Skulptør tager motivisk udgangspunkt i antikkens myter og gudernes advarsler

Sif Itona Westerberg tager motivisk udgangspunkt i antikkens myter og gudernes advarsler til en samtidig kritik af overmod og skødesløs omgang med klima og klode

Udsnit af Sif Itona Westerbergs første del af udstillingen på ARoS i Aarhus. Væsener af forskellig art deltager i en procession for Dionysos, der er gud for vin og ekstase i græsk mytologi. På denne måde bruger Westerberg inspirationen fra antikken til at fortælle sin samtid om dens mulige fremtid.
Udsnit af Sif Itona Westerbergs første del af udstillingen på ARoS i Aarhus. Væsener af forskellig art deltager i en procession for Dionysos, der er gud for vin og ekstase i græsk mytologi. På denne måde bruger Westerberg inspirationen fra antikken til at fortælle sin samtid om dens mulige fremtid. . Foto: David Stjernholm.

På et museum med antikke skulpturer kan man undertiden blive grebet af et vist vemod ved synet af disse spøgelsesagtige gengivelser af mennesker, hvis ben for længst er smuldret.

Tilbage er nu blot deres undertiden uudgrundelige smil og fraværet af levende øjne. I stedet blot ovale åbninger, der engang var ramme om synet.

En tilsvarende tristesse kan måske falde over den besøgende i ARoS ved mødet med Sif Itona Westerbergs friseagtige skulpturer. Dels fordi de minder om den nævnte oplevelse af disse mennesker, der er døde for så længe siden og med tiden er blevet et så arketypisk billede fra den europæiske kultur, der markerer et udgangspunkt for civilisation og tænkning. Dels fordi skulpturerne – som så meget af tankegodset i antikkens kultur – rummer fortællinger med advarsler. Ligesom i Bibelen finder vi i antikkens mytologiske forestillingsverden nogle af de mest indarbejdede fortællinger om konflikter mellem mennesker og deres omgivelser. Og så gudernes vrede, når man udfordrer dem.

Sif Itona Westerberg (født 1985) er relativt nyuddannet fra kunstakademierne i først Odense og siden København – og dette er hendes første egentlige museumsudstilling, hvor hun har fået stillet tre store sale til rådighed.

Tidligere har Sif Itona Westerberg blandt andet vist nogle af sine arbejder i et af Kødbyens hippe gallerier, Sophus Gethers, hvor udstillingen hed ”The House of Dionysus”. Tilsammen dannede en frise af store objekter et optog til ære for vinens og ekstasens gud i den græske mytologi og afspejlede for så vidt enhver fredag-lørdags festligheder i en af hovedstadens intense partyzoner lige uden for galleriets vinduer.

Ydmygt materiale

Festen er nu flyttet til Aarhus og indgår som første del i en treleddet udstilling, der vises under titlen ”Immemorial”; altså noget om noget, der er foregået for lang tid siden. Men som – måske – stadig har relevans og rækker frem til vore dage. Som varsler.

Der er det særlige ved Sif Itona Westerbergs materialevalg, at hun former sine skulpturer i gasbeton; et ydmygt materiale, der står i valørmæssig kontrast til antikkens ophøjede, blege statuer. Som i øvrigt er en række hvide løgne.

Som undersøgelser af skulpturerne allerede for længe siden og et par udstillinger – blandt andet på Glyptoteket så sent som i 2014 – har demonstreret, var også antikken kulørt.

Statuerne var polykrome. De lignede virkeligheden og ikke denne ophøjede vision om en storslået fortid, der fik den betydningsfulde oldtidsforsker Johann Joachim Winckelmann (1717-1768), en af dem, der inspirerede til nyklassicismen, til at tale højstemt om antikkens ædle enfold og stille storhed. Fordi vind og vejr havde vasket farven af overfladen, fik skulpturerne en karakter af at være udsagn om eviggyldige og dermed skæbnebestemte menneskelige vilkår. Sådan var det i Arkadien. Sådan er det også nu.

Noget tilsvarende er på færde i Sif Itona Westerbergs fint bearbejdede skulpturer i gasbeton. De samme døde øjne. Som er figurerne i deres dionysiske hengivelse til hedonismen fastfrosset midt i dansen og ekstasen. Nogle sært løsrevne, kunstige vindrueklaser farvet som glaskugler og placeret hist og her i udstillingsrummet synes at forbinde begivenhederne dengang i fortiden med nu som for næsten memento mori-agtigt at antyde, at også for vores vedkommende slutter festen. Også vi skal dø. Måske midt i dansen, glæden og ekstasen. En gullig vægfarve tjener ikke blot som kontrastrig baggrund for de spøgelsesagtigt gråhvide figurer. Farven synes også at varsle fare.

Skaber vi monstre?

Gudernes spil med menneskene i antikken og varslerne om, hvor galt det kan gå, hvis overmod og dårskab får overtaget, er også et tema i udstillingens to andre sektioner.

Det fabulerende billedsprog i den mellemste med den sigende titel ”Swan Song” synes at udspringe af middelalderens forestillinger om fabeldyr af forskellig art, som man for eksempel også kan finde i nogle kalkmalerier landet over, og dermed en menneskelig nysgerrighed (og rædsel) over for, hvordan andre væsener med større eller mindre grad af bevidsthed og aggression kan se ud.

Alt efter temperament kan man måske associere til, hvad det nu er, vi kan finde på at genopvække fra udslettelse ligesom i kulørte underholdningsfilm, eller – noget mere alvorligt – hvordan naturen kan finde på at slå igen, hvis vi fortsætter forvaltningen af kloden stadig mere hensynsløst.

Det er i hvert fald et tema her og i andre dele af samtidskunsten: bud på andre opfattelser af menneskets rolle i naturen. Er det virkelig vores ret at forvalte den, som vi gør? Og med hvilke omkostninger? Er vi skabningens stolte herrer? Og hvis det er tilfældet, pålægger det os så ikke snarere ansvar end overgreb?

Også udstillingens sidste og måske mest uhyggelige sal synes at problematisere vores forvaltning af naturen. Er det monstre, vi risikerer at skabe? Måske ikke tegneserieuhyggeligt udseende fabeldyr, men så da sygdomme af forskellig art, der slår os ihjel, fordi vi kommer for tæt på steder, hvor der er dyr og organismer, der er farlige for os.

”Fountain” hedder sektionen, der består af stålkonstruktioner med påsatte figurer forestillende mærkværdigt udseende væsener – og kildevand og -væld tænker man måske ved mødet med silende vand i stråler i opsamlende kar og dermed både betingelse for liv og manipulation med liv, som det underligt antydede laboratorieagtige sceneri synes at signalere.

Blandt kvaliteterne i Sif Itona Westerbergs udstilling er ikke kun, at dens tankegods opfordrer til eftertanke, eller at følsomheden i forhold til materialernes muligheder er så udtalt – men også at den endnu en gang demonstrerer, hvordan en billedkunstner igen og igen kan finde inspiration i den rigdom af myter og æstetiske erfaringer, der findes i den lange historie, der ligger forud for os, for at bruge traditionen til sit eget personlige udtryk og sin egen fortælling om sin samtid.