Litteraturen er rig på historier om ret og uret, om skyld og straf. Lige nu er Forfatterskolen og dens bestyrelse ved at lægge grunden til endnu en historie – og en helt autentisk en endda – om en mand, der bliver dømt uden beviser, og om et miljø, der er præget af anonyme anklager, angiveri og absurde rettergange.
Vi kender rædselshistorier fra blandt andet Franz Kafkas roman ”Processen”. Her bliver Josef K arresteret. Han ved ikke, hvad han er anklaget for, og han får også lov til gå igen, uden at anklagen dog bliver ophævet. Igennem romanen prøver han at finde ud, af hvad anklagen går på, men det lykkes ham trods ihærdig indsats ikke. Det uigennemtrængelige bureaukrati, der omgærder retten, er helt umuligt at forstå. Til sidst dømmes han dog til døden og bliver dræbt.
I Henrik Stangerup roman ”Manden der ville være skyldig” er det omvendte tilfældet. Her er manden faktisk skyldig, men samfundet vil ikke anerkende, at han er det og dømmer ham derefter. Det går han så i stykker på, fordi han ikke kan leve med sin egen usonede skyld og et samfund, som ikke vil vedkende sig individets ansvar.
Der er ikke noget som skyld og straf, der kan sætte sindene i kog. Vi er inde ved en kerne af vores samfund. Og vi er inde ved kernen af det enkelte menneske og dets integritet. Det er også derfor, at MeToo-bevægelsen kan levere alt, hvad der skal til for at skrive en god roman: krænkelser, insinuationer, injurier, sex og frit fald og tidsubestemt straf for anklagede. Her er ofre og skurke og plads til indignation og medfølelse. Den historie kan næsten hamle op med de mest oplagte beretninger, som ”banditter i habitter” leverer dagligt i denne tid, efter at de har foretaget verdenshistoriens største røveri.
Hvad Forfatterskolen angår, så har 55 forfattere underskrevet et brev til skolens bestyrelse på baggrund af vedholdende rygter om sexchikane og upassende opførsel på skolen – det kunne man læse om i Kristeligt Dagblad den 30. oktober. De mange forfattere beder bestyrelsen om at tage hånd om sagen – hvis der altså er nogen.
Skolen har allerede for et par år siden indført en whistleblower-ordning. Men det er ikke nok. Bestyrelsen har nu fyret skolens rektor, Jeppe Brixvold, fordi han angiveligt ikke kan få ro på skolen. Bestyrelsen har således ladet sig påvirke af 55 forfattere, der måske og måske ikke ved noget.
Det kan man kalde en juridisk glidebane. Uanset hvor mange forfattere, der var medunderskrivere på sådant et brev, der bygger på sladder og bekymringer, så burde det ikke påvirke bestyrelsen. Det peger alt sammen på nødvendigheden af at værne om vores retssystem og vores retsfølelse, sådan som lektor og tidligere bestyrelsesmedlem Marianne Stidsen plæderede for i Politiken den 30. oktober. Her er noget at gå i gang med for en rigtig romanhelt.
Der er mange, der er blevet krænket seksuelt og har lidt under overgreb, sådan som MeToo-bevægelsen i nogle tilfælde har dokumenteret. Der har fundet uretfærdigheder sted, og det er godt, at de er kommet frem i lyset, men det har aldrig hjulpet nogen sag eller nogle ofre at udskifte den ene uretfærdighed med den anden. Og det er det, der sker, når man dømmer folk uden beviser og uden rettergang. Det har aldrig nogensinde været i orden at fyre folk på rygter, hvad enten disse rygter angår dem selv eller det sted, de er sat til at bestyre. Der må en reel sag på bordet og for retten, før man bør og skal drage konsekvenser af den.
Og så er det også betænkeligt med den whistleblower-ordning, som er indført på skolen. Umiddelbart kan det lyde meget besnærende, fordi whistleblowere har vist deres værd i for eksempel sagen om Cambridge Analytica og det amerikanske valg.
Men på et lille sted som Forfatterskolen kan den ordning vise sig at være et tveægget sværd, for hvad er det for en kultur, sådan en ordning kan medføre? Stikkeri, angiveri, mistænkeliggørelse. Det er ikke et sted, jeg ville have lyst til at være.
Men som et giftigt miljø i en politisk thriller vil dette sted byde på alt, hvad fantasien kan begære. Vi har sladder, rygtedannelser og intriger og en bestyrelse, der på ingen måde har bidraget til at skabe ro omkring skolen, men selv ser ud til at være en del af problemet. Nu mangler vi så bare nogle rigtige navngivne helte og skurke. Dem skylder Forfatterskolen at udpege.
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.