Tidligt om morgenen den 7. november 1937 brød Gustaf Munch-Petersen uden varsel op fra Gudhjem på Bornholm for at deltage i Den Spanske Borgerkrig i republikanernes kamp mod general Francos fascistiske styrker.
Gustaf Munch-Petersen havde ikke diskuteret sin beslutning med sin hustru, keramikeren Lisbeth Hjorth, der var højgravid og ventede parrets andet barn, Ursula. Da Lisbeth og datteren Mette vågnede, sad Gustaf Munch-Petersen allerede på båden til København, hvor han i et brev forsøgte at forklare sig med ordene: ”Jeg ber dig blot om at forstaa, at hvad jeg end gør, saa er det Resultatet af Tanker paa dig og Mette - Hvis mine Tanker slaar til, vil du selv indse det; og alt hvad der nu er dunkelt, og maaske uforstaaeligt, vil blive lyst og klart”.
Lyset og klarheden indfandt sig imidlertid aldrig, og Gustaf Munch-Petersens pludselige opbrud blev aldrig forståeligt. Gustaf Munch-Petersen betalte den højeste pris for sit engagement i krigen mod fascismen.
Omkring 500 danskere meldte sig til Den Internationale Brigade i Spanien; Gustaf Munch-Petersen var en af dem, der faldt. Det skete i en af de sidste dage i marts eller en af de første dage i april 1938 under folkefrontens tilbagetog over Ebro i nærheden af byen Gandesa. Han blev 26 år. Familien fik først besked om hans død fem måneder senere, og hans lig blev aldrig fundet.
Gustaf Munch-Petersen har ingen grav. Familien har ingen steder at gå hen med sin sorg.
Gustaf Munch-Petersen hørte til den modernistiske avantgarde i skandinavisk kunst og kultur i 1930'erne. Han var med til at skabe de afgørende kunstneriske nybrud i digtning, malerkunst og livsfilosofi inden for de beslægtede retninger: vitalisme, animalisme, primitivisme, psykoanalyse og surrealisme.
Sin unge alder til trods nåede han at udgive en række banebrydende digtsamlinger på dansk, svensk og engelsk, og male en række af de mest radikale og skelsættende surrealistiske malerier i nordisk malerkunst. Hans indsats har været til varig inspiration igennem generationer inden for poesi og maleri op til i dag. Hans surrealistiske digt ”Det underste Land” er en del af den danske kulturkanon.
Gustaf Munch-Petersen kom fra et velstillet, intellektuelt københavnerhjem. Faderen, Jon Julius Munch-Petersen, var professor i ingeniørvidenskab ved Danmarks Tekniske Højskole, og moderen, Valfrid Palmgren, var dr.phil. og lektor i sprog ved Københavns Universitet. Det lå i kortene, at deres begavede søn skulle gå forskervejen. I stedet realiserede han et liv som kunstner - og fik en død som romantisk revolutionær. I et digt ”til mine forældre” fra debutsamlingen ”det nøgne menneske” (1932) skriver han: ”jeg blev ikke det, i ventede - /jeg blev alt det, i havde frygtet”. Ordene har vist sig at være profetiske. Ikke blot i forhold til Gustaf Munch-Petersens forældre, men også i forhold til den familie, hans selv skabte, og deres efterkommere. Er den heroiske myte om Gustaf Munch-Petersen bare vokset i dansk litteratur- og kunsthistorie, er skyggen fra hans fatale valg hin morgen i 1937 vokset tilsvarende igennem de følgende generationer. Historien om Gustaf Munch-Petersen er historien om arvesynd i meget konkret forstand.
Det er den historie,Gustaf Munch-Petersens barnebarn Laurits Munch-Petersen forholder sig til i sin dramadokumentar ”Skyggen af en helt”. Ikke for at genfortælle den endnu en gang som mytologi, men for at forstå den og anskueliggøre dens konsekvenser som realitet. For familien generelt og for Laurits selv som skabende kunstner og familiefar. Det er der kommet en stærk, anfægtende og følelsesfuld film ud af. For hvor længe skal familien Munch-Petersen leve i skyggen af Gustaf Munch-Petersens tragedie?
”Skyggen af en helt” er dramaturgisk komponeret som en rejse. En rejse, hvor Laurits Munch-Petersen forsøger at åbne de spor i familien, der alt for længe har været blokerede, og en rejse, hvor han forsøger at følge de linjer ned i gennem historien og landskabet til det Spanien, hvor Gustaf Munch-Petersen kæmpede og faldt. Det er filmisk forløst som en personlig rejse, hvor instruktøren både er formidleren og forsoneren, og hvor Gustaf Munch-Petersens valg spejler og kontrasterer Laurits Munch-Petersens egne som kunstner. ”Skyggen af en helt” handler i sidste ende om instruktøren selv. Han spiller filmens hovedrolle, og tager det ansvar på sig, som Gustaf Munch-Petersen måske skød fra sig. Måske. For hvem kan stille sig til dommer?
