Prøv avisen
Bog

Betydningsfulde noveller understreger Thomas Korsgaards position

5 stjerner

Thomas Korsgaard prøver kræfter med novellegenren efter sine to anmelderroste romaner, og det går virkelig godt

Thomas Korsgaard modtog noget nær salvelsesstatus, da han i 2017 og 2018 udgav sine to første romaner, ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” og ”En dag vil vi grine af det”. Her kommer en ung mand, der vil reformere den danske prosa, syntes et enstemmigt kor at messe, og forlægget stod da også stærkt:

Med et sjældent fint blik for detaljen, en stilsikker fortællestemme og en dosis tragikomik, der ville gøre både Helle Helle og Dorthe Nors stolte, lyste den kun 21-årige debutantforfatter overbevisende klart. Det gør han stadigvæk.

Novellesamlingen ”Tyverier” består af 15 små noveller, der kan karakteriseres mere som situationsprosa end klassiske noveller. De tager udgangspunkt i afgørende øjeblikke i en række personers liv, og det er det nære og medmenneskelige univers, læseren befinder sig i.

Vi hører om Linda, der til en familiefest ender med at kravle ud ad et badeværelsesvindue og flygte over stok og sten, mens resten af familien sidder tilbage mellem bjerge af smørrebrød. Kim, der modstræbende passer sin lille datter og på en legeplads konfronteres med sin voldsomme fortid, og Thomas, der arbejder på et callcenter med den 19-årige forsikringschef Mickey.

Med ganske få penselstrøg formår den sikre stilist at placere læseren i en tilsyneladende ret harmløs situation, der imidlertid viser sig at afspejle den pågældende hovedpersons skisma. Skal Linda blive til familiefesten og stikke videre i den halvspiste rejemad, selvom stedfaderen erklærer sin kærlighed til hende? Er det fedt for Thomas at få ros for at have booket et forsikringsmøde over telefonen, når telefonsamtalen er med en syg kvinde på hospice?

Overalt lurer afstumpetheden side om side med trangen til at blive set og anerkendt af sin omverden, og gang på gang skuffes de personer, vi følger. Thomas Korsgaard skriver på mange måder barsk litteratur, men han gør det på en usentimental og registrerende måde. Egoisme, absurditeter og en endeløs ensomhed vrider sig under den skarpe lampe.

Visse elementer går igen i historierne. Tyverier af forskellig art – ting, mad fra en container, hemmeligheder, tid – og en række ensomme eksistenser, der gennem tilfældige møder konfronteres med deres fortid.

Som oftest befinder vi os et sted under middelklassen – som Thomas Korsgaard også besøgte i sine to, delvist selvbiografiske romaner – og det er tydeligt, at forfatteren har fuldstændig styr på de ofte bittesmå markører, der skal til, for at læseren lynhurtigt er med i en nedslidt lejlighed med tilbudsaviser, plastiktallerkener og slukket parabol.

Stilsikkerheden kammer i mine øjne dog også over enkelte steder, hvor der så at sige bliver placeret for mange miljømarkører i teksten, og man kan få lyst til at sukke: ”Ja tak, nu har jeg fattet det.” Med sin minimalistiske og rensede stil lider Thomas Korsgaard under, at man lægger mærke til alle detaljer, og derfor skal de virkelig doseres med omtanke.

Det lille aber dabei ændrer imidlertid ikke på, at Thomas Korsgaard virkelig er en gudsbenådet fortæller. Man skal ikke lede efter store og dramatiske historier, tankevækkende plot eller fantasifulde afstikkere hos ham, men til gengæld kan man svælge i fantastisk velskrevet nordisk minimalisme.

Her er absurd gode replikker, virkningsfulde persontegninger og skarpe miljøbeskrivelser, og langt de fleste noveller kunne gøre det ud for et helt romanudkast.