Skuespilleren Helle Merete Sørensen er død

Skuespilleren Helle Merete Sørensen, der medvirkede i en række tv-serier og film, er død.

Helle Merete Sørensen ved premiere på Grønnegårds Teatrets forestilling "Lige for lige" i juni 2005. (Arkivfoto).
Helle Merete Sørensen ved premiere på Grønnegårds Teatrets forestilling "Lige for lige" i juni 2005. (Arkivfoto). Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix.

Hun blev uddannet fra Odense Teater i 1971 sammen med blandt andre Sonja Oppenhagen og Kirsten Olesen, og blandt de første filmroller tæller de populære "Piger i Trøjen"-film med Dirch Passer.

Her spillede hun en af de gennemgående figurer i de tre film, Vibeke "Vibsen" Margrethe Nielsen.

Men hun optrådte også i en række tv-serier, herunder "Huset på Christianshavn" og "En by i provinsen".

I 1988 spillede hun Jørns mor i spændingsserien "Guldregn", hvor hendes mangeårige ægtemand Torben Jensen også medvirkede.

De blev senere skilt, men nåede at få en datter sammen inden da.

Senere blev det også til optrædener i serier som "Bryggeren", "Taxa" og "Strisser på Samsø".

/ritzau/