Prøv avisen
Teater

"Slagballe Banke" er en slagkraftig humanistisk fest

Forestillingen ”Slagballe Banke” er bygget op omkring 12 nye sange, som får fuld udblæsning på scenen. Foto: TEATRET/Teateriet Apropos

Instruktøren og manuskriptforfatteren Hans Rønne beviser igen, at han er en mester i at skabe levende og ærlig underholdning, der går lige i sjælen

I disse dage er aarhusianske scenekunstnere i færd med at undersøge fundamentet for den musik, vi lytter til. Hvor kommer musikkens lyde fra? Hvad skal vi med dem? Hvilket fællesskab får vi med musikken? Og kan vi egentlig formå at konstruere noget originalt oven på det gamle? Denne interesse findes ikke kun på byens store landsdelsscene, men også Godsbanens Åbne Scene, som lige nu lægger lokaler til TEATRET og Teateriet Apropos’ musikforestilling med årets måske mest slagkraftige titel: ”Slagballe Banke”.

Hans Rønne har udviklet sig til en slags teater-auteur udi komediedramaer. Og han har endnu en gang begået en skæg, rørende og livsbekræftende forestilling om små, almindelige skæbner i et genkendeligt lillebysamfund. Endnu en gang formår han også at forny sin form og tone, så man ikke føler, man har set det hele før.

Slagballe er en lille landsby i Horsens Kommune. Siden 1967 har byens (fiktive) danserestaurant, Slagballe Banke, været vært for en sommerfest. ”Er det ikke kun et sted for skindøde pensionister?”, spørger folk. Måske. Men i år er det unge Christians band, der skal levere musikken til festen, og for dem er det en kæmpe mulighed. Ganske hurtigt får deres familier og bekendte også møvet sig med i bandet, så de til sidst står ni mand høj med hver sit skrumlede instrument, hver sin bøvlede personlighed og tunge bagage – og en masse sange, der skal arrangeres.

”Slagballe Banke” er bygget op omkring 12 nye sange skrevet af aarhusianske bidragydere. Sangene spænder fra sjove og skæve over melankolske og stille til larmende og swingende. De bygger alle oven på genrer og lyde, vi kender: fra folkesang til balkanlyd og tilbage til dansktop og tuderock. Violin, klarinet, saxofon, kontrabas, tuba, guitarer, keyboard, elektronisk sampler, trommer, trombone. Skuespillerne spiller på det hele, og persongalleriet er lige så broget som musikstilene. Omfanget af fortællingen er passende, ikke for ambitiøs, ikke for lille, og der er plads til, at både musik og karakterer kan folde sig ud. Deres små historier og indbyrdes relationer væver sig ind på elegant og uforceret vis.

Mange af sangene bliver sunget uden mikrofoner, hvilket giver en uvant nøgen lyd. Her er der ingen elektroniske mellemlag, og vi kommer helt tæt på stemmerne. Ensemblet er alle multikunstnere, der kan synge og spille på mindst tre instrumenter. Og Hans Rønne beviser igen, at han er en suveræn personinstruktør, der kan få det mest ærlige teater ud af sine skuespillere, nogle mere erfarne end andre. De spiller skuespil på så overbevisende et menneskeligt plan, at grænsen mellem virkelighed og teater synes sømløs.

Jens Kepny Kristensen brillerer med et indlevende portræt af den rørende følsomme pædagogmedhjælper og tubaist Janus. Hans kropssprog matcher den ensomme tubas lyd, og han er lige så usikker i sin sang som i sig selv. Hans præstation overgås kun af Uffe Rørbæk som den nyslåede enkemand Leif. Vi møder ham på grådens og sammenbruddets rand og får så lov at opleve, hvordan han liver op i selskab med musikken og som del af et sammentømret, men mangfoldigt fællesskab. Han leverer en stjernepræstation, hvor hvert et ord, hver en pause, hver famlen og fumlen føles ægte. Det er sjældent, at man ser så rå følelser lagt frem på en scene.

”Slagballe Banke” formidler flot den ekstase, man kan føle, når man er en del af et kreativt projekt i fællesskab med andre. Den viser også den glæde, man kan føle, når man giver plads til andre. Og så får den os til at huske på, hvorfor vi hver især elsker musik – alle typer musik. Hans Rønnes lille hverdagsmusical går lige i sjælen og vinder slaget om Aarhus’ bedste musikforestilling i denne omgang.