Stjernestøv
Utroligt så sprællende et album om menneskeligt forfald kan lyde. Pernille Bévorts stemme er en kyndig guide på en filosofisk spoken word-rejse gennem erfaringer om duften af brændt kød, blod og vibrerende læber i kolde rum. Og mellem ordene pibler og bruser Bévorts lige så kyndige saxofonspil.
Bévort har selv taget en serie fotos, som ledsager lp’en, der ikke er en traditionel jazzudgivelse. Flere stykker nærmer sig lydkunst med reallyde og ord og musik, der kommenterer hinanden. Projektet er flot gennemført, for Bévort er et af de mest gennemmusikalske mennesker herhjemme. Så selvfølgelig lyder det godt – og fyldt med liv – når hun blæser sig ind på et så støvet emne som affaldshåndtering.
⋆⋆⋆⋆⋆
Pernille Bévort. Småt brændbart. Gateway Music.
Veldrejet pop
“Xtra” har blot fire numre, men allerede i åbneren, “Stille før du kom”, aner man, at Oh Land har en tidskapsel parat til lytteren. Måske er det, fordi tiden er, som den er, at positive danserytmer kan katapultere én mentalt. Også bare for en kort stund.
Elektropoptermometeret viser mere modne kunstneriske begejstringstal end dengang, hun brød igennem lydmuren i 2011 med “Speak Out Now”. Og når hun synger om sin musikerkæreste, Adi Zukanović, og drømme, hun ikke tør dele, rammer hun plet. Efter seks engelsksprogede albummer er Nanna Øland Fabricius slået over til at synge på dansk.
Måske er disse 15 minutters musik en slags testflyvning. Lad os håbe på mere snart.
⋆⋆⋆⋆⋆
Oh Land. Xtra. A:larm Music.
Flyvende Jomi
På minialbummet “Skråt over marken” pløjer Signe Høirup Wille-Jørgensen i samme spor som “Lyst” (2021). Mellem rumlebassen og de løstsiddende fløjter skaber hun sit eget rum. Når hun synger om jordslået kærlighed, føles det meget fysisk og nede på jorden. Og alligevel er der noget hypnotiserende, abstrakt og frit flagrende over hendes sange, der bølger på et groove og en lyd, som ikke ligner noget andet i dansksproget indierock. Det skyldes velsagtens, at hun benytter sig af nogle af de bedste danske jazzmusikere – blandt andre Kresten Osgood – som hun kuraterer skarpt.
“Lad os genkende det vi begærer / tage det og efterlade mere”, synger hun gavmildt. Lad os alle lytte til Jomi.
⋆⋆⋆⋆
Jomi. Skråt over marken. Glorious Records.
Bossen er nostalgisk
På sit 21. studiealbum danser Bruce Springsteen ikke i mørket og synger ikke om at være født i USA. Og det gør han så alligevel, for samtlige sange er covers af soulsange fra 60’erne og 70’erne, altså en uomgængelig del af det amerikanske hjerte, som kan det der med at få omkvædet til at ende i gospel. Men måske er der for meget slow dance på Bossens soulplade. Tempoet er i hvert fald ret meget nede i gear, og man savner noget brus og kraft fra hele E Street Band. Kun enkelte af musikerne deltager.
Legenden Sam Moore (Sam & Dave) er dog med på to numre. Og han får plads. Sammen med lyden af dengang. Der er ikke pillet meget ved originalerne. Det ligner, at det er et lystalbum og skal nok sælge op til jul.
⋆⋆⋆
Bruce Springsteen. Only the Strong Survive. Columbia.
Høj norsk standard
Som om Morten Harkets stemme ikke var lys nok, tog A-ha helt op til Bodø for at indspille “True North”, som reflekterer over en postpandemisk verden, men også bare er et musikalsk postkort til alle dem, der kan lide musik i norsk balladetempo og med følsomme strygere (kan man forestille sig A-ha uden?). Her leveres de af – hvem ellers – Arktisk Filhamoni.
Samtlige af popbandets sange på 11. studiealbum føles vedkommende. Det er øjebliksbilleder sat på god, klassisk sangskrivning. Magne Furuholmen og Paul Waaktaar-Savoys sange lyder blå, men i ordene er græsset grønt, og der er en vis positivitet:
“Whatever you want or need/ Wherever you have to be/ Whatever you have to believe/ I’m in.”
A-ha, der blev dannet i 1982 – i en anden og mere uskyldig verden – har lavet et eminent album. Det er en god nyhed.
⋆⋆⋆⋆⋆
A-ha. True North. RCA Local.