Prøv avisen
Interview

Yahya Hassans modstykke: Ung muslim digter om kærlighed og identitetskriser

Der er mange unge muslimer, som oplever udfordringer, når det kommer til identitet og kærlighed, og det forsøger jeg at vise med min digtsamling, fortæller bogaktuelle Danial Khalil. Foto: Leif Tuxen

I sin debutdigtsamling skriver Danial Khalil om at være slave af Allah og produkt af Europa - og om de kærlighedskonflikter og identitetsproblemer, som opstår, når man står splittet mellem to kulturer

Hvilke konflikter i hverdagen kæmper man med, når man på den ene side er slave af Allah og på den anden side et produkt af Europa?

Det forsøger den 23-årige digter med de afghanske rødder Danial Khalil at vise i digtsamlingen ”Kærlighed og kulturskyer”. Selvom sammenligningen med Yahya Hassan ligger lige for, giver det ingen mening at drage paralleller mellem de to unge digtere, forklarer Danial Khalil.

For mens Yahya Hassan er opvokset med vold i en ghetto, er Danial Khalil vokset op i et trygt hjem i et villakvarter i Søborg lige uden for København.

Bogen skal derfor heller ikke opfattes som et ungdomsoprør, men blot et indblik i dagligdagens problemstillinger, når man er splittet mellem to kulturer.

”Der er mange unge muslimer, som oplever udfordringer, når det kommer til identitet og kærlighed, og det forsøger jeg at vise med min digtsamling. Nogle vil kunne relatere til digtene i bogen, andre vil ikke. Det er ikke en vred bog, som forsøger at pege fingre. Den forsøger at skildre de udfordringer, man kan opleve, når man vil følge sin religion og sine følelser på samme tid.”

En stor del af digtsamlingen beskæftiger sig med den svære kærlighed og skismaet mellem lyst og pligt, som Danial Khalil har flere erfaringer med. Digtet ”Serendipitet” handler om, hvordan han i de tidlige teenageår blev forelsket i en pige, som han nødtvungen måtte fortælle, at han ikke var forelsket i alligevel.

”Jeg havde sommerfugle i maven, men det var meget uskyldigt, og der var ingen fysisk kontakt involveret. Vi gik ture i frikvarteret, men om eftermiddagen skulle jeg i moskéen, hvor jeg fik at vide, at islam ikke tillod den slags, og så fik jeg dårlig samvittighed. Jeg var nødt til at afvise hende, og så valgte hun min ven i stedet. Det var hårdt, men der kom et godt digt ud af det.”

”Det handler om, at man gerne vil være en god muslim, men der er også ydre faktorer, som presser på. I visse kredse eksisterer rygtesamfund, der gør, at folk simpelthen ikke tør være dem selv. Der er mange forventninger til, hvordan folk bør være og opføre sig, og på den måde bliver folk holdt i snor. Men ansvaret ligger også hos de unge selv. Jeg oplever en del unge piger med anden etnisk baggrund, som lyver om, at de er jomfruer og ikke drikker. Det er med til at opretholde illusionen om den perfekte, anstændige muslimske kvinde, og det gør det blot sværere for andre at bryde ud af det her, hvis det er det, de ønsker.”

Opfattelsen af, at en muslim bør opføre sig på en særlig måde, skyldes ifølge Danial Khalil, at muslimer bliver opfattet som en kollektiv enhed – en holdning, han oplever hos både højrefløjen og i de muslimske miljøer.

”Højrefløjen ødelægger det for mange unge med deres absurde udtalelser og generaliseringer om muslimer. Det gør, at unge muslimer ikke føler tilknytning til landet, selvom de har gode muligheder her. På den anden side har mange muslimer en tendens til at føle sig som en del af et broderskab, men det er en illusion, for vi har ikke nødvendigvis noget tilfælles, der gør, at vi automatisk skal identificere os med hinanden. Det er ærgerligt, hvis man reducerer sin egen identitet til alene at handle om religion. Det er det samme, når folk kalder mig ’bror’. Gu’ fanden er du ej min bror.”

Identiteten er netop én af de faktorer, som har været med til at gøre ungdommen forvirrende for den 23-årige digter. I teenageårene tænkte han sjældent over, at han havde en anden baggrund end de fleste, men til studentereksamen i dansk gik det op for ham, at hans etnicitet havde betydning for, hvordan omgivelserne opfattede ham.

”Jeg havde trukket et gammelt digt og en folkevise, og det gik virkelig godt. Da jeg fik min karakter, fik jeg da også ros af censoren, som mente, at jeg analyserede teksterne virkelig godt – til trods for min baggrund. Kommentaren irriterede mig, for hvorfor skulle jeg ikke kunne forstå det lige så godt som alle andre? Identitet skaber stabilitet i tilværelsen, og episoder som denne er ikke noget, der gavner følelsen af at høre til.”

Få dage efter begyndte Danial Khalil på digtet ”Hvem er jeg?”, som handler om dilemmaet ved at stå med et ben i hver lejr, hvor den ene lejr føler, at man er for dansk, og den anden lejr føler, at man ikke er dansk nok.

”Hvem er jeg?” er det ældste digt, der er kommet med i digtsamlingen, og siden det digt begyndte tankerne i hovedet at blive til bogstaver på blokken. Danial Khalil aftalte med sin gode ven, at de hver onsdag skulle aflevere to digte til hinanden, som de skulle give feedback på inden søndagen. Skrivningen blev struktureret, og det kastede en stor portion digte af sig.

”Jeg har aldrig været god til at fortælle om mine følelser til mine venner og familie, så poesien har været min måde at udtrykke det på. Det kan være lidt tabubelagt at tale med sine drengevenner og forældre om identitet og kærlighed. Jeg var nervøs for, hvordan mine forældre tog imod digtsamlingen. De har aldrig læst noget af det, jeg har skrevet før, og de har haft det svært med, at fester og druk er en del af den danske kultur. Da jeg var mindre, ville de ikke have, at jeg gik rundt med for mange danskere, fordi de frygtede, at jeg ville glemme mine egne rødder. Men de ville heller ikke have, at jeg gik rundt med for mange med anden etnisk baggrund, fordi de var bange for, at jeg havnede i noget banderelateret. Hvem skal jeg så snakke med? Det har været et stort dilemma, men jeg priser mig lykkelig for mine forældre, for de har været gode til at sætte sig i mit sted, og de har taget godt imod digtsamlingen.”

Selvom Danial Khalil gerne vil gøre op med det rygtesamfund og den sociale kontrol, som forhindrer nogle unge muslimer i at gøre, hvad de har lyst til, erkender han, at det kan være svært. På visse områder er han stadig selv tilbageholdende og lader sig styre af omgivelserne.

”Jeg vil gerne hjælpe organisationen Sabaah, som blandt andet støtter homoseksuelle med anden etnisk baggrund, men jeg har stadig svært ved at lade omverdenen vide det. På den måde lader jeg mig stadig diktere af andre folks holdninger. I den kommende tid skal jeg ud at holde foredrag på en række folkeskoler, så jeg føler, at jeg gør, hvad jeg kan for at bidrage til debatten. Men det er svært at gøre alle tilfredse. Enten får jeg at vide, at jeg skal skride hjem til mit eget land, eller også får jeg at vide, at jeg er anerkendelsestørstig.”

"Højrefløjen ødelægger det for mange unge med deres absurde udtalelser og generaliseringer om muslimer. Det gør, at unge muslimer ikke føler tilknytning til landet, selvom de har gode muligheder her," siger Danial Khalil.