I 1967, da 50-året for salget af De Vestindiske Øer til USA nærmede sig, tog Thorkild Hansen fat på sin slavetrilogi. Det var et værk, der blev modtaget med en næsten glubende appetit. En trilogi til tiden. Hansen skrev dramadokumentarisk, medrivende. Om brutalitet og mangel på moral.
Der er masser af litteratur om slavehandelen og også romaner af danske forfattere, der diskuterer slavesamfundet og dets iboende rationalitet. Amerikanske film er der i massevis – og ingen er eller bør være i tvivl om, at slaveriet var og er en uafvaskelig plet på Europas og Amerikas historie. Ja, vi ved endda også, at det er en plet på Afrikas historie. Det var sorte, der solgte sorte til de hvide.
Nu nærmer 100-året for salget sig. Det vil sige af de øer, der længe ikke havde været et slavesamfund, men et samfund med en lille skare embedsfolk og erhvervsdrivende – og et landarbejderproletariat under en dansk tyendelov.
Mich Vraa har skrevet romanen ”Haabet”, der simulerer et blik ned i og ind i nogle kilder, som forfatteren har fået bredt ud på sit bord. Det er disse kilder, der taler. Eller rettere: Det er disse kilder, der er skrevet og konstrueret, så de kan tale med hinanden – uden at de angivelige forfattere altid ved det. Der er uddrag af dagbøger, logbøger, slaveregulativer, korrespondancer, videnskabelige afhandlinger, men efterhånden som mosaikken lægges, bliver det tydeligt, at dette greb er for kompliceret.
Mod slutningen bliver de fiktive forfattere af de tilfældige kilder mere indsigtsfulde, begynder at fortælle i sammenhænge, de ikke tidligere kunne overskue. Figurerne har nemlig længe været fremstillet som forholdsvis naive. Problemet med historiske romaner er desuden ofte, at forfatterne partout skal have alle de kendte til at mødes med de ukendte og med hinanden. Der er således ikke en tilfældighed, der får lov til at råde – særligt meget. På den anden side er den sidste del af bogen den mest flydende og fængende.
Fortællingen er, at en tidligere skibskaptajn og reder bliver snydt af kaptajnen på sin fregat ”Haabet”. Rederen har været slavekaptajn, men har af flere grunde vendt sig fra denne metier. Dels som følge af slavehandelsforbuddet af 1792, dels fordi hans kone under et oprør på et slaveskib blev fanget og voldtaget af slaverne. Derfor har han nu en mulatdatter på Thurø.
Lægen på samme togt havde også en kone, men hun blev både misbrugt og halshugget. Rederen skal nu i 1803 med sin datter på en sejltur med ”Haabet” til Frederikshavn, der faktisk i begyndelsen af 1800-tallet endnu hed Fladstrand. Her går det galt. Kaptajnen tager kommandoen fra rederen og går til slavekysten for at købe slaver – stik imod forbuddet. Det fører så den unge farvede skibsrederdatter ud på et forbudt slavehandelstogt. Hun ender i Vestindien, hvor vi møder hende, da hun langt senere er blevet lærerinde for de sorte på en plantage.
Parallelt med denne historie fortælles den om den idealistiske akademiker Mikkel Eide, der i 1820’erne vil skrive om og mod slaveriet. Han løber ind i lægen og enkemanden fra det fatale slavetogt i slutningen af 1780’erne. Denne er blevet kynisk. Han bliver en figur, der står for én af de holdninger, der diskuteres. Han ser slavesamfundet som en konstruktion, der ikke kan ændres. Over for denne introduceres med hjælp af Mikkel Eide guvernør Peter von Scholten – og helt ude i enden samles trådene så gennem en mistet, men fundet taske, der – ikke kun på Mich Vraas bord, men også på Eides – giver svar og måske håb.
Det er sådan, Søren Kierkegaard holder virkeligheden på afstand – ved at finde nogle skjulte eller glemte breve. Det er selvfølgelig håbet, der er ledemotivet, blasfemisk, modbydeligt, ondt, når det gælder mennesker, man ikke skænker noget håb. Skibet hedder ”Haabet”, og håbet som symbol og idé tematiseres gennem bogen.
Bogen er blodig og brutal i sine skildringer af slavernes lidelser. Men der er også figurer af nærmest dickensk karakter – de uskyldige, der ikke kan knækkes. Maria er et sådant lys i mørket – og hende, der måske rummer et håb. Der er også en god del guvernante-horror i den – og en del beskrivelser af følelser og reaktioner, der ikke på nogen måde er sandsynlige i perioden fra cirka 1790 til 1830. Sproget og tankerne er for rene, for moderne. Observationerne er for klare og entydige – så man tvinges til at tænke på figurerne som agerende, der har fået lagt replikker i munden.
Romanen er ikke dårlig, men den er lidt irriterende ved sin måde at skabe handling ud af kilder, som forfatteren selv har lavet. Det er en forfatter, der vil holde afstand. Den har suspense, men den er også lidt kulørt. Mest af alt er den en erindring til læserne i dag – om at også Danmark engang deltog i slavehandelen og dens brutalitet.
Mich Vraa: Haabet. 416 sider. 299,95 kroner. Lindhardt og Ringhof.