Henning Jensen debuterede som forfatter i 2020 med den anmelderroste ”Gennem glasvæggen”. Den handlede om hans depressioner, men også forholdet til hans mor spillede en vigtig rolle.
Nu er han så klar med den mere klassiske erindringsbog, ”En skidt knægt” om sin barndom på et lille husmandssted på Stevns, om en patologisk dominerende og ambitiøs mor, om en fraværende og underkuet far og om en ung mand, hvis springbræt til at finde sin egen vej i verden står pilskævt.
”Jeg var både hendes helt personlige trofæ, som der ikke måtte ske noget ondt, og et ulideligt irritationsmoment, hun næsten ikke kunne leve med,” skriver Henning Jensen om sin mor, som konstant afstødte ham, gjorde ham til en ubekvem ballast i sit liv og underlagde ham en social kontrol, som man hverken kan forstå med fortidens målestok eller med nutidens.
Samtidig forbød hun ham at have kontakt med faderen: ”Hvorfor må jeg ikke gå ud til min far?” ”Fordi jeg ikke vil have, du omgås ham. Du skal ikke ende med at blive landmand, ligesom han. Du skal i det hele taget ikke komme til at ligne ham.” (…) ”Hvorfor må jeg ikke komme til at ligne min far?” ”Fordi han er et skrog, en pjalt og ingenting, og fordi jeg har helt andre planer med dig.”
Skildringen af dynamikkerne i den lille familie overgår enhver forstand, men står klart og sikkert i kraft af Henning Jensens sprog, der er lige så suverænt som hans diktion på en scene, og hans bestræbelser på at tegne et nuanceret billede af en barndom, der kan forekomme ubønhørlig, er både fascinerende og forbilledlig.
Han forsøger ikke at løse familiegåderne, men lader dem stå sitrende, som den nerve i hans mellemgulv, der aldrig falder til ro: ”Det, der skete, er sket og står aldrig til at ændre. Det kan tilgives, men aldrig glemmes.”
Enkelte steder løber anekdoterne om skolekammerater, kærester og skuespilkolleger dog af med ham, og han forlader den ellers så stramme dramaturgi, han bygger op i skildringen af det stærke stof, som kun han har adgang til – forholdet til forældrene og til kunsten – og hans mere generelle og tidstypiske fortællinger, deres store underholdningsværdi og sproglige overskud til trods, synes mere almene og ikke altid lige nødvendige.
Særligt stærkt står imidlertid Henning Jensens skildring af at blive identitetsløs som følge af sin mors evindelige anklager. Han fortæller, hvordan han langsomt opbyggede en mistillid til sine egne sanser, til sine følelser og fornemmelser – men også hvordan det gjorde plads til skuespilleren i ham, som jo netop lever i kraft af at kunne påtage sig nye identiteter:
”Men samtidig er jeg sikker på, at det var en af de væsentligste grunde til, jeg endte med at blive skuespiller. For det første fordi jeg ikke stødte på en fast, hæmmende eller blokerende personlighed inde i mig selv, hvis jeg skulle påtage mig at være en anden på scenen, på tv eller film. Men ikke mindst fordi jeg i enhver rolle kunne gemme mig i et andet menneske med en om end digtet identitet, der i det mindste i nogle timer kunne give mig en lånt følelse af at være et helt menneske.”
Som hans kone, Solbjørg Højfeldt, mange år senere siger: ”Du er altid den rolle, du spiller, og du er det tilmed døgnet rundt.” Som læser kan kan man kun glæde sig over, at Henning Jensen nu har påtaget sig forfatterens.
Henning Jensen. En skidt knægt. Gyldendal. 328 sider. 299,95 kroner. Gyldendal.