevard. Det er et fremmed sted for Johan Harstad, der som succesfuld forfatter har fundet en slags hverdag i ofte at være på interviewrejse, p.t. altså i Danmark og byerne Helsingør, København og Roskilde, hvor han har mødt sine læsere. Han skrev romanen på grund af en form for uforløst hjemlængsel, selvom han selv kun flyttede til Oslo.

”Afstande er ikke så vigtige i eksistentiel forstand. Om man flytter fra Stavanger til Oslo eller fra København til Odense er på mange måder som at flytte fra Norge til USA. Det er samme oplevelse af, at man ikke længere ejer gaderne. Og man kan bo længe et nyt sted, uden at det bliver ens eget, medmindre man er villig til at slippe det sted, man kom fra,” siger Johan Harstad, der selv havde svært ved at slippe sin barndomsby, da han begyndte at skrive på romanen, som det tog syv år at færdiggøre:

”Jeg oplevede et stort savn efter Stavanger, efter jeg havde boet andre steder i 20 år. Men jeg indså, at det var for sent at tage tilbage. Det var ikke længere mit hjem, det var bare Stavanger. En del af romanprojektet for mig var nok også at skrive mig frem til en følelse af katarsis for at lukke det kapitel, men kunst kan ikke lukke noget. Kunst åbner alting. Og man slæber derfor stadig sin historie med sig, selvom man bruger 1000 sider til at slippe af med den. Men et problem for alle karaktererne i romanen er netop, at alt er i evig bevægelse. Og bogens umulige projekt er at forsøge at skildre denne stilstand, at forsøge at favne alt og holde fast i alt. Men det kan man jo ikke,” siger han og smiler i det ellers seriøse ansigt:

”Eller måske kan man. Bogen findes jo!”.

Foto: Iben Gad

Tid og bevægelse er således også store temaer i den enorme roman, som Johan Harstad tildeler en noget selvironisk replik på side 1062 ved at skrive: ”Alt er bevægelse. Der findes ingen stilstand. Kun for mange ord.”

Johan Harstad griner af den sætning:

”Den skrev jeg jo for at komme mine kritikere i møde. Men jeg har faktisk skåret 500 sider ud af romanen, så den ’kun’ er blevet på godt 1000 sider. Og når journalister spørger mig, hvorfor jeg skriver så langt, spørger jeg altid tilbage, hvorfor deres avis fylder 60 sider? Og så må de jo svare, at læserne ellers ville gå glip af noget.”

Tilsyneladende er længden heller ikke noget problem for anmelderne, der har givet bogen stor ros – også her i avisen, hvor romanen fik maksimale seks stjerner med ordene: ”Oversættelsen af Johan Harstads ’Max, Mischa og Tet-offensiven’ er en begivenhed. Romanen er helt vildt ambitiøs, og endnu vildere er det, at den unge forfatter fra Oslo lykkes med det hele,” skrev Michael Bach Henriksen, der godt nok kaldte den over 1000 sider klods af en roman for lang, men ”forunderligt nok” ikke for lang.

Johan Harstad er lykkelig for den anmeldelse. Og den står ikke alene. For Johan Harstad er både blevet rost i Danmark og Holland, hvor romanen også er udkommet.

”Man bliver anmeldt og læst mere grundigt i udlandet, for det er, som om en udenlandsk roman rejser med en lettere bagage. I Norge bliver man læst med alle de fordomme, der hører med til at komme fra et bestemt område eller være kendt for andre bøger, men i udlandet bliver man læst på bogens egne præmisser.”

Hvor meget af din egen bagage er alligevel med i bogen?

”Ganske meget. Det er helt klart min mest personlige roman, men det er ingen selvbiografisk roman. Alt, hvad der er mit i romanen, er bare kodet ind i fiktionen.”

Alt, hvad Max ved om teater, kunst og film, stammer dog i sagens natur også fra forfatteren, der selv har skrevet dramatik og deler hovedpersonens forkærlighed for både Samuel Becketts teaterklassiker ”Mens vi venter på Godot” og Francis Ford Coppolas vietnamkrigsfilm ”Dommedag nu”, som der bliver refereret til fra romanens start til slutscenen.

”Nogle af Max’ konkrete erfaringer er også mine. Jeg så for eksempel også ’Apocalypse Now,’ da jeg var 10 år gammel, og jeg deler også hans erfaring af, at kunst kan åbne verden og få os til at betragte verden på en ny måde. Og fordi jeg ikke selv er religiøs og har troens tryghed med mig, finder jeg en slags omsorg i kunsten, fordi den peger på noget andet end en selv. Kunst har ofte et håb i sig eller i det mindste en form for forklaring, og sådan giver kunsten egentlig mange af de samme ting, som man ellers søger i religionen. Jeg har det fint med, at mange mennesker lever uden kunst, men jeg synes, at det er mærkeligt, at de kan. Hvem kan leve uden film, musik, kunst og teater? Nogle kan jo, men jeg forstår det ikke.”

For Johan Harstad handler det også om at se sig selv i en større historie. Mens mange kristne spejler sig selv i Bibelens fortælling, virker det nærmest, som om Max har Coppolas film som en slags mytologi, han spejler sit eget liv i, forklarer forfatteren.

