Til efteråret opfører Det Kongelige Teater en udgave af William Shakespeares ”Othello”, hvor I har byttet rundt på kønnene, således at den mandlige hovedkarakter Othello nu spilles af en kvinde. Hvorfor føler I et behov for at ændre på rollerne i et flere hundrede år gammelt værk?
"Vores verden har jo ændret sig radikalt i løbet af de mange hundrede år, klassikere som 'Othello' har eksisteret. Derfor er det fuldstændig oplagt at spørge sig selv, hvad der giver bedst mening for den tid, man genopfører en klassiker i. Fordelen ved klassikerne er jo, at de er eviggyldige. De kan opføres år efter år, men vi er stadig nødt til at give dem vores tids præg."
Hvorfor kalder ”vores tids præg” så på, at kønnene bytter roller i de gamle klassikere?
"Der hersker næppe nogen tvivl om, at kvinder har en anden placering i samfundet i dag, end de havde på for eksempel Shakespeares tid. Det er vi nødt til at tænke ind i værkerne. Vi skal ikke lave museumsteater og lade som om, verden ikke har forandret sig."
Men den gængse teatergænger vil muligvis undre sig over, hvad det her kønsskifte skal til for. Indløser man billet til for eksempel ”Othello”, forventer man vel at se netop dette værk. Er det overhovedet det samme værk, I opfører, når I ændrer de bærende roller?
"Ja, det er det. Det er jo den samme klassiker, det er de samme replikker, den samme handling. Stykket får bare et andet udtryk. Desuden er det slet ikke nyt at bytte rundt på rollerne. På Shakespeares tid var det jo mænd, der spillede samtlige roller i stykket. Det var selvfølgelig ud fra nogle helt andre grunde. Men det er mere for at sige, at de stærkeste teaterroller ikke lider overlast, bare fordi man sætter en kvinde i mandens sted eller omvendt. Klassikere som 'Othello' er ikke nødvendigvis hængt op på, om Othello var en mand. Hvis det var tilfældet, ville det være et ret tyndt værk, og så ville det ikke være en klassiker. Lidt kynisk sagt kan det være fuldstændig ligegyldigt, om rollerne spilles af det ene eller andet køn, så længe selve værket er stærkt nok.”
Så selvom stykket tager stilling til samtiden, er det her kønsbytte ikke ment som en politisk kommentar eller et ønske om at virke progressiv?
"Nej, jeg går ikke rundt og bilder mig ind, at vi er progressive eller provokerende, fordi vi bytter køn på rollerne. Målsætningen er at lave teater, der kan få os til at tænke anderledes over den verden, vi lever i, og det kan man med de her stykker, fordi man går ind til forestillingen med en bestemt forventning, og så får man noget andet, end man regnede med. Men det betyder ikke, at man bliver skuffet. Det betyder bare, at man forhåbentlig får noget mere ud af det. Måske åbner det op for nye tolkninger eller forståelser af stykket."
Men hvis et værk er så mesterligt, at det taler på tværs af kønnene, tror du så ikke, at tilskuerne selv har fantasi nok til at tænke ”Nå ja, det der kunne nok ligeså godt være sket for en kvinde”?
"Jo, selvfølgelig. Det sidste, jeg ønsker, er at tale ned til publikum. Det er slet ikke det, der er ambitionen. Vi laver de her greb, fordi det giver stykket en anden lyd. Vi kunne selvfølgelig godt stole på, at det kan folk da sagtens forestille sig, men det handler om mere end det. Det handler om, at vi tror på, at der ligger noget dramatisk interessant i den lille finte, der i sidste ende kan være med til at skabe bedre og mere vedkommende teater."