Dansk teater fejrer 300-års jubilæum disse dage. I 1722 kunne man for første gang opleve teater skrevet og opført på dansk i logeteatret i Lille Grønnegade (det nuværende Ny Adelgade) i København. Det var Ludvig Holbergs "Den politiske kandestøber", som introducerede det københavnske publikum for genkendelige emner og hjemlige typer på scenen. Så hvad er mere oplagt, end at lade 300-året markere med en klassisk Holberg-opsætning kun et stenkast fra arnestedet?
"Maskerade" er en enkel konstruktion, en forvekslingskomedie om to unge, Leonora og Leander, der forelsker sig under et af byens maskerader, men som ikke kan få hinanden, da deres drakoniske fædre allerede har lovet dem bort til anden side. Tro mod maskeradeånden viser det sig dog, at de unge ulykkelige uden at vide det hele tiden var trolovet med hinanden, og at fornuftsægteskabet i virkeligheden var en kærlighedsforbindelse.
Over dette lidt simple afsæt hvælver Holberg en vedkommende fortælling om generationsopgør til alle tider. Om ungdommelig kærlighed, der trodser de gamles pligtskyldigt arrangerede ægteskaber, og om de ældres automatiske modvilje mod nymodens udskejelser, tant og fjas. "Maskerade", som uropførtes i 1724, er altså Holbergs lystige forsvar for maskeballet, der netop var blevet underlagt totalforbud i hovedstaden. En hyldest til livsglæden, rusen og de harmløse fornøjelser.
Netop derfor undrer det, at man ikke har formået at få mere munterhed og spræl, lidt mere vildskab, ind i Grønnegård Teatrets iscenesættelse. Der er jo for en gangs skyld virkelig lagt op til det her. Scenografien er tværtimod en blodfattig omgang minimalisme. En enlig hjerteskulptur centralt på scenen udgør dekorationen, som virker underligt tung og trist i det. Hjertekolossen levner ikke mange muligheder for leg med stykkets tema, hvilket ellers synes så oplagt i en komedie, der drilsk behandler selve identiteten og de roller, vi spiller. Hvor kunne man dog drømme om en scene som et spejlkabinet, et storslået karnevalsk theatrum mundi, hvor alting ikke var, hvad det synes.
Instruktør Charlotte Munksø har ellers gjort sit for at løfte stykket og gøre en let og lystig sommerforestilling af "Maskerade". Teksten har fået en sproglig opstramning i Mette Borgs bearbejdning, som stadig er loyal mod forlægget, dog med få dramaturgiske friheder. Blandt andet er den afsluttende morale omformuleret til en lovligt forsimplet besyngelse af det frisatte menneske.
Den spinkle historie får ikke desto mindre fint liv i ensemblets fortolkning af de holbergske arketyper. Den dansante moder Magdelone med forlystelsessygen og et brus af en maskeradedragt leveres træfsikkert og sjovt af en energisk Christiane Gjellerup Koch. Hende ville man gerne have set mere til på scenen. Det samme gælder Camilla Lau, som trods det lidt hun har at gøre med, brænder igennem som den kløgtigt klarsynede Pernille. Det unge par, Laura Skjoldborg og Lukas Toya, er både søde og forelskede.
Så er der straks mere kød på Annette Støvelbæks rolle som enkefrue Leonarda, der efter tidsåndens dekret har erstattet brudens far. Hendes præcise beherskelse af replikken og elegante timing får enkefruen til at gløde som det humanistiske korrektiv til den stivsindede Jeronimus. Sværere står det imidlertid til med ham, Jeronimus, der alt for endimensionelt gestaltes af en famlende Morten Suurballe. Hans forstokkede bedsteborger kan kun stavre semi-dement og stivbenet rundt og se vantro til, mens verden går af lave. Men trods talrige brølende udfald med hævet stok og tomme trusler mod ungdommen, aner vi slet intet om det menneske, der bor i den affældige patriark. Hvor fornemmer man manden, der mærker sin tid rinde ud og ser alting styrte i grus omkring sig?
Som Jeronimus’ modstykke er den unge Henrik, der spilles overbevisende af Patrick Baurichter. Den rapfodede og åleglatte sofist af en tjener, der mestrer alle krumspring for at slippe afsted til nattens maskerade. En charmør, der det ene øjeblik flirter uhæmmet med publikum og det næste formulerer indignerede flammetaler mod samfundshierarkiets fortrædeligheder. Men det er også en anderledes Henrik, end vi normalvis ser hos Holberg. Måske er han ikke helt lige så komisk stilsikker, ikke så skarp i sin timing og barok i sit udtryk, men han har en anden ægthed, en lavmælt dæmoni i sit spil, som klæder stykket.
"Maskerade" er hverken mere eller mindre end en munter sommeraften under åben himmel. Med fare for at lyde som en anden Jeronimus, kunne man dog godt have håbet på lidt mere. Mere vildskab, mere morskab, større dybde, flere nuancer. Sikke en (maskerade)fest, det kunne have været.
Maskerade. Iscenesættelse: Charlotte Munksø. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumer: Marie í Dali. Musik: Kevin Oliver Eagle. Spiller på Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets have til d. 27. august.