”Jeg begyndte at skrive noveller, fordi jeg ikke havde tid til at skrive andet – jeg havde tre børn. Og så blev jeg vant til at skrive historier, så jeg begyndte at anskue mit stof på den måde, og nu tror jeg aldrig, jeg kommer til at skrive en roman.”
Således svarede Alice Munro, da hun af The New York Times blev spurgt, hvorfor novellen er blevet hendes genre. Og skal man tro alverdens læsere og de danske anmeldere, var det meget heldigt, for det har siden vist sig, at der er få, der mestrer den korte form – som hos hende faktisk er temmelig lang – som hende.
”Noget jeg gerne vil sige” (forord og på dansk ved Ida Jessen, udgivet på Gyldendal), Alice Munros tredje selvstændige udgivelse, udkom oprindeligt i 1974 og består af 13 noveller, som ifølge Tonny Vorm i Information viser, at hun tidligt fandt sit stof. Men de viser også, at hendes unikke stemme har udviklet sig hen over årene:
”Senere lærer Alice Munro som bekendt at mestre antydningens kunst, historierne bliver mere dæmpede og strammere i dramaturgien, og ja, sproget bliver bedre.”
Han finder imidlertid, at det giver god mening at oversætte de tidlige titler, som har skabt fundamentet for det store forfatterskab, for selvom nogle af dem er ujævne, er de umiskendeligt munro’ske: ”Handlingsmæssigt kredser næsten alle Alice Munros noveller om en kvindes søgen efter kærlighed, uddannelse eller frihed, og de er båret af, hvad man i dag vil kalde et ’munro’sk’ anslag: En hverdagsstemning slås an, inden en dramatisk begivenhed erindres, hvorefter det antydes, hvordan denne begivenhed, der skrives rundt om, har påvirket et helt liv.”
Også i Weekendavisen bemærker Birte Weiss sig udviklingen i forfatterskabet, hvor denne aktuelle udgivelse vidner om en fortælleglad forfatter med et seismografisk sprogøre, hvis skrivemod bare er vokset og vokset:
”Blandingen af hverdag og skæbnedrama er ikke så suverænt doseret som i den 30 år senere ’Væk’ eller den 40 år senere ’Livet’, men mindre kan også gøre det.”
Birte Weiss betegner de 13 nyoversatte noveller som ”fuldgode”, fordi miljøbeskrivelse, dialog og karaktertegning vokser sammen til den særlige tone, der har gjort Alice Munro værdsat på tværs af geografi og generationer, og konkluderer:
”Hun er befriet for dømmesyge i forhold til dårskab og registrerer solidarisk alt det, personerne bøvler med: familiemagt, underlegenhed, utroskab, had, jalousi, ambitioner og større lyst end evne til at lægge lillesamfundets indestængthed bag sig.”
Her i Kristeligt Dagblad hæfter Michael Bach Henriksen sig ligeledes ved forfatterens sympati for sine personer og vilje til at følge deres skæbner helt til dørs:
”Noget viser sig, når man læser Munro. Det kan være i handlingen i en novelle, når den tager en overraskende drejning ind i menneskesindet og eksempelvis viser vores kapacitet til tilgivelse som det sker i den kloge og rørende ’Tilgivelse i familier’. Det kan også være senere, når en fortælling er slut og en sætning vender tilbage i tankerne, eller en indsigt åbner sig efter lidt lagring. Noget viser sig. Der er en fylde,” skriver Bach Henriksen og tildeler fem stjerner til ”Noget jeg gerne vil sige”.
I Politiken er der også begejstring og fem hjerter ud af seks fra Karen Dich, der mener, at det kræver en opmærksom læser at følge med i Alice Munros fortættede noveller, som folder sig ud som storslåede miniromaner, hvis man vel at mærke giver sig tid:
”Dramaet er i det små; det er helt almindeligt ualmindelige hverdagsliv, der er Munros stof. Alligevel er novellerne langtfra almindelige,” konstaterer hun og roser i lighed med de andre anmeldere såvel Ida Jessens forord som hendes oversættelse:
”’At læse noveller er et godt sted at begynde tilvænningen til fordybelsen,’ skriver Ida Jessen i bogens forord. Først kunne man tro, at denne opfordring skyldes novellens længde, men det handler snarere om, at novellen kalder på en ekstremt fokuseret læsning. Munros noveller er et godt sted at begynde tilvænningen til fordybelsen, fordi de forlanger at blive læst, læst langsomt og genlæst.”
At det samme gælder for russiske Ivan Bunin og hans noveller, er anmelderne af udvalget ”Herren fra San Francisco og andre fortællinger” (på dansk ved Trine Søndergaard, udgivet på Bechs Forlag) enige om. I Weekendavisen skriver Jørgen Herman Monrad blandt andet:
”Hvor kærkomment, at oversætter Trine Søndergaard og Bechs Forlag nu med ’Herren fra San Francisco og andre fortællinger’ giver os danske læsere mulighed for på bedste vis at stifte (eller genopfriske vores) bekendtskab med Ivan Bunin, der i 1933 fik Nobelprisen i litteratur, men som siden har stået uretfærdigt i skyggen af andre russiske koryfæer.”
Her tænker Jørgen Herman Monrad særligt på Tolstoj og Tjekhov, og han spørger sig selv og os andre, om Ivan Bunin i virkeligheden var en generation for sent ude i sin skildring af russiske adelsmænd, buttede bondekoner, tog til Odessa og af berusede selvmorderes sidste breve, om han hellere, som sine samtidige, skulle have kastet sig ud i ekspressionistiske og surrealistiske eksperimenter? Og han besvarer selv sit spørgsmål:
”Nej, selvfølgelig skulle han ikke det. Ivan Bunins opgave i livet var at være den sidste store zartidsforfatter. Den opgave løste han.”
Også i Information er Niels Barfoed glad for, at ”den perfekte bog om denne mester fra Rusland” nu foreligger på dansk, og han kalder det for lidt af et vovestykke at gå russerens forfatterskab i møde:
”Passer man ikke på, bliver man hurtigt suget med slipstrømmen fra hans forførende, både kolde og pirrende fortællekunst ned i et hul, som man ikke kan komme op af lige med det samme.”
Han noterer sig, at der næsten altid luer en latent katastrofe hos Ivan Bunin, der – modsat den mere hverdagsdramatiske og underspillede Alice Munro – holder mennesker og skæbne ud i strakt arm: ”Mennesket er indlejret i en verden af jernlove, der ophæver individet og først og fremmest viser de store funklende illusioners magt (herunder kærlighedens) og sammenbruddets uafvendelighed. Hans noveller har ingen humanistisk dimension. Det er menneskets lod, der optager ham, ikke det enkelte menneske.”
Også Rasmus Vangshardt hæfter sig ved de store dramaer hos Ivan Bunin og ved den allegoriserede kulturkritik, der findes i mange af hans noveller. I Kristeligt Dagblad giver han således fire stjerner ud af seks til en række ”guddommelige noveller” og konstaterer, at det er overraskende, at den russiske forfatter så længe har været glemt, men at et muligt bud kunne være, at så mange af hans noveller ender ved revolveren:
”Men Bunins forfatterskab dyrkede ikke blot revolverdøden, og i den impressionistiske farvedannelse ses en grund til, at han blev skattet af typer som Thomas Mann, André Gide og D.H. Lawrence.”
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.