I mange år havde forfatteren Hanne-Vibeke Holst et betændt forhold til sin mor. Da Holst i 1995 ville skilles, blev hendes mor vred. Hun kunne hverken forstå eller acceptere, at datteren ville forlade sin mand, den populære svigersøn.
Det kom så vidt, at de en periode ikke var på talefod. Senere genoptog de forbindelsen, men moderen ville ikke tale om konflikten. Det usagte lå altid mellem dem, og forholdet mellem mor og datter blev aldrig det samme. Først 13 år senere, da moderen blev syg og lå for døden, blev de forsonet.
Hvis vi ikke havde nået at tale ud om det, ville det have været en kæmpe sten i skoen for mig. Så havde afskeden været svær, også for min mor, og tiden efterfølgende havde været uforløst. Jeg vil anbefale alle at gøre det samme gerne før man kommer så vidt som til dødslejet, siger Hanne-Vibeke Holst.
LÆS OGSÅ: Politikerne er over alt, bare ikke i litteraturen
Hun tager imod i den store hvide villa på Frederiksberg i København i anledning af sin nye roman, Undskyldningen, som udkommer i dag.
Den er et familiedrama, som følger fire generationer fra 1940ernes besættelsestid og op til nutidens Berlin. Gennem hele fortællingen går temaer om samvittighed, utroskab, skyld og forsoning som en rød tråd fra det ene slægtsled til det næste. Romanen viser, hvordan forældre giver fortielser og løgn videre til deres børn, og hvordan alt det usagte får næste generation til at gentage mønstrene.
Vi opfatter os som frie og moderne mennesker, der skaber os selv og er ansvarlige for vores egen identitetsdannelse. Men jeg synes, det er interessant at undersøge, hvor frie vi i virkeligheden er, og hvor meget man slæber med sig fra fortiden. Graver man i fortiden, finder man ud af, at man i langt højere grad, end man selv har troet, er et produkt af sin familiehistorie flere generationer tilbage, siger Hanne-Vibeke Holst.
Inden for de seneste 15 år har Hanne-Vibeke Holst mistet både bedsteforældre, mostre og forældre. Til gengæld har hun fået kælderen fyldt op af kasser med både mors, fars og bedsteforældres efterladenskaber. Selvom hun ikke har haft tid til at kigge alle kasserne igennem, har det fået hende til at spekulere over, hvad de har efterladt hende, og hvad kasserne indeholder af hemmeligheder. For også i hendes egen slægt har der været fortielser og løgne. Hun har eksempelvis først for nylig fundet ud af, at der nogle generationer tilbage i familien er børn, der er født uden for ægteskab.
I sit eget liv kan hun tydeligt mærke, at hun har gentaget meget af sin egen mors måde at forvalte moderskabet på. Som barn legede hverken hendes mor eller far med deres tre døtre. Ofte arbejdede moderen, eller også fór hun land og rige rundt på bekostning af tiden med døtrene.
Når jeg sommetider ser familier, der leger sammen, sætter drager op eller tager på picnic, så tænker jeg på, at det har jeg aldrig selv gjort. Jeg har simpelthen ikke lært det. Og derfor har jeg heller aldrig leget med mine børn, for det har der bare ikke været tradition for i vores familie, siger hun og tilføjer:
Til gengæld har jeg talt rigtig meget med mine børn, som jeg har et tæt forhold til i dag. Når man bliver mor, er det overvældende, og jeg har haft nok at gøre med bare at overleve som mig selv i den rolle. Jeg har været meget optaget af ikke at gå til grunde i moderskabet forstået på den måde, at det var vigtigt for mig at beskytte min identitet som forfatter og debattør. Jeg var hundeangst for at blive opslugt af børn eller bleer. Og selvom jeg her bagefter godt kan tænke, at jeg måske var der for lidt, så var det nok sådan en slags mor, jeg kunne eller skulle være.
Med den nye slægtsroman har hun taget hul på et helt nyt kapitel i sin forfatterkarriere. I mange år har Hanne-Vibeke Holst været bedst kendt som den glødende feminist, der aktivt tog del i samfundsdebatten og revsede den mandsdominerede verden.
Jeg har altid følt mig forpligtet til at tage del i samfundsdebatten, og selvom det har været af interesse, har jeg følt det som et stort ansvar. I 30 år har jeg været på banen som debattør, men med min nye bog retter jeg i stedet fokus indad, siger hun.
Trilogien om kvinder, mænd og magt afsluttede hun i 2008 med romanen Dronningeofret. Mens hun skrev den, opstod idéen til slægtsromanen. Fra at have skrevet om politik og samfundsforhold blev hun i højere grad optaget af indre konflikter og universelle temaer. I løbet af trilogien kom hun stadig længere ind på livet af sine karakterer og blev optaget af, hvordan de havde levet deres liv. Og det er de temaer, hendes nye roman kredser om.
De centrale personer i bogen, som blandt andet tæller præsten Thorvald, tvillingerne Leo og Leif og operachefen Helena, kommer alle til at handle på en måde, som ødelægger forholdet til deres nærmeste. Under Anden Verdenskrig er Thorvald sin kone utro, Leo skjuler sandheden om, hvem der er far til hans kones barn, og Helena er en karrierefokuseret mor, der ikke har tid til sin datter. Fælles for personerne er, at deres bedrag, fortielser og arv er et brud med kristne grundbegreber om, hvordan man skal opføre sig, forklarer Hanne-Vibeke Holst. I slutningen af bogen genkalder operachefen Helena sig ordene, hun fik til sit studentergilde: Du må aldrig glemme, at du holder din næstes liv i dine hænder. Igennem hele bogen bliver de ord gentagne gange glemt, og det gør de også i den virkelige verden, mener Hanne-Vibeke Holst:
I vores kultur står kristendommen meget stærkt, hvad enten man opfatter sig selv som kristen eller ej. De Ti Bud, som er en rød tråd igennem bogen, ligger dybt i os alle sammen og er en slags facitliste for, hvordan vi bør opføre os. Det kan godt være, at vi hele tiden overtræder buddene, men vi forholder os alligevel til dem. De er først og fremmest socialt regulerende, for de fortæller, at vi ikke må lyve, stjæle eller begære vor næstes hustru. Det er utrolig gode anvisninger på, hvor man egentlig burde leve sit liv, siger hun.
Præsten Thorvald er den person i bogen, der sætter bedraget og fortielserne i gang. Som flere andre af nutidens forfattere har Hanne-Vibeke Holst valgt en af de helt centrale skikkelser i bogen til at være præst. Præstefiguren valgte hun for at få større dybde på historien. Hun ville også vise, at man sagtens kan være glad for cigaretter, whisky og nøgne piger og samtidig være et moralsk forbillede for andre, som Thorvald var under besættelsen.
Det er sjovest at vælge karakterer, som har mest at tabe i forhold til deres sociale position og selvopfattelse. Det bliver mest dramatisk, når man udfolder karakterens mere skjulte side. Thorvald er en interessant figur, fordi han er reflekteret, men også overfladisk. I det hele taget er præster interessante mennesker, fordi de tumler med de store eksistentielle spørgsmål som: Hvornår forbryder jeg mig mod Gud og min næste? Mange af os går mere eller mindre tankeløse gennem tilværelsen, men det kan en præst jo ikke.
Læs anmeldelsen af Undskyldningen i Kristeligt Dagblad i morgen