Skuespiller Henning Jensen har begået en selvudleverende, generøs og overraskende velskrevet granskning af depressionens dæmoni

Henning Jensens personlige depressionshistorie ”Gennem glasvæggen” er uafrystelig læsning

Henning Jensen er fænomenal til at fremmale scener i sine erindringer. – Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix.
Henning Jensen er fænomenal til at fremmale scener i sine erindringer. – Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Ærlig talt tog jeg mig i at tænke: ”Åh nej, ikke endnu en selvsmagende skuespillerbiografi fyldt til randen med letbenede livsråd”. For der er gået sport i genren, og enhver må have sin egen bog, uagtet hvor gennemsnitligt et liv og hvor slap en refleksionsevne man måtte eje.

Derfor er det desto glædeligere at erfare, at Henning Jensens ”Gennem glasvæggen” langtfra er letbenet. Egentlig er det forkert at kalde det en selvbiografi, for den slår kun ned på en ganske kort periode i skuespillerens lange liv. Nemlig det forkætrede år, hvor han rammes af en altfortærende klinisk depression, der sender ham til tælling i 1978, og som truer med at tage alting fra ham; karrieren, familien, fornuften, livet.

Det kører ellers tilsyneladende på skinner for den unge, fremadstormende skuespiller. Han bestiger landets største scener i den ene prestigiøse hovedrolle efter den anden, han er eftertragtet og bredt respekteret. Alligevel slår det klik dén forårsdag i slutningen af 1970’erne. Noget går i stykker inde i den unge Jensen, da han holder dér for rødt lys på sin cykel på vej til prøver på Allé Scenen. Selv beskriver han det som at træde ind i en anden tilstand, bevæge sig ind bag glasvæggen, hvor et uendeligt mørke breder sig og bedøver alle sanser.

Han skriver: ”…inde fra træthedens kerne begyndte noget tungt og sort at brede sig i mig. Et mørke, der voksede og voksede, til hver fiber i min krop var mættet med afmagt, død og fortabelse. Det var, som havde jeg åbnet en port til døden. Som at være død i levende live. Som at dø.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Herfra går han omhyggeligt, næsten systematisk og sjældent generøst i gang med at nærme sig og beskrive det uudgrundelige fænomen, som det sygelige sortsyn er. For det er lige så meget depressionen selv, som det er Henning Jensen, der danner hovedperson i erindringsværket, og som underlægges en nøgtern, dybdegående granskning blottet for sentimental selvynk og distancerende forfængelighed. Jensen giver os den hele historie.

Vi hører, hvordan han må mades, klædes på og sminkes af kolleger på bagscenen inden en forestilling, fordi han selv er for svækket til at bevæge sig, om mere eller mindre desperate afstikkere ud i det alternative behandlingsmarked, psykologiens kvaksalveri af aurastrygninger, clairvoyance og håndspålæggelser, og vi kommer helt inde i hans uhumske, møgbeskidte lejlighed, hvor han besørger i lænestolen og tumler rundt i ragende angstdelirium i dagevis.

Når ”Gennem glasvæggen” er så vellykket, som den vitterligt er, skyldes det især Jensens sans for at fremmale scener. Gribende, bevægende, barokke. For at se det urkomiske i det alt for alvorlige. En timing han har taget med fra scenen og virtuost omsat til skriften. Skuespilleren åbenbarer sig som en habil, ja, overraskende ferm, forfatter.

I talesprogets ligefremme tone beskriver han præcist det syge sind i alle dets begsorte, groteske afkroge. Mindre godt går det, når han lejlighedsvist giver den som prosalyriker. For det er han ikke. Han er en eminent historiefortæller. En begavet iagttager med en særlig dyrekøbt indsigt i det skrøbelige sinds anatomi.

Jensen går på én gang analytisk og intimt til værks. Han står inde i depressionens betændte øje og beretter ud til os andre, lidelsesfæller og de endnu uindviede – og som noget vigtigt har historien fået gavn af årenes afstand og eftertanke, der har gjort ham i stand til at kaste et velreflekteret, dybt og dagklart lys over sine førstehåndserfaringer fra helvedet. Det hæver historien over det strengt private og gør den til en almen undersøgelse af depressionens djævelske natur.

En anden afgørende årsag til, hvorfor Jensen, modsat så mange, lykkes med sin personlige sygehistorie, er, at den er befriet for den obligatoriske alenlange graven rundt i egne barndomstraumer for at lokalisere en konkret årsag til voksenlivets kuldsejlinger. Kun krydsklippes der sporadisk, stemningsskabende tilbage til nogle dystre scener fra barndomshjemmet på Stevns, der lægger sig som en skygge i horisonten. Det vidner i det hele taget om en forfriskende selvindsigt, når Henning Jensen afstår fra rollen som diagnosticerende selvhjælpspsykolog med hurtige livsråd i ærmet.

Her gives ingen forkromede forklaringer, ingen lette løsninger. Kun en uafrystelig, vidende rapport fra et menneskesind i totalopløsning. Og det er alt nok.