Prøv avisen

Slægter kommer, slægter går

Forfattere kan være heldige at finde det rigtige stof på det rigtige tidspunkt. Og det gjorde Ernest Hemingway som ung forfatter i 1920’erne, mener Leif Davidsen. – Foto: Søren Staal.

Der er machoeventyreren og selviscenesætteren Ernest Hemingway. Og så er der stjerneforfatteren, der blev sin fortabte generations kraftigste stemme og i sine noveller og ikke mindst romanen Solen går sin gang mestrer den minimalistiske stil. Leif Davidsen er mest begejstret for den nobelprisvindende forfatter

I tilhører alle en fortabt generation, sagde Gertrude Stein om Ernest Hemingway og de øvrige forfattere og kunstnere, der i 1920erne besøgte den amerikanske forfatter og kunstkatalysator på Rue de Fleurus 27 i Paris, hvor værker blev kritiseret, og væggene var dækket af tidens avantgardekunst.

Fortabt, fordi de unge kunstnere var retningsløse, hvileløse, gudløse og rodløse. Håbet og troen på mening med livet og fremtiden var skudt i smadder i skyttegravene under Første Verdenskrig. Tilbage stod en generation af unge, der så stort på etik og moral og levede en dekadent tilværelse med sprut og slåskampe som dagens højdepunkt. De var desillusionerede og troede mest af alt på sig selv og deres kunstneriske evner. Det lyder umiddelbart bekendt med nutidens ideologiløse nå-generationer dog uden det store traume som afsæt.

Dengang førte det moralske kollaps til nogle af tidens største værker, herunder Hemingways Solen går sin gang, der med en helt unik litterær stil indkapsler tiden og dens (u-)ånd. En stil, generationer af forfattere efterfølgende ser op til og er inspireret af.

Leif Davidsen er en af de danskere, der kender Hemingway allerbedst og peger på Solen går sin gang som den fremmeste roman fra amerikanernes hånd. På vej hjem til Leif Davidsen får et program i bilradion, der handler om troen i dag, mig til at tænke på Hemingway og co.s narcissistiske livssyn og manglende håb. For var der intet lys i mørket ud over de gnistrende lamper i Paris caféer i 20erne?, spørger jeg Leif Davidsen, der tager imod i sit rækkehus i Smørum uden for København med dampende te og pebernødder.

I skyttegravene døde Gud og livsformen, som den var før. Værdierne og det moralske kompas var fuldstændig forandret, siger han.

De patriotiske floskler om fædrelandet gav ikke længere mening. Når det kommet til tro, er Hemingway meget dobbelttydig. Han var meget sekulær i sin livsform, men jeg læser meget Gud i hans noveller og romaner. Hans mor var stærkt troende og havde opdraget ham meget religiøst. Han var praktiserende katolik, gik i kirke og skriftede, samtidig med han forbrød sig på samtlige dogmer. Han drak, var gift fire gange og løj. Denne dobbelttydighed er også til stede i hans bøger, siger Leif Davidsen og nævner en scene i Solen går sin gang, hvor de to hovedpersoner besøger en kirke uden at finde mening med det.

I den yderst selvbiografiske roman skildres netop de desillusionerede menneskers flugt fra livets bekymringer og store valg. Der drikkes uhæmmet meget, og de traditionelle værdier og forhold mellem kvinder og mænd er i total opløsning. Ideologierne vendte jo som bekendt tilbage senere efter depressionen. Den blomstrende kommunisme efter Den Russiske Revolution mod øst var stadig uden for vesterlændingenes rækkevidde i 20erne. Det var Europa, det handlede om. Mange amerikanere opholdt sig i Paris, hvor de kunne leve billigt på grund af den lave franc. Det var forbudstid i USA, hvor puritanisme og autoriteter stadig regerede. Hemingway boede i en årrække her som reporter og kæmpede med sine første værker. Meget af tiden stod den på en dekadent livsstil sammen med forfattere som F. Scott Fitzgerald og Ezra Pound ud fra devisen, slægter kommer, slægter går, som der står forrest i den seneste oversættelse af bogen af Klaus og Inge Rifbjerg.

