Medrivende roman om en sønderjysk slægt

Debutanten Anne Elisabeth Jessen fortæller en medrivende og overbevisende historie om en sønderjysk slægt

Anne Elisabeth Jessen giver et godt og medrivende billede af en landsdels historie, som ellers ikke fylder overvældende meget i dansk litteratur.
Anne Elisabeth Jessen giver et godt og medrivende billede af en landsdels historie, som ellers ikke fylder overvældende meget i dansk litteratur.

Endnu en slægtsroman. Endnu et stykke danmarkshistorie. Kan vi aldrig få nok?

Tilsyneladende ikke.

Jens Smærup Sørensen har gjort det. Katrine Marie Guldager har gjort det. Merete Pryds Helle har gjort det. Jane Aamund har gjort det. Og nu har debutanten Anna Elisabeth Jessen så også gjort det med romanen ”Om hundrede år. En sønderjysk familiekrønike”.

Jeg skal indrømme, at jeg efterhånden ser på annonceringen af endnu en familiekrønike med en vis skepsis. Skal vi nu gennem det 20. århundrede én gang til med Besættelsen og 1968 som de evindelige omdrejningspunkter? Det kræver noget at få den historie til at fænge en gang til. Men det gør Anna Elisabeth Jessen. Hun gør det af tre grunde:

For det første er slægtsromanen fortalt i et enkelt, men overbevisende sprog. Tonen holder romanen ud. Og fortælleren skifter ubesværet synsvinkel mellem de forskellige familiemedlemmer, som også skildres, så karaktererne står klart, til trods for at der er mange familiemedlemmer, som indgår i fortællingen. Det er fint gjort af en debutant.

For det andet lader hun historien udspille sig i Sønderjylland eller Nordslesvig – hvad man nu foretrækker at kalde det. Det flytter fokus fra besættelsestiden og Anden Verdenskrig til Første Verdenskrig, som sønderjyderne var med i, da de jo var en del af Det Tyske Rige. Det giver historien nogle særegne facetter, fordi familiekrøniken rummer traumer som følge af de krigsdræbte fædre og sønner, for slet ikke at tale om dem, som kom hjem og var mærket for altid af livet og døden i skyttegravene. Jessens slægtshistorie tager sit udgangspunkt i krigsudbruddet i 1914 og fører den frem til 2013.

For det andet fortæller Jessen sin historie på en original måde. De centrale figurer er fem søskende født før og efter Første Verdenskrig. Det er dem og menneskene omkring dem, deres forældre og deres efterkommere, som det hele handler om. Den særlige måde at fortælle historien på er, at hvert år fra 1914 til 2013 får hvert sit lille kapitel. Heri hører man om vigtige, men også helt almindelige hændelser i familien. Det giver en glimrende fremdrift i fortællingen. Og det giver også et godt vekselspil mellem store historiske verdensbegivenheder og lokale forhold.

Man hører med selvfølge om verdenskrige, genforeningen og globaliseringen, ligesom man også hører om, hvordan telefon, bil, radio, traktor, tv, malkemaskine og computer først er noget ganske særligt og senere bare er en del af alles hverdag. En del af den historie handler også om, hvordan familien som udgangspunkt er missionsk, men at den almindelige verdsliggørelse også finder indpas her, efterhånden som nye generationer kommer til.

I historien står slægtsgården som dét centrale sted, hvor familien er samlet, og hvorfra den enkeltes verden går. Men mens gården i mange år er et selvstændigt landbrug, ender den med at være et sted, hvor et oldebarn driver liberalt erhverv. Jorden er solgt fra eller forpagtet ud, og slægten er ikke længere bønder. Ja, slægten er slet ikke slægt i gammeldags forstand, fordi et adoptivbarn fra Kina bliver slægtsgårdens arving.

Romanens svageste led er beskrivelsen af den genera- tion, der ikke bare er børn af en far, der var modstandsmand, og som opgav landbruget og blev fabriksarbejder, men også af det famøse forår 1968. Det er en genera- tion i globaliseringens tegn, og en generation, som favner det hele. En bliver gift med en berliner og adopterer en kinesisk pige. En anden indleder et lesbisk forhold til en kinesisk kvinde. Det nationale bliver underspillet, så kun det lokale og det globale er tilbage til sidst. Det hele er bare så meget i orden, at det også bliver udtryk for tidens politiske korrekthed.

Men bortset fra at jeg savner Dansk Folkepartis holdninger, som fylder en hel del i Sønderjylland i dag, så giver Jessen et godt og medrivende billede af en landsdels historie, som ellers ikke fylder overvældende meget i dansk litteratur.

Læs interview med Anna Elisabeth Jessen i Kristeligt Dagblad på lørdag.