Småkedelige hverdagsdigte overbeviser ikke

I sin nye digtsamling skriver Sternberg om enkle rutiner, simple dage og livets trummerum. Det er der kommet nogle fine, men også en del småkedelige digte ud af

Småkedelige hverdagsdigte overbeviser ikke

Da digteren Sternberg forrige år afsluttede sin såkaldte tids-pentalogi – ”Stenalderdigte” (2011), ”Depressionsdigte” (2014), ”Guldalderdigte” (2016), ”Tidsrejsedigte” (2016) og ”De sidste dage-digte” (2018) – der tog læseren med på rejse gennem forskellige stemmer og tider, var det vanskeligt at gennemskue, hvilken retning forfatterskabet nu ville tage. For selvom konceptet utvivlsomt var originalt og gennemført, var det nok også ved at være udtømt både formelt og tidsligt (stående dér på afgrundens rand).

I sin nye, ikke altid lige vellykkede digtsamling, ”Simple dage”, forlader Sternberg da også det konceptuelle greb fra fembindsværket for i stedet at skrive en form for dagbogsdigte funderet i et tilsyneladende mere personligt rum præget af hverdagens trivialiteter, livets trædemølle og enkle rutiner.

Eller måske er det faktisk mere præcist sådan, at ”Simple dage” i en vis forstand er en fortsættelse af tids-serien. Men hvor digteren tidligere havde fokus på så at sige ekstraordinære tider, så kredser han nu omvendt om en helt igennem ordinær, velkendt og vanepræget dagligdag. Hverdagens tid:

”kl. 3:52 beslutter jeg mig for at drikke kaffe/ og klokken 3:56// beslutter jeg mig for/ at det er lige meget/ om de sokker jeg har på/ er helt ens”.

Sådan giver Sternberg hverdagen form. Ikke ved at støve den af eller få de mindste ting til at lyse op. Men ved i et nærmest umærkeligt, uanseeligt, ja, simpelt sprogligt register at gengive det, der sker i digterjegets (kærligheds)liv mellem 2011 og 2018. Det underdrejede sprog, som er en kunst i sig selv at mestre, er fuldstændigt tilstræbt og selvfølgelig en pointe i sig selv, og når teksterne står skarpest, som eksempelvis det citerede stykke, er resultatet nogle ret fine og følsomme, på en gang let melankolske og underfundige digte.

Desværre er der også bare alt for mange småkedelige digte, hvor ligegyldighederne tager over. Så går digtene i hverdagsfilosofisk tomgang:

”Der er nogen sange/ som er gode at gå og nynne// men de samme sange/ er irriterende at høre på// der er ikke altid/ en sammenhæng mellem/ hvad jeg nynner/ og hvad jeg godt kan lide”.

Eller bliver slet og ret småsludrende:

”nå/ jeg huskede min kasket i går// men glemte Yoshida Kaneyoshis/ Essays in Idleness// som jeg lige havde lånt på biblioteket/ og sad og glædede mig til at læse nu// sikkert fordi jeg ikke tænkte mig ordentligt om/ da jeg besluttede mig for// hvad jeg skulle have med mig hen i lejligheden/ i de dage hvor jeg skal pakke tingene ned i flyttekasser/ jeg mener ellers nok/ at jeg tænkte mig om// måske har jeg smidt bogen ned i en flyttekasse/ sammen med alle de andre bøger// skal jeg kigge alle kasserne igennem/ eller spørge på biblioteket”. Og så videre, og så videre. ”Matte prismer reflekteret/ i matte prismer”, for nu at låne en formulering fra et andet digt.

Hverdagen er nok banal, men det betyder ikke, at digte om hverdagen behøver at være det. Det beviser Sternberg faktisk også selv i momenter, men som helhed overbeviser ”Simple dage” ikke helt.