Solen går sin gang fra 1926 handler om journalisten Jake, der også bor i Paris og spenderer fritiden på byens caféer med et slæng af døgenigte og livsnydere, der fester, som var der ikke nogen efterfølgende dag. De rejser til Pamplona i Spanien for at fiske og deltage i fiesta-dagene og følge la faena, matadorens dødedans med tyren. En fest akkompagneret af slåskampe og utroskaber.

Solen går sin gang kan forekomme ret ligetil og ligefrem overfladisk i sin realistiske skildring af det festlige liv i Paris og Spanien. Den er fortalt meget aktivt lige ud ad landevejen og minder meget om hans noveller, som Davidsen er meget begejstret for.

Jeg kan også godt lide ved romanen, at den er så fysisk i sit sprog. Det er ikke en hovedkarakter, der sidder og filosoferer over liv og død. Han er meget filmisk, i den forstand personerne ikke tænker gevaldigt meget, men agerer og fører mange dialoger. Den beskriver vejret, maden, vinen og for eksempel tyrefægtningen grafisk og alligevel enkelt. Jeg har aldrig forsøgt at skrive som Hemingway, men ligesom for ham eller en Graham Greene betyder miljø og steder meget for mig. Hemingways evne til at fange og fastholde miljø var inspirerende for mig, da jeg var en ung, kommende forfatter, siger Davidsen.

For ham er det også det, der står mellem linjerne, der er den tidløse genialitet. Det, man kalder isbjergteknik, hvor det meste er usynligt og ligger under overfladen, mens teksten kun afslører toppen. Måske kræver det flere læsninger af romanen for at fange aspekterne. Det at leve livet, se døden i øjnene og leve et håbløst liv. Bogen er måske ikke særlig opbyggelig, men det er også dens styrke, mener Leif Davidsen.

Hemingway var som ham først reporter og siden forfatter, og det var gennem det første fag, at han lærte at mestre det andet og blev en mesterforfatter. En redaktør lærte ham engang at fjerne al overflødigt fedt og skære ind til benet. Hemingway søgte væk fra de tidligere litterære overflødighedshorn og blomstrende sprog. Det handlede om at være så minimalistisk som muligt. De heroiserende epos hørte fortiden til. Det blev en stil, vi i dag kender fra forfattere som Helle Helle, der netop har modtaget den prestigefyldte pris De Gyldne Laurbær.

I Solen går sin gang tager Hemingway fat i flere tilbagevendende temaer i hele forfatterskabet, navnlig kønsroller og mandens identiteter. Så er der hans civilisationskritik og flugten fra den tyngende civilisation og ud i naturen, i dette tilfælde en sø i det nordlige Spanien, hvor Jake og en ven er på fisketur. Men selv da kommer civilisationen efter dem.

Det er frikvarteret fra hverdagen og civilisationen, men i lige så høj grad fra kvinder. Det er et evigt tema hos ham at finde lykken ude i naturen, i paradisets have, alene eller med en anden mand, fri for de forræderiske kvinder. Men det er kun et frikvarter. De må altid vende ned fra bjerget eller væk fra floden. Hverdagen og livet vender altid tilbage. I romanen ender det i vold og jalousi. De kan ikke frigøre sig totalt, siger Leif Davidsen, der altså er mere begejstret for Hemingways tidlige værker frem for de senere som for eksempel Hvem ringer klokkerne for fra 1940 og Den gamle mand og havet fra 1952.

Forfattere kan være heldige at finde det rigtige stof på det rigtige tidspunkt. Og det gjorde han som ung forfatter i 1920erne. Den kunne ikke skrives på andre tidspunkter. Allerede i 1932, hvor han skriver om tyrefægtning, er vi ude i det patetiske, mener Leif Davidsen og peger på, at kvaliteten nok hænger sammen med Hemingways stigende berømmelse og selviscenesættelse.

