Skyttegrav fyldt med lommefilosofi

Erling Jepsens nye krigsroman er tæt på at være ligegyldig

Skyttegrav fyldt med lommefilosofi

En husmors blik på Første Verdenskrigs berømte slag skal i Erling Jepsens nye roman ”Erna i krig” give nye perspektiver. Nok har så forskellige ”store” mænd som Adolf Hitler og Louis-Ferdinand Céline taget hver deres oplevelser med derfra – og begge er antydet ved næsten-navns nævnelse i ”Erna i krig” – men derfor kunne en sønderjysk hyggeonkel af en mor måske også bidrage.

I en munter lystspilsform snyder Erna sig med i krig, fordi hun vil støtte sin sønderjyske sinkeplejesøn Kalle. Han er blevet tvangsindrulleret i den tyske hær. Forklædt som en mand rejser hun med Kalle ud i krigen og har sine egne idéer om, hvordan den skal føres og vindes. Hun drømmer godt nok om at være smørrebrødsjomfru, og hun forsøger at bruge korsstingspuder som valuta, men kaldes alligevel ”Store Mor” og kan få hårde mænd til at græde.

Krigen skal føres med ”synnejysk” hygge, og Erna forsøger derfor at skaffe blommer og æg til pandekager med blommesyltetøj og æggesnaps for at fejre Kalles fødselsdag. Uheldigvis falder det sådan ud, at 150 mand kommanderes i skyttegraven, Erna og Kalle inklusive. ”Nå, men man kan vel også fejre Kalles fødselsdag i skyttegraven”, tænker Erna som jegfortæller.

Denne resolutte nøgternhed er gennemgående for fortællerstemmen og skal være en form for latter i dødens skygge. Den virker oftest hjælpeløst forceret i mangel på bedre virkemidler til at opretholde forvekslingskomediens jargon.

Men krigen skal ikke kun føres, den skal også vindes, og derfor udtænker Erna den plan, at man kunne smitte hele den tyske hær med syfilis. Det lykkes hende at få en fransk kvinde til at tage ophold i en skurvogn, og hun giver den selv som bordelmutter. Jepsen forsøger sig med standhaftighedens mine som humor, men denne blaserte form for ironi er ikke kønsmoden.

I et lystspil kunne man forestille sig en lethed i tonen, som standhaftighedens patos velsagtens skulle understøtte. Det modarbejdes kraftigt af forfatterens trang til overforklaring af hvad som helst. Som eksempelvis da Erna må smide tøjet: ”At tage Julius’ uniform af er som at lægge en kammerat fra mig. Den har givet mig en identitet, som jeg nu er nødt til at sige farvel til.” Eller som grunden til, at man slår ihjel: ”Har man været spærret inde i et lille rum i syv dage og været udsat for larm og angst af den kaliber, vi har, er det grund nok for mig til at slå modstanderen ihjel, uanset hvor meget familiefar vedkommende er.”

Nok har Erna hele sit liv taget sig af en sinke, men hvorfor skulle det være nødvendigt at behandle læseren på samme måde?

Det kulminerer i kvindens blik på krigen, der ikke ender som en hyldest til kønnet, men snarere et udtryk for skyttegraven som fugtigt-egnet miljø for lommefilosoffer m/k: ”Kommer der nogen på min vagt, som skal skydes, vil jeg naturligvis gøre det. Sådan er det, men ellers ser jeg ingen grund til ligefrem at fare frem og myrde løs. Selvom man befinder sig i en krig, kan man godt opføre sig ordentligt og leve op til en almindelig god omgangsform.”

Disse feminine banaliteter er samtidig skrevet i så fladt et meddelelsessprog, at det er svært at se den kunstneriske ambition.

Det er for så vidt godt gået, at ”Erna i krig” er letlæselig med tanke på denne ophobning af et blasert virkelighedsforhold forklædt som humor, skyttegravsfilosofi og kvindeblik. Men så hellere være en tysk soldat på tabersiden med syfilis. Det er i det mindste en genisygdom. Så slap man også for at tænke, at andre mennesker har behov for salver som denne: ”Jeg er ikke klar over, om de andre soldater ved, jeg er en kvinde, men måske det i virkeligheden er ligegyldigt her, hvor overlevelse har første prioritet.”