Laurits Munch-Petersen åbner filmen med dommens perspektiv, men slutter den i tilgivelsens. Det er det fine ved ”Skyggen af en helt”. Som fortæller indleder han med to spørgsmål. Var Gustaf Munch-Petersen en helt, sådan som den kulturelle og politiske offentlighed har fremstillet ham? Eller var han en kujon, sådan som familien kunne se på en mand, der lagde ansvaret fra sig som familiefar og stak af, tilskyndet af ungdommelige og romantiske drømme om at spille en rolle i Den Spanske Borgerkrig, der i samtiden blev kaldt ”bohemekrigen”? Svaret bliver et tredje, der findes i ”det underste land”, som instruktøren dykker ned i.
Filmens egentlige rejse er denne rejse ind og ned i de gedulgte motiver og følelsesmæssige knuder, der har filtret familien sammen i uløselige konflikter og uafklarede relationer. For Gustaf Munch-Petersens fatale valg bliver med arvesyndens ubønhørlige logik gentaget af hans hustru Lisbeth Hjorth. Det, hun dybest set ikke vil, det gør hun, og det, hun dybest gerne vil, det gør hun ikke. Ti år efter tabet af Gustaf Munch-Petersen gifter Lisbeth sig igen med maleren Paul Høm og får tre børn. De to børn, Mette og Ursula, fra det første ægteskab skubber hun fra sig, da de bliver teenagere, og nægter at se dem, ligesom hun ikke vil knyttes til deres børn, herunder Laurits Munch-Petersen. Gustaf og alt hans væsen skulle væk, fortrængningen nærmede sig det korporlige.
Men et år før Lisbeth Hjorths død opsøger Laurits Munch-Petersen hende i hendes hus og værksted i Gudhjem. Han har sin dagbog med. I løbet af en weekend får han sin mormor til at åbne sig for det, der så længe har været lukket nede. Det bliver forløsende for dem begge. Den gamle, mærkede kvinde og den unge, mærkede mand. Men også for Ursula Munch-Petersen midtimellem. Datteren når at forsone sig med sin mor på dødslejet. Alt hvad der har flydt rundt som slagger i ”det underste land” dukker op til overfladen. Traumet i familien transformeres til en rigdom af skabende muligheder.
”Skyggen af en helt” er et synligt resultat af dette skabende potentiale, der lægger Gustaf Munch-Petersens valg dengang tilbage på den biografiske og historiske linje, hvor tiden var en anden. Det er en god, ja gribende film, fordi grundfortællingen i den et så ganske utrolig stærk, og det følelsesmæssige potentiale så ganske overvældende. Måske også for overvældende til, at instruktøren har kunnet etablere den nødvendige distance. Der er mange ideer, mange følelser og mange billeder, som flyder sammen i filmen.
Visuelt er filmen betagende og veksler mellem håndholdte scener og rolige panoreringer, dramatiserede optrin og autentiske indblik, alt sammen ledsaget af Laurits Munch-Petersens insisterende fortællerstemme og et elegisk lydspor af Peter Peter & Kyed, der lægger alen til historiens karakter af sorgarbejde. Det dramaturgiske forløb er klart tænkt, men virker ikke fuldkommen rent i sin udvikling. Filmens forløsning bliver af samme grund et delvist postulat, hvor gerne man end vil tro på dens sandhed og gyldighed.
I Spaniens-afsnittet er det ikke overbevisende, at en lokal guide til det historiske borgerkrigsdrama skal fungere som en slags psykolog, som Laurits Munch-Petersen betror sin familiehistorie til. Guiden træder jo i beskuerens sted, og jeg er ikke sikker på, at han er den rette til at bære vidnesbyrdet. I Bornholm-afsnittet tager fiktionen over. Laurits Munch-Petersens besøg hos mormoderen er en dramatiseret rekonstruktion med skuespilleren Ruth Brejnholm i rollen som Lisbeth Hjorth. Det virker ikke overbevisende, selv om instruktøren tydeligvis har investeret betydelige ressourcer i at få det til at fungere.
Som beskuer vil man gerne tages med til stederne - gerningsstederne - der kaster så lange skygger. Men det følelsesmæssigt opviglende lys, Laurits Munch-Petersen kaster ind i skyggernes land med disse dramatiseringer, fanger ikke de dybest liggende følelser i familiehistorien. De er gemt andre steder i filmen og åbenbares der, hvor den er mest transparent og porøs. Det er en meget vigtig og nødvendig film, Laurits Munch-Petersen har skabt. Godt at han har haft styrken til at lave den; dens konsekvenser vil manifestere sig som klarhed senere i hans liv. Det er jeg vis på. Indtil da kan det siges, som det ofte er sagt: Det har sine omkostninger at være kunstner - og kunstnerbarn.