Han kan bedre lide forfatteren frem for mennesket, der begyndte at sætte det første foran det andet efter Solen går sin gang, der ifølge Davidsen var frisk, som Hemingway selv var. Dengang omgav han sig med eksperimenterende og avantgardistiske forfattere som Joyce, Pound og Stein. Han var en belæst mand, som kunne sin litteratur. Men onde tunger mener, at det hele ændrede sig, især efter 1930erne, da han med Hvem ringer klokkerne for fandt ud af, at han kunne tjene penge på bøgerne.

Myten Hemingway er måske i dag lige så stor som forfatteren, hvis ikke større. Unge amerikanere valfarter til Pamplona for at besøge de barer, Hemingway besøgte. Det er myten om den mandschauvinistiske og overmodige eventyrer, der gik på løvejagt, scorede damer og var ved fronten under krigene. Hemingway blev den første store forfatterstjerne. Han viste sig frem i de kulørte blade og stillede op med boksehandsker og pralede af sit mod, druk og kvinder. Han mængede sig med de andre kendte stjerner som Marlene Dietrich og Cary Grant. Hans store ego kom altså i vejen for kreativiteten.

Leif Davidsen må krybe til korset og indrømme, at han også er lidt fascineret af myten. Han har sat et mål om at besøge alle de barer, He-mingway besøgte, fra Paris til Havana. Han har endda gjort lidt grin med fascinationen i sin roman På udkig efter Hemingway fra 2008, der handler om en dansk mand, der rejser til Havana for at leve lidt vildt.

Men myten om Hemingways kvindesyn er for eksempel overdrevet, mener Leif Davidsen.

Han sagde en masse vrøvl i interview, men han var faktisk meget moderne, for eksempel i romanen Edens Have, hvor der byttes identitet og køn på en ganske avanceret måde, og i Solen går sin gang, hvor Brett opfører sig som en mand.

Var Hemingways livsstil prisen for at blive en stor forfatter?

Han levede myten om den fortabte generation og de mandlige dyder helt ud. Håbløsheden skulle fyldes med andet end Vor Herre og ideologi. Tomrummet fyldte han med kvinder, alkohol og spænding. Men også med skrivning. Så længe han kunne skrive, var han glad. Han elskede sit håndværk til det sidste. Det var nok som Steven King har sagt det, at han ikke var en stor kunstner, der næredes af alkohol, men en alkoholiker, der også var en stor kunstner. Nu er Christopher Hitchens jo lige død, og han sagde, at hvis hver eneste drink og cigaret har hjulpet mig med at skrive og have en god samtale, så var det ikke én for meget. Det vil Hemingway nok kunne skrive under på.

krasnik@k.dk

Om Solen går sin gang

Handlingen foregår i Paris i begyndelsen af 1920erne. En gruppe velhavende unge, livshungrende kunstnere og forfattere fra USA lever et omflakkende liv med mange glæder og få sorger på byens caféer. De rejser til Pamplona i Spanien, da Paris bliver for kedeligt. Her fortsætter det dekandente liv med sprut og fest døgnet rundt.

Ernest Miller Hemingway

Født 1899 i Oak Park i Chicago. Flyttede til Paris som korrespondent for Kansas City Star og deltog i Første Verdenskrig som frivillig i Røde Kors ambulancekorps på den italiensk-østrigske front. Oplevelserne inspirerede ham til Farvel til våbnene (1929). Tiden i Paris skrev han om i Der er ingen ende på Paris. Han skrev mange noveller, herunder In our time, men blev rigtig anerkendt med Hvem ringer klokkerne for fra 1940 inspireret af tiden som krigskorrespondent i Den Spanske Borgerkrig, hvor han sluttede sig til den antifascistiske front. Hemingway nåede at bo mange steder, herunder i Havanna. I 1954 modtog han nobelprisen i litteratur. Syv år senere skød han sig i sit hjem i Ohio.

Værker vi mærker

Dette er niende artikel i tredje omgang af klassikerserien Værker, vi mærker. Læs næste gang seriens sidste interview med præst Claus Oldenburg om Thomas Manns Josef og hans brødre.