I ”Som man behager” tildeler Shakespeare mennesket syv forskellige roller. Først som et lille barn, der kaster op, så en klynkende skoledreng, en ung, sukkende elsker, en soldat, en rank leder, en skør, gammel mand, der tror, at han stadig er ung, og endelig som en olding, en rigtig Metusalem: tandløs, blind og hjælpeløs som en baby.
Det er desværre ikke realistisk at blive gammel ligesom Metusalem, som ifølge Det Gamle Testamente skulle havde rundet de 969 år. Selvom vi bliver stadig ældre og ældre. Men man er dog nærmere målet, hvis man bor i Monaco, hvor man finder verdens højeste gennemsnitlige levealder på 89,57 år, mens Tchad i Afrika skraber bunden med et gennemsnit på beskedne 49,44.
Men dermed er Tchad faktisk tættere på det, der i medicinske og biologiske kredse bliver kaldt den essentielle levetid, som man normalt sætter til 45 år. Det vil sige, den tid, som det tager for et menneske at gennemføre processen med vækst, udvikling, modning og reproduktion.
Men er 45 år så den rette alder at dø? Darwin ville sige ja, og biogerontologen Suresh Rattan er tilbøjelig til at give ham ret i den seneste ”Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag. I hvert fald, hvis man udelukkende har de biologiske briller på. Vi topper nemlig, når vi er 25, vi ældes, fra vi er 45, og uanset hvor anstændigt vi forsøger at leve, så bliver vi mindre robuste med alderen.
Vi bliver dårligere til at tilpasse os, til at reparere os selv, vores muskler bliver svage, vores knogler skøre og porøse, og vores indre organer fungerer dårligere. Som det hedder sig hos Suresh Rattan:
”Vi har endnu ikke fundet noget, der ikke forandrer sig. Intet af det, der sker, efter vi har nået den essentielle levealder, gør kroppen stærkere og bedre. Mange af os – især de ældre af os – vil ellers gerne tro, at visse fænomener som intelligens og visdom bliver bedre med alderen. Men på det biologiske plan er der intet, som kan underbygge denne opfattelse.”
Man skal altså ikke læse denne lille bog om alder, hvis man gerne vil bekræftes i, at man er herre i eget hus. Vi er biologi, og vi er vores alder. Alder er altså ikke blot et tal, som vi kan vælge at ignorere. Vi bliver nødt til at acceptere vores biologis begrænsninger og glemme alt om det evige liv.
Alder er og bliver således et hardcore biologisk fænomen, skriver biogerontologen Suresh Rattan i denne ”Tænkepauser”, der ikke er den mest stringente og skarptvinklede i serien. Den flakser en kende i sin blanding af biologi og mytologi i en tone, der er kæk og sine steder virker lidt påtaget.
Men den skal have ros for at bringe biologien ind i debatten om aldring. Omend der nok skal være en enkelt eller to, der får lyst til dræbe budbringeren, der dog også har (lidt) godt nyt til alle os, der er over 45 år:
”Den aldrende hjerne bliver rigtignok langsommere til at opdage og modtage nye informationer, men den er hurtigere til at bearbejde, omdanne og bruge de nye informationer end den unge hjerne.”