Solen spejler sig smukt i Bagsværd Sø. Her kan man føle sig fattig og rig på samme tid. For på den ene side tilhører den dejlige danske natur, som har inspireret digtere gennem flere hundrede år, alle med en offentlig skovsti rundt om søen, som bliver flittigt brugt af kærestepar, kondiløbere og andre kommunebørn med røde kinder. Men på den anden side må selv folkets frie sti bukke ydmygt uden om en håndfuld af de bedste pladser ned til søen, hvor de store palæer ligger med deres private engelske parker.
”Der blev ikke sparet på noget, da de store danske købmænds klassicistiske kæmpevillaer blev bygget som tidlige sommerhuse i slutningen af 1700-tallet til indgangen af 1800-tallet. For de storkøbmænd, der på kort tid var blevet voldsomt rige, nok især på den oversøiske handel med Dansk Vestindien, ville også gerne vise, at de havde råd til at leve som adlen, så deres byggerier lyser af herremandsdrømme,” siger Benedicte Bojesen, der er museumsinspektør på kunstmuseet Sophienholm, som Lyngby-Taarbæk Kommune købte af bladfamilien Aller i 1963, efter den smukke ejendom ellers havde tilhørt skiftende rigmænd siden 1767.
Da en af Danmarks rigeste købmænd, Constantin Brun, overtog ejendommen i 1789, blev der for alvor sat fut i herremandsdrømmene. Forinden havde den stenrige skibsreder Erich Erichsen set, hvordan de store nyklassicistiske landsteder skød op ved Altona ved Elben, som dengang var dansk. Og derfor hentede han datidens mest efterspurgte arkitekt, franskmanden Joseph Ramée, til København, hvor Ramée først indrettede Erichsens Palæ på Kgs. Nytorv og så tegnede Hellerupgaard, der blev opført i 1802, inden han altså også blev hentet til Bagsværd Sø for at blive Sophienholms arkitekt.
Ombygningen løb op i det dengang svimlende beløb 60.000 rigsdaler, der også inkluderede hestestald, gartnerbolig, gotisk portnerhus og kinesisk pavillon.
Man kan se, at flere af naboerne forsøgte at gøre kunsten efter. For der er stadig langt mellem naboerne her. ”Der skal jo også være plads til parkerne,” som Benedicte Bojesen siger. Statsministerens officielle bolig, Marienborg, ligger endda på ”den billige side” af Nybrovej – uden direkte adgang til Bagsværd Sø. Men også Marienborg er oprindelig bygget i samme gyldne periode, før den danske økonomi krakkede med statsbankerotten i 1813.
Københavns bombardement i 1807 og den efterfølgende danske deltagelse i Napoleonskrigene – på tabersiden – kostede som bekendt Danmark dyrt. Men inden da bugnede dansk økonomi. København var et handelscentrum, og der var ingen tvivl om, hvad der havde gjort storkøbmændene rige nok til at bygge om kap ved Bagsværd Sø og andre smukke steder uden for Københavns volde: Pænt sagt kom pengene fra sukker. Men slavehandel og slavearbejde i Dansk Vestindien var også en del af regnestykket.
Det kan man helt konkret se, når man for eksempel kigger i gamle regnskaber fra Sankt Croix. På plantagen Høgensborg opgjorde ejeren Adam Levin Søbøtker således sine 500 slaver som et andet varelager. Hjemme i København etablerede sønnen Johannes Søbøtker sig som en succesrig handelsmand og tjente store summer på den oversøiske sukkerhandel. Som 29-årig var han rig nok til at købe bondegården Øregaard i Hellerup, som han omdannede til et klassicistisk sommersted efter Hellerupgaards forbillede, fortæller Sidsel Maria Søndergaard, der er leder af Øregaard Museum.
”Det var en del af datidens mode blandt storkøbmændene at bygge sommerboliger med store parker, som var anlagt efter alle romantikkens idealer. Det krævede enorme summer at finansiere, så landstederne har også været en form for statussymboler. Og der er ingen tvivl om, at de danske storkøbmænd især tjente deres penge på oversøisk handel med blandt andet Dansk Vestindien. Kun omkring fem procent af datidens samlede handelstrafik mellem København og De Vestindiske Øer deltog i den berygtede trekantssejlads, hvor man ikke kun hentede sukker i Vestindien, men også slavegjorte mennesker fra Vestafrika. Men man kan ikke løbe fra, at købmændene og hele det danske samfund blev rigt på grund af de indtægter, som stammede fra sukkerplantager på De Vestindiske Øer, hvor slaverne havde umenneskelige forhold,” siger Sidsel Maria Søndergaard og tilføjer, at Johannes Søbøtker dog selv var med til at administrere afskaffelsen af slaveriet, da han var vicegeneralguvernør i Dansk Vestindien i 1848.
Mens mange danske stormænd gik konkurs som følge af statsbankerotten i 1813, overlevede både Johannes Søbøtker og Constantin Brun økonomisk.
Johannes Søbøtker tog til Dansk Vestindien i 1820 og lod kone og parrets børn blive hos borgerskabet i København. I Vestindien blev han forenet med sin ”praktiske familie”, den frigivne sorte kvinde Elizabeth Ravene, som han havde fåret to døtre med under sine handelsophold på øerne i begyndelsen af 1800-tallet. I mellemtiden gjorde Constantin Bruns kone, Frederikke, Sophienholm til et kulturelt samlingspunkt ved at invitere kunstnere som Johan Ludvig Heiberg, Bertel Thorvaldsen, Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger til Bagsværd Sø:
”Man kan sige, at Sophienholm fik lidt samme funktion som Kamma Rahbeks Bakkehuset på Frederiksberg, hvor der også kom mange kunstnere. Men Frederikke Brun var mere internationalt orienteret, så her kom kunstnere fra hele Europa, mens de store danske digtere også tog herud om sommeren. Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger kunne bare ikke fordrage hinanden, så der går historier om, hvordan portneren måtte smide den ene ud, så den anden kunne være der,” siger Benedicte Bojesen og tilføjer, at der skam også blev skabt meget kunst på stedet.
For eksempel skulle Carsten Hauchs aftensalme ”Sig månen langsomt hæver” fra 1838 være skrevet på Sophienholm. Men mange af naboejendommene husede på samme måde kunstnere. Det gælder også en af Sophienholms naboer, hvor virksomhedsejeren Michael Nielsen bor med sin familie i dag:
”Når man graver lidt i historien, kan man se, at det har været et lystigt sted. Da huset blev bygget, lå det jo langt ude på landet, men jeg tror, at det hurtigt blev fyldt med liv, og der er mange historier om, hvad her er foregået. Jeg har blandt andet fundet ud af, at en af de tidligere ejere havde et forhold til ejeren af Sophienholms kone. Og de stak faktisk af sammen til Sverige, mens der gik historier om, at de havde transporteret penge fra Sophienholm ad både land- og vandvejen, så mine børn blev helt vilde og ville ud at grave i haven efter gamle skatte, da de hørte historien. I husets kælder har vi i stedet fundet et gammelt gældsbevis på 2500 rigsdaler til Københavns Bank, der ikke eksisterer mere. Sådan er det sjovt at bo i et hus, der er fyldt med historier,” siger Michael Nielsen, som til gengæld ikke ved, hvad husets første bygherre havde tjent sin formue på.
”Jeg føler mig bare heldig over at få lov til at bo sådan et sted, og for mig er det en rigdom at kunne tage en runde rundt om søen. I dag er der jo mange mennesker ved Bagsværd Sø, men jeg har et gammelt billede fra 1910, hvor vores vej stadig kun var en grusvej på landet.”
