Lars Handesten, du er forfatter til den nye rapport ”Forandringer i forlagsbranchen” for Bog- og Litteraturpanelet under Slots- og Kulturstyrelsen. Rapporten fokuserer særligt på de små forlag. Hvordan ser virkeligheden ud for de mindre forlag?
På en måde ser det godt ud, fordi der er masser af små forlag, der blomstrer op, og mange har gode idéer til, hvad de vil udgive, ligesom der bliver udgivet mange oversatte ting på de små forlag. Men hvis man tager de økonomiske synsvinkler med, ser det mindre sjovt ud: De små forlag er konstant pressede økonomisk, fordi der ikke er mange penge i deres udgivelser. En anden ting er, at de små forlag er utilfredse med dækningen i dagbladene. De føler, at de bliver overset – hvad de også gør.
Men er det avisernes pligt at anmelde noget, der måske kun udkommer i 100 eksemplarer?
Ja, det er det. Per Højholts ”Min hånd 66” (fra 1966, red.) blev måske solgt i 100 eksemplarer over tre-fire år, men fylder alligevel meget i litteraturhistorien. Selvfølgelig skal aviserne ikke skrive om alt, for der kommer sindssygt meget fra de små forlag, og det kan være vanskeligt at orientere sig, men man kan som minimum forlange en lidt større nysgerrighed i forhold til, hvad der sker på den alternative bogscene.
I rapporten står der, at de små forlag har sværere ved at komme igennem til aviser nu end før og dermed vanskeligt ved at nå et publikum. Hvordan er det sværere end tidligere?
Dels fordi nogle aviser er lukkede, der er færre, der skriver om bøger, og aviserne bruger mere plads på den store mainstream-litteratur. Der bliver for eksempel skrevet meget om krimier. Den type litteratur har fyldt mindre før, hvor man kan sige, at vi nu om dage har et bredere litteratur- og kulturbegreb, og det har givet mere kamp om pladsen i aviserne.
Hvorfor er det overhovedet vigtigt, at de her små forlag findes – hvad har de af betydning?
De er en slags rugekasse for nye talenter, som får lov til at udkomme på de små forlag og prøve at udfolde sig der. Så kan de større forlag efterhånden plukke de talenter ud, de mener de kan arbejde videre med. Men der er også flere små, eksklusive forlag, der slet ikke ser sig selv som et led i en fødekæde, men som et alternativ til den eksisterende forlagsverden.
Hvordan adskiller det, de udgiver, sig fra det, de store forlag udgiver?
Nogle af de mindre forlag, som Batzer & Co., udgiver bøger, der også kunne udkomme på de store. Men der er også mindre forlag, der udgiver bøger, som de store aldrig ville have noget med at gøre, fordi oplagene er for små til, at det vil kunne løbe rundt økonomisk. Der er forskellen, at mange af de redaktører, som arbejder hos de små forlag, arbejder ”con amore” og får meget lidt ud af det økonomisk. Der er også enkelte forfattere, der kun vil udkomme på små avantgarde forlag med en særlig aura omkring sig. Det er hele den tanke om kvalitet og eksklusivitet, der holder de små forlag i live.
Men små forlag er vel ikke ensbetydende med kvalitet. Er der ikke også nogle, der bare er amatører?
Jo, der er mange amatører i det her spil, og derfor skal man også se på de små forlag med et kritisk blik. Vi skal ikke tænke, at alt, der kommer fra små forlag, er kvalitetsmæssigt og kunstnerisk godt – der kan være langt mellem der, hvor det rykker. Der er nogle små forlag, der taler om at indskrænke antallet af titler, og det kan være en god idé, for det hele kan drukne i, at der er så mange udgivelser, at ingenting bliver synligt.