Prøv avisen

Skyerne over Sorø Sø gav stof til Ingemanns salmer

Skyerne over Sorø Sø gav stof til mange af Ingemanns salmer. – Foto: Leif Tuxen

Datidens parnas drillede B.S. Ingemann med, at han var ”ingen mand”, men han blev alligevel en stor forfatter og skrev sine elskede salmer med hovedet helt oppe i himlen. Skyerne spillede en stor rolle i Ingemanns salmedigtning

Tynd og gennemsigtig som en salmebogsside hænger en enkelt lille, aflang sky på himlen over Sorø Sø. Den ligner egentlig ikke noget. Måske bare en vatsnor, som nogen har glemt at samle op – eller hive ned. Men andre dage må skyerne sikkert være som høje, mørke bjerge over træerne ved søbredden. Og skyformationer interesserede den danske lærer, forfatter og salmedigter B.S. Ingemann, der som forbilledet Goethe var optaget af det måske mest luftige emne, man kan kaste sig over som digter.

Fra sin smukke embedsbolig ved Sorø Akademi havde Ingemann hver dag frit udsyn til at se, hvordan skyerne opførte sig. Og skyerne fodrede hans fantasi og sejlede ind i mange af hans salmer.

Mest kendt er Ingemann for sine morgen- og aftensalmer, og han kunne blive ved med at finde nye billeder for, hvordan solen går op og ned og ”spreder guld på sky” eller søger ned i sit slot bag ”rosenskyernes volde”, og hans stærke billeder har også inspireret senere digtere.

Søren Ulrik Thomsen indledte for eksempel sin egen debutdigtsamling med B.S. Ingemanns aftensalmeord ”Bliv hos os, naar Mørket vælder/Af Nattens Sluser ud!”

Og det er en kendt historie, at Dan Turèll som dreng besvimede, da han hørte ”Lysets engel går med glans” for første gang, fortæller professor Erik A. Nielsen.

”Dan Turèll fortalte den historie med vanlig provokation under Grundtvig-året i 1983, mens han påstod, at Ingemann var en meget større digter end Grundtvig, hvad jeg ingenlunde er enig i. Men Ingemann var en sprogets musiker, som kunne fylde sine ofte simple billeder med stor poesi, og Inger Christensen citerer også ’Lysets engel går med glans’ i sit eget værk ’Sommerfugledalen’, fordi hun ser lysets engel som sommerfuglen, der afgiver alle former for farver,” siger salmeeksperten Erik A. Nielsen, da vi står ved søbredden, hvor Ingemann sikkert ofte stod og fiskede efter mange af sine himmelske udtryk.

”Især Ingemanns tidlige digtning er uendelig æterisk, som om digtene mangler krop. Og det er måske en af de store forskelle på vennerne Grundtvig og Ingemann. Grundtvig mente, at en god salme skal være som en fugl, der letter og får vinger. Men selv når den er i luften, har den masser af krop hos Grundtvig, mens Ingemann ofte bruger mere luftige billeder,” siger professoren.

Han tilføjer, at der dog er en mere jordnær årsag til, at Ingemann så op hele livet. For selvom han var en stor forfatter, var han kun en lille mand. Og det er måske også forklaringen på hans æteriske sværmen:

”Hele livet led Ingemann under, at han var sådan en splejs. Han var den mindste i sin søskendeflok, og det var også en fast joke på parnasset, at ’Ingemann er ingen mand’, fordi han var så lille, og fordi han kun havde ét barnløst forhold, som til gengæld var livslangt til sin kone, Lucie. Og barnløsheden gav også tid til at skrive mange bøger,” siger Erik A. Nielsen.

”På den måde delte han skæbne med Holberg, hvis sarkofag står lige her i kirken i Sorø. For Holberg brugte selv det latinske ordspil ved at sætte ’libri’ over for ’liberi’, da han skrev, at mine bøger er mine børn. Men fælles er de i hvert fald om at kanalisere nærmest ufattelige mængder energi over i deres forfatterskaber. Og det er i sig selv en bedrift, at Ingemann holdt sit forfatterskab i live gennem 50 år,” siger han.

Ingemanns Hus ser flot ud udefra, men indeni er det kun en tom administrationsbygning.

”Det føles jo lidt som at besøge et afsjælet legeme. Magien er væk,” siger Erik A. Nielsen skuffet og kigger rundt på de tomme vægge, hvor kun en enkelt Ingemann-plakat viser, at her engang boede en stor ånd, der samlede en stor del af datidens kulturelite omkring sig i Sorø.

Udenfor er vejret heldigvis stadig godt nok til at få humøret til stige til himmels. Og udsigten kan man ikke kalde åndløs. Ingemanns Hus er et gult tvillingehus til en anden stor sorøborgers hjem – Molbechs Hus, der ligger på den anden side af Sorø Akademi, bygget som en monstrøst magtdemonstration midt i det hele.

Den majestætiske akademibygning blev oprindeligt bygget for at danne de adelige, men allerede på Ingemanns tid kom den også til at fungere som en mere folkelig dannelsesinstitution. For Ingemann var meget optaget af Grundtvigs idéer om at danne det danske folk. Og mens Grundtvig oversatte Saxo fra latin til dansk, gik Ingemann i gang med at befolke sine egne historiske romaner med karakterer som Valdemar Sejr og Saxo selv.

Inspirationen til de historiske romaner kom også fra Walter Scott, der havde fået international succes med sine bøger om Ivanhoe og Richard Løvehjerte. Og Ingemann fik selv stor folkelig udbredelse gennem romanerne. Men da Ingemann opdagede, at Grundtvig også skrev salmer, begyndte han også at rime ved Sorø Sø.

Ingemanns første forsøg som salmedigter imponerede dog ikke Grundtvig, der anmeldte vennens ”Højmessesalmer” både hårdt og morsomt ved at skrive, at Absalon, der både var kriger og ærkebiskop, nok mistede lidt drama, da han kom hjem fra sine korstog og stod ved alteret.

”Med det mente Grundtvig, at Ingemann var bedre til at skrive konkret og kropsligt i sine historiske romaner. Grundtvig skrev også, at eftertiden nok ville tænke på Ingemanns salmer, som om de var skrevet på langfredag, mens han efterlyste flere jubelsalmer fra påskemorgen. Og sådan fandt Grundtvig i virkeligheden sit eget salmeprojekt,” siger Erik A. Nielsen.

Han tilføjer, at salmerne endte lykkeligt for dem begge. For efter at Grundtvig udgav første bind med over 300 salmer af sit eget sangværk, fandt Ingemann sin egen tone, da han udgav sine små først morgensalmer og siden aftensalmer, der var skrevet til forældreløse børn:

”Sådan fandt den barnløse Ingemann sit kald som salmedigter. For det er her, Ingemann stråler som salmedigter og på en måde overgår Grundtvig poetisk. For mens Grundtvigs salmer ofte er avancerede prædikener i smukke salmer som ’Den signede dag’, beholder Ingemann en børnevenlig simplicitet i for eksempel ’I østen stiger solen op’, der både er et poetisk og teologisk mesterværk, fordi salmen står så rent og enkelt, mens den alligevel beskriver Jesus som ’du soles sol fra Betlehem’, verdens lys, der kommer ind i verden og spreder ’liv og lys og lyst’,” siger Erik A. Nielsen, inden en student kan belære os om, at Ingemanns mindestue er flyttet over på Sorø Museum.

På vejen derover fortæller Erik A. Nielsen, hvordan Ingemann nær ikke var kommet med i salmebogen i 1953, da de rationalistiske tidehvervsfolk, der styrede salmebogskommissionen dengang, bestemt ikke brød sig om Ingemanns ”romantiske og panteistiske poesi”.

”Salmebogsudvalget var dengang enigt om, at Ingemann ikke skulle med. Og indtil aftenen før salmebogen skulle trykkes, var Ingemann ikke med, men så gik provst Hermansen, der var sekretær for udvalget, i nattens løb ned til trykkeriet og sagde, at Ingemanns salmer altså skulle med, så det var nærmest et kup,” siger Erik A. Nielsen med et drenget triumferende smil, inden han tilføjer, at de fleste af Ingemanns salmer stadig står i et afsnit for sig selv under salmer ”til dagen”, mens Ingemanns julesalmer som ”Dejlig er jorden” og ”Julen har bragt” har fået lov til at komme ind i varmen.

Og på Sorø Museum har Ingemann også en særlig plads, når man ellers er ”gået gennem stenalderen” og forbi montrerne med købmandslegetøj fra 1950’erne. For der står salmedigterens møbler pludselig bag glasruder, så man kan ikke kan røre ved Ingemanns skrivepult, hvor der ligger en bog – om skyformationer.

Mindestuen byder også på historier for børn og forskellige skærme med informationer, ligesom man kan se Ingemanns hustru Lucies æteriske malerier af engle.

”Måske havde de to mest et meget åndeligt forhold. Men de holdt hinanden ud hele livet, ligesom Grundtvig og Ingemann forblev hinandens venner og våbendragere. Deres brevudveksling alene fylder et tykt bind. Og de besøgte også hinanden tit. Engang siger man, at Lucie kom ind midt i en samtale sent på aftenen og spurgte, om biskop Grundtvig helst ville have et tæppe eller en dyne at sove med. Men da udbrød Ingemann, om hun dog ikke vidste, at Grundtvig aldrig sov.”

Det gjorde Ingemann til gengæld, men alligevel lykkedes det ham at skrive mere end de fleste. Og han så ikke kun op mod skyerne, men også nedad og skrev for eksempel historier om de underjordiske på Bornholm, ligesom han faktisk skrev et eventyr om en havfrue før H.C. Andersen.

Men i dag er det stadig Ingemanns morgen- og aftensange til Weyses vidunderlige melodier, der har gjort ham udødelig, og med tiden lærte han også at give sine salmers fugle kroppe, når han mesterligt zoomede ind og ud mellem nærbilleder af spurven på en tagryg og kirkeklokker i det fjerne, men himlen opgav Ingemann aldrig.

Og i den forstand peger han også tilbage på Kingo og Brorson, der hele tiden havde evighedens kyst for øje. Det var det, Grundtvig gjorde op med ved at bruge jorden som et billede på himlen, og samme livsglæde kan man fornemme i Ingemanns lyse salmer.

I tidens løb er Ingemann dog også blevet kritiseret for ikke at få kroppen med til paradis, når han kun skrev om ”sjælens glade pilgrimsgang”. Men måske forstod Ingemann netop både, at ”Dejlig er jorden” og at længes efter finalen i efterlivet, når han skrev ”gennem de fagre riger på jorden går vi til paradis med sang”. Og i ”Julen har bragt” skaber han ligefrem en forbindelse mellem jord og himmel ved at skrive om juletræet som en gren fra livets træ i paradisets have.

Og den flittige forfatters sidste digt skildrer også dødsøjeblikket i et billede af en juleaften, hvor døren omsider åbnes til det tændte træ fra Paradisets Have for digteren, der kiggede mod himlen hele livet.

B.S. Ingemann var underviser i dansk på Sorø Akadami, hvor han også fungerede som forstander med en smuk embedsbolig, som dog ikke længere fungerer som hans mindestue. – Foto: Leif Tuxen
Erik A. Nielsen ved Ingemanns Hus. Foto: Leif Tuxen
Erik A. Nielsen ved indgangen til den tidligere embedsbolig for B.S. Ingemann. – Foto: Leif Tuxen
Ingemann havde sin daglige gang på disse gange som lærer og senere rektor ved Sorø Akademi. Foto: Leif Tuxen
Nodeblad fra Ingemanns mindestue, der i dag befinder sig på Sorø Museum. Foto: Leif Tuxen