Det hedder sig gerne, at i de græske tragedier ligner skæbnen et edderkoppespind, der er spundet, før fluen blev født. Fluens skæbne er således beseglet, før den aner det.
Denne anskuelse modificerer den kendte britisk-amerikanske filosof Simon Critchley i sin nye bog ”Tragedy, the Greeks and Us”:
”Hvad der i de 31 bevarede græske tragedier udspiller sig igen og igen er ikke en ulykke uden for vores kontrol. Snarere viser de os måden, hvorpå vi uforvarende bidrager til, at skæbnen hjemsøger os.”
De græske skuespil bliver altså kun til tragedier, fordi mennesket selv bidrager til at udløse ulykkerne. Tragedierne handler derfor ikke om, hvordan et menneske bør være, men om, hvad et menneskes lod i livet er. Vi pådrager os skyld. Nogle gange med fuldt overlæg, andre gange uforvarende.
Critchley eksemplificerer denne tese med den berømteste af de græske tragedier – nemlig Sofokles’ ”Kong Ødipus”. Ødipus betyder både ”opsvulmet fod” og ”jeg ved”. Og Ødipus erklærer selvsikkert, at han netop ved besked om, hvad der skal gøres, da hans stad plages af pest: ”Hvad frygter eller ønsker I? Al bistand den lover jeg.”
Og nok afdækker Ødipus den skjulte skyld, der har ført til byens lidelser, men dermed kommer det for en dag, at Ødipus selv har afstedkommet plagen gennem drabet på sin fader og det seksuelle forhold til sin mor.
Den blinde Teiresias havde ellers tidligt advaret Ødipus om, hvad han var på vej til at gøre, men som Critchley påpeger, er den græske titel på stykket ”Oidepous Tyrannos”. Tyrannen er kendetegnet ved ikke at lytte til det, der bliver fortalt ham, og ikke at se, hvad der sker lige for øjnene af ham.
Samtidig minder ”Kong Ødipus” os om, at vi ikke er selvberoende væsener, men er udleveret til livet på nåde og unåde. Deri ligner stykket andre græske tragedier. Der er altid noget, man gjorde, som man ikke skulle have gjort, eller noget, man ikke fik gjort, som man burde have gjort. Som det bliver udtrykt i Aischylos’ hovedværk ”Orestien”: ”Ak, skyldfri at ende sit liv og strafløs blev ingen forundt.”
”Tragedy, the Greeks, and Us” er en interessant, men også problematisk bog. Det problematiske består i, at Critchley har for vane at begynde i ét spor for derpå snart efter at veksle til et andet. Tekstanalyserne har derfor noget flimrende over sig. Når Critchley taler om ét emne, taler han samtidig om et andet og forliser dermed muligheden for den nærlæsning af de græske tragedier, han lægger op til. Tillige og især gør Critchley livet surt for læseren, da han ikke træder i baggrunden for at lade teksterne selv komme til orde på egne betingelser.
Der er mange træffende iagttagelser i bogen, for Simon Critchley er en spændende tænker, men værket maner ikke oldtidens tre store dramatikere Sofokles, Aischylos og Euripides frem i fuld figur.