”Sådan fungerer den film for ham, og jeg tror også, at vi andre har brug for at spejle os selv i store fortællinger. Ikke kun for at finde en plads i den, men også for at undgå at tro, at man er i centrum for alting hele tiden. Ens egen historie er altid kun en lille del af andres historier, fordi ethvert menneske dybest set er det absolutte centrum i alt, hvad han ser og oplever. Og derfor kan det være sundt at huske, at der findes et andet perspektiv end ens eget,” siger han og skynder sig at tilføje:

”Det er ikke min tanke, men en parafrasering af forfatteren David Foster Wallace, der skrev, at der ikke findes en hændelse i dit liv, som du ikke har været den absolutte hovedperson i. Men jeg tror derfor, at det er vigtigt hele tiden at lede efter noget, der er større end en selv og ens egne projekter. Hvis man som forfatter tror, at alting handler om ens egne bøger, kan man bare træde ind i en boghandel med tusindvis af andre titler,” siger Johan Harstad, der prøver at bekæmpe sin egen selvoptagethed:

”Nu går jeg her i dagevis og taler om mig selv, fordi jeg er så heldig, at der er flere journalister, der gerne vil interviewe mig. Men så tager jeg hjem og skifter bleer, og det er mindst lige så vigtigt,” siger Johan Harstad, der ikke kun har skrevet sin store roman på en følelse af hjemlængsel, men også med en bitter erfaring af, at selvoptagethed er den sikre vej til ensomhed.

I romanen glemmer Max, hvor vigtig Mischa er, mens han er optaget af sig selv og sit eget arbejde. Parrets kærlighed er ellers beskrevet så smukt, at man ikke er i tvivl om, at Max finder den vigtigste person i sit liv, da han som 16-årig finder sammen med Mischa, der er syv år ældre end han og lysår foran ham på mange områder. Men i den grå fælles hverdag glemmer han, hvor vigtig hun er.

”Man må vælge den anden hver dag. Og jeg tror, at mange har oplevet, hvordan man pludselig kan blive chokeret over at have mistet nogen eller være i fare for at miste nogen, hvis man ikke har taget sig tiden til at tage sig af hinanden. Da jeg skrev bogen, var jeg meget optaget af, at der ikke skulle være en oplagt forklaring på bruddet som utroskab. Det skulle være den kedelige hverdag, der gør, at man næsten ikke er i stand til at se, hvad der er gået galt, før det er for sent,” siger Johan Harstad, og sådan gik det også for ham selv i et forhold til en kæreste for en del år siden, da han selv var en ung fremstormende forfatter:

”Jeg fik min første bog udgivet, da jeg var 22 år. Og pludselig blev jeg oversat og inviteret til at være mange steder. Det var så overvældende og nyt, at jeg snakkede om det hele tiden og dermed glemte at spørge min kæreste: ’Hvordan var din dag?’. Hun havde ikke lavet et interview eller solgt sine rettigheder den dag, men hun havde måske lavet en tegning eller haft et fint møde på en café, der var lige så vigtigt, men jeg glemte at spørge om det,” siger Johan Harstad og kigger ned, inden han fortsætter.

”Sådan trækker man hele tiden penge ud af kærlighedens konto, så der til sidst ikke er mere tilbage, og så mister den anden tålmodigheden. Når man så begynder at spørge til den andens dag, er det for sent. Det sker helt umærkeligt. Men det var en helt nødvendig erfaring for mig selv. For det er et mærkeligt liv at være forfatter, og der er altid et element af utroskab i at skrive, fordi man skal leve sig så meget ind i sine karakterer.”

I dag ville han ønske, at han havde taget den mere med ro dengang, hvor han enten skrev eller talte om at skrive hele tiden. Engang skrev han endda 24 timer i træk, og det har han også fortrudt, for selvom der kom imponerende 100 sider ud af den maniske indsats, fik han også en seneskedehindebetændelse i håndleddet, som han stadig døjer med. Og som småbørnsfar bliver han nu hele tiden påmindet om, at der findes andet i livet end forfatterlivet. Det er blevet en slags frelse for ham, fortæller han, for som forfatter har han også haft en tendens til at undersøge det mest dystre i verden.

”Denne bog handler en del om Vietnamkrigen, og jeg har skrevet skuespil om folkemordet i Rwanda, Bosnien og Tjetjenien. Jeg har arbejdet meget med krig og studeret det for at finde ind til de inderste mørke hjørner af menneskeheden, og jeg har set væmmelige klip af henrettelser, som folk har en tendens til at dokumentere. Og en del af mig er nok blevet ganske desillusioneret af at arbejde så meget med krig, men en anden del af mig er familiefar med to små børn, der også minder mig om den kærlighed, der findes i verden. Og den balance skal man leve i,” siger han og tager et skridt videre tilbage mod forlaget, mens han tilføjer:

”Sommetider brister mit hjerte over alt det, som mine børn ikke ved om den verden, de skal vokse op i. Men andre gange giver de mig en ny tro på menneskeheden. For børn har jo fattet, hvad livet går ud på. De lever i øjeblikket.”

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af romanen på