Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Da jeg var i 30'erne, havde jeg som skuespiller en helt anden, uforfærdet energi, når jeg gik på scenen. Dengang kunne jeg næsten opfatte mig selv som uovervindelig og mine kræfter som uopslidelige, og der var en stor lykke i at stå med den følelse foran et publikum.
I stykket "Arven", som jeg i øjeblikket spiller med i på Det Kongelige Teater, er jeg omgivet af 10 unge skuespillere, der har netop den særlige uforfærdethed over sig, som minder mig om mit yngre jeg. I dag føles det anderledes at gå på scenen, nok på grund af, at jeg er blevet ældre. Alligevel bringer det mig altid både varme og glæde, når folk er glade for det, vi skaber sammen.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Jeg kommer fra et middelklassehjem, dog med et klaver – men vi fik det ret sent. Materielt var mine forældre okay stillet, men der var ikke den store kulturelle fodring, og det var mest oplagt at blive i nærheden af, hvad man kom fra. Jeg føler derfor, at jeg udviste mod, da jeg besluttede mig for at skulle noget andet. For mig var det modigt at søge ind på teaterskolen, flytte væk og søge de jobs, jeg senere har gjort. Det at være modig er dog oftest noget, jeg først opdager, efter jeg har været det.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min mor døde, da jeg var helt ung, og min far fik jeg heller ikke lov at beholde så langt op i livet. Men jeg ser dem mere og mere i mig selv, som årene går. Jeg tror, at de fleste, der ikke har fået lov at kende deres forældre så længe, har en stor indbygget nysgerrighed på, hvem de var. Min mor ser jeg ofte i glimt. Det kan eksempelvis være i form af et genkendeligt træk i en forbipasserendes ansigt. Hver gang, det sker, noterer jeg det i et dokument. "Igen i dag mødte jeg min mor", skriver jeg, og så i hvilken udgave denne gang. Jeg ser det som et tydeligt tegn på, hvor tæt forbundne, vi er.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det er der en del – især kvinder – der har. Min stedmor, Helga, kom tidligt ind i mit liv, da min mor døde. Det er svært at overvurdere, hvad Helga har betydet. Hun har formået at opsætte nogle regler for mig at følge i livet, men også nogle at bryde med. Og så er der Hella Joof. Vi kender hinanden fra teaterskolen, og gennem årene har vi haft, hvad jeg vil kalde et broder-søsterskab. I dag kan der gå længe mellem, at vi er i kontakt, men hun er sådan et menneske, jeg ofte rådfører mig med i ånden. "Hvad ville Hella have gjort", spørger jeg ofte mig selv. Om det er klogt at forfølge tanken, skal jeg ikke kunne sige, men det finder sted. Og med Hella er der altid rummelighed at finde.
Beskriv en scene fra din barndom
Som teenager havde jeg en golden retriever, som jeg vældigt gerne ville lære at kalde til mig, så den kunne løbe frit uden snor. Men den kom ikke, når jeg kaldte. En dag stod jeg ude i en skov og råbte forgæves efter den, og pludselig dukkede en gammel mand op som ud af det blå ved siden af mig. Jeg kendte ham fra byen, hvor han blot gik under navnet "Knudsen", og det hed sig, at han havde deltaget i krig i Rusland. "Den kommer ikke, når du råber ad den på den måde!" sagde han, og ordene printede sig fast. Han havde jo ret: den kom ikke, og det er der ikke nogen, der gør, hvis du bare råber ad dem.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Fra min far arvede jeg en slat penge, som jeg købte mit sommerhus i Rågeleje for. Det var i den alder et valg mellem sommerhus og fadølsanlæg, og jeg valgte i et moment af fornuft sommerhuset. Den beslutning skulle vise sig at blive ganske afgørende for mig. Det er et sted, hvor jeg kan trække vejret helt til bunds. Når fraskilte med børn møder en ny partner, er det forståeligt nok afgørende for dem, at den nye partner kan lide børnene, og selvom det er en lidt underlig sammenligning, er det præcis sådan, jeg har det med mit sommerhus. Kan mine nye bekendtskaber ikke lide at være i sommerhuset, har vores relation nok ikke de store chancer. For sommerhuset er et eller andet sted indbegrebet af mig, og jeg tror, at jeg gennem mit liv havde været en del mere lost uden det.
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
På alle mulige måder var det en stor omvæltning, da jeg mødte min kæreste for nu syv år siden, efter at have været alene mange år inden da. Det kan måske lyde, som om jeg har været en analfabet ud i kærligheden, men det er det længste kæresteforhold, jeg nogensinde har været i. Der er meget, man skal vænne sig til, når man pludselig får et menneske helt tæt på så sent i livet. Man skal lære at turde lade sig elske. Og at stole på, at det er trygt at give afkald på det at være alene, som ellers var blevet en temmelig indgroet del af min identitet. Det er et spørgsmål om at hengive sig – og i mit tilfælde havde netop den hengivelse ladet vente på sig.