Sygdomsforløb slutter med en tak til velfærdssamfundet

Ubalance mellem skæbnefortælling og sygdomsbeskrivelse i denne ellers interessante bog

Sygdomsforløb slutter med en tak til velfærdssamfundet

I lang tid under læsningen af Lisbeth Hvingtoft og Jørgen Alvings bog med undertitlen ”Om at vokse op med en syg mor” er det nærliggende at opfatte det som en bitter sarkasme, at den har fået hovedtitlen ”Et godt liv”. For konsekvensen af moderens lidelser – epilepsi, hjernesvind, manglende førlighed samt belastende følelsesudsving – synes at være alt andet end et godt liv.

Men da hun i en alder af 93 år lå for døden, brugte hun selv udtrykket. Og ligeledes for hendes datter, Lisbeth Hvingtoft, giver det mening – på trods af omkostningerne gennem mange år. Bogen, der præges af en ubalance mellem skæbnefortælling og sygdomsbeskrivelse, slutter i en taknemmelighed rettet mod velfærdssamfundet, hvis støttende foranstaltninger hun ser som ”en helt afgørende faktor for”, at moderen efterhånden fik et godt liv.

Udgangspunktet for skildringen er datterens personlige erfaringer i samlivet med moderen. Hendes medforfatter, Jørgen Alving, er forhenværende overlæge ved Epilepsihospitalet Filadelfia, Dianalund.

Vi får gribende glimt af en vanskelig barndom. For eksempel når moderen lod en generel utilfredshed med datteren munde ud i en hulkende trussel om selvmord. Det stille barn turde ikke fortælle nogen om det. Gjorde hun det, ville de nok bare sige, det var hendes skyld, at moderen ikke ønskede at leve. Var hun virkelig – spurgte hun sig selv – et så dårligt menneske, at moderen helst ville dø?

Smukt står portrættet af forfatterens far, det faste og kærlige holdepunkt i de turbulente år. Uden ham ”var jeg aldrig blevet et helt menneske”, betoner datteren.

På et tidspunkt udvides bogens perspektiv til det mere overordnede: Hvad var det egentlig, moderen fejlede? Hvad skyldtes hendes overvældende mindreværdskomplekser? Et seksuelt overgreb i barndommen nævnes. Og moderens journaler udforskes. Det kommer til at stå ”lysende klart” for datteren, at moderens sygdom ikke alene var fysisk, men i mange år også – hvad der blev fortiet – psykisk. De beskrevne symptomer kunne datteren genkende. Det var en stor lettelse for hende således at slippe af med følelsen af medskyld i de urimeligheder, hun blev udsat for.

Naturligvis er fokuseringen på sygdomshistorien relevant i sammenhængen. Men den er temmelig omfattende og burde have været skarpere redigeret.