I 1965 holdt Martin Luther King (1929-68) en tale i Boston, Massachusetts, og hele 22.000 mødte op for at høre den oratoriske mester og brændende borgerrettighedsforkæmper, der året forinden havde modtaget Nobels fredspris.
For nylig blev de to begivenheder så koblet sammen, da en 19 tons tung bronzeskulptur kaldet “The Embrace” – “Omfavnelsen” – blev præsenteret for offentligheden i Boston Common-parken og viste sig at være inspireret af et fotografi af Luther King, som krammer sin hustru, Coretta Scott King, umiddelbart efter tildelingen af Nobelprisen.
Men det gik ikke som forventet for hverken kunstneren bag, Hank Willis Thomas, eller for Bostons bystyre. For hvad der lignede en helt entydig fejring af King og hans sag, udviklede sig lynhurtigt til forargelse, kritik og identitetspolitiske slagsmål.
Det hele begyndte på sociale medier, hvor flere var hurtige til at fotografere “The Embrace” fra vinkler, hvor de mente, at skulpturen – der udelukkende forestiller King-parrets arme – ligner scener fra et samleje. En penis dér, en hånd dér.
Det mente Seneca Scott, der er i familie med Luther King på hustruens side, også. Til CNN sagde han: “Du kan sikkert se på skulpturen fra bestemte vinkler, og så er det sikkert to mennesker i omfavnelse, fire hænder og sådan. Og det er ikke de manglende hoveder, der er uhyrligheden, som folk hæfter sig ved, men at den ligner en penis.”
Scott mente desuden, at statuen slet ikke taler til de fattige sorte i Boston, der stadig har King som forbillede, men er udtryk for den demonstrative og i sidste ende selvoptagede og selvgode altruisme, som kendetegner den woke venstrefløj.
Den pointe – hvor svagt underbygget den end måtte forekomme – kunne det konservative USA i dén grad bruge: Avisen New York Post kørte overskrifter på Scotts kritik, og Fox News inviterede ham i studiet, hvor han til værtens tydelige tilfredshed sagde, at skulpturen er ”spild af offentlige midler og gør grin med mennesker, som ikke har råd til at købe ind”.
Kunstneren bag, Willis Thomas, har på den anden side insisteret på, at “The Embrace” er et kærlighedsbudskab og hverken er en penis eller en strakt langemand i ansigtet på fattige sorte. Men han kan altså bare se til, mens hans værk bliver brugt som politisk og identitetspolitisk kampplads.
Forløbet er ikke usædvanligt i hverken USA eller resten af Vesten. Her bliver værker gang på gang afsæt for diskussioner, der mere handler om standpunkter end om kunst. Tag bare debatten herhjemme fra sidste år, der udsprang af den 3,5 meter høje statue “Agape”, som forestiller en mand med bryster, som ammer et spædbarn. Kunstner Aske Kreilgaard forklarede til TV 2, at den tematiserede “maskulin sårbarhed”, men blev angrebet fra flere sider. Debattør Eva Selsing skrev eksempelvis, at statuen var “venstreradikal” og udtryk for “radikalfeministisk propaganda”.
Sådan trækkes kunsten hele tiden ind i de politiske og ideologiske sfærer, hvor den bliver et redskab, et afsæt. Eller måske mere præcist: et påskud. Når et værk er færdigt, er det ikke længere skaberens. Sådan siger man gerne. Men det må alligevel være svært at se det blive behandlet så voldsomt, som det ofte er tilfældet. Ude i den stormende virkelighed, hvor stråmændene står så tæt, at den ene ikke er til at skelne fra den anden.
I ”Kontrovers” skriver anmelder og forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen om de vigtigste aktuelle kulturdebatter i udlandet.