Prøv avisen
Bog

Fængende roman om skyggerne ved et dødsfald

4 stjerner

Fængende roman af Mogens Fjord Christensen

”Et fald” kalder Mogens Fjord Christensen sin roman. For den kvindelige hovedperson, Ea, er det et fald ud af livet. Og i en vis forstand river det hendes samlever, Rune, med sig, så han falder ud af den hverdag, der hidtil har været hans, en rolig hverdag som respekteret boghandler i en mindre by.

Hvad er sandheden om dødsfaldet? Det er romanens påtrængende spørgsmål. En emsig lokaljournalist giver næring til sladder på baggrund af de ikke fuldt opklarede omstændigheder. Tvivlen lurer: Har Rune myrdet Ea? Og tvivl kan få en slags ret, selvom den ikke har det. Rune er ikke morder. Men nogle skygger flakker om dødsfaldet: Ønskede Rune i virkeligheden, at Ea skulle dø? Var hun for besværlig for ham – på grund af sine depressive anlæg? Kunne han have reddet hende fra faldet, hvis han havde villet?

Han skåner ikke sig selv: ”Jeg er jo skyldig, i hvert fald på en måde. Tænkte jeg ikke på, hvordan det ville være en lettelse, hvis hun ikke var der?”.

Mogens Fjord Christensen skriver afdæmpet og roligt, men samtidig med nerve og sans for, at antydninger sommetider kan udtrykke lige så meget – eller mere – end mange ord. Han debuterede sent efter mange år som overlæge, men virker som en erfaren og dreven fortæller. Historien fænger. Og den er sat ind i en skarptsanset ramme af græsk natur og folklore.

Bogen er velkomponeret – med en gradvis afdækning af det, der er gået forud for Runes ankomst til en lille græsk ø, en ankomst, der har karakter af flugt. Presset af ubehagelighederne derhjemme vil han begynde forfra i det fremmede. Han har solgt sin forretning og vil nu prøve at skrive sig frem til en form for afklaring af det skete.

Ea traf han ved en forfatteraften på biblioteket, hvor hun, en debuterende lyriker, præsenterede sine digte, der handler om det samme som romanen, kærlighed og tab. Han, en midaldrende mand, og den yngre kvinde forelskede sig i hinanden og oplevede, hvad der hidtil kun havde været lidt af i deres liv: kærlighed. De flyttede sammen, Ea blev gravid, men ren lykke var tilstanden ikke. ”Tror du, det er almindeligt at tænke på døden, når man venter sig?”, spurgte hun på et tidspunkt.

Heller ikke da de tog på græsk ferie, stod termometeret på idel lykke. Den sidste aften, Ea levede, opførte Rune sig ubehageligt over for hende. Hun reagerede med en ufortjent overbærenhed. En skyggeferie var det dog fremdeles. Faldet næste dag skete, mens de vandrede på en høj klippeskrænt ved havet.

I visse passager er romanen lidt for langstrakt. Mest nærværende er den, når Fjord Christensen stiller skarpt på forholdet mellem på Rune og Ea. Smertelig og overbevisende er skildringen af Runes afmagt i forbindelse med en dyb depression hos Ea. Han bemærker efterfølgende, at den var ved at tage livet af deres forhold. Spørgsmålet er, om ikke den faktisk gjorde det. Trods hans forsikring om deres fortsatte forbundethed.

Slutningen antyder, at Rune er ved at rejse sig igen: Han træffer en ny kvinde. Men det er en anden historie, kun